|
Tid og sted
Tredje søndag efter Trinitatis den 17. juni 1714 i Weimar. Kantaten blev flere gange genopført, formentlig ved en prøveaflæggelse 16. november 1720 i Hamburg og den 13. juni 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), Salmerne 42, 94 og 116 i Salmernes Bog, salmevers af Georg Neumark (1641)
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en sinfonia for soloobo, strygere, fagot og continuo. Selv om indledningen til kantaten for en overfladisk betragning kunne virke som den langsomme midtersats i en obokoncert af komponister som Albinoni og Vivaldi, er der mere på færde, for her skal musikken skabe en følelse af bekymring. Det gør den ved efter et par minutter med de vemodigt-yndefulde tonerækker i obo og førsteviolin pludselig at standse op. Ikke bare én, men hele tre gange i løbet af det sidste minut af satsen. Særligt anden gang musikken stopper op, er "bekymrende", fordi der nu høres en helt anden akkord, end der er lagt op til. Tredje ophold følges af en hurtig opadgående figur i oboen. Som et lille kort gisp af bekymring.
2. sats overtager både taktark, toneart og grundstemning fra sinfoniaen i 1. sats, selv om tempoet sættes op. Koret synger "jeg" tre gange og svares straks af obo, strygere og fagot, hvilket giver en intens fornemmelse af at befinde sig i en direkte fortsættelse af 1. sats. Koret synger videre "jeg havde megen bekymring i mit hjerte". Først i sopraner, derpå tenorer, så alter og til sidst basser i en fin fuga med kommenterende afsnit fra orkestret med obo øverst. Også i denne sats standser den rolige fremadskriden. Det sker på ordet "men". Der følger et hurtigt fugaafsnit med teksten "din trøst vederkvæger min sjæl" og denne tekst gentages derpå i et langsommere afsnit, hvorefter satsen slutter.
3. sats er en arie for sopran akkompagneret af orgelcontinuo og en obligat obostemme, der indleder satsen med et langt soloafsnit. Den taktart, 12/8, som Bach valgt, kan godt friste til en pastorale med let vuggen, men det er ikke meningen, for solosopranen synger om "Sukke, tårer, kvaler, nød - angstfuld længsel, frygt og død". Og hun fortsætter, mens oboen supplerer "... piner mit beklemte hjerte - jeg fornemmer ynk og smerte!" Håbets indtog og et lettelsens suk ligger endnu nogle satser ude i fremtiden.
4. sats er et accompagnatorecitativ, hvor sopranen over klangene fra strygere, fagot og continuo reciterer en tekst, der kunne lyde bibelsk, men faktisk er skrevet af Salomon Franck: "Hvorledes har du, min Gud, i min nød, frygt og ængstelse, fuldstændigt vendt dig bort fra mig?" Anråbelsen fortsætter i yderligere to afsnit, inden tenoren har en arie i
5. sats med tekten "Bække af de salte tårer, strømme bruser altid ind!", hvor strygerne i trestemmigt akkompagnement over continuo illustrerer salte tåre-åer i flydende figurer. Små bølgebevægelser høres i musikken som vuggende figurer i violiner og bratscher. Et kort afsnit på fire takter kaster tenorsolisten ud i stormende toneløb, mens han synger teksten "Storm og bølger sårer mig", men satsen falder igen til ro i strømmende figurer.
6. sats sætter igen koret i sving, dog med en indledende indsats, hvor fire solister synger "Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?" De besvares af koret. Kontrasten mellem soloafsnit og korindsats forstærkes ved at orkestret spiller med på korets indsats. Et hurtigt afnsit følger, hvor små filigranagtige motiver fra obo, strygere og korstemmer afløser hinanden. Teksten inden prædikenen er fra Salmernes Bog Salme 42 vers 12, der efter indledningsstrofen fortsætter "Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud."
7. sats er et recitativ for sopran og bas akkompagneret af strygere, fagot og continuo.
Sopranen lægger stemme til sjælens "Ak, Jesus, min trøstermand, mit lys, hvor er du?", og bassen (Jesus) svarer: "O, sjæl, se, jeg er ved din side." Denne duet fortsætter i arien i
8. sats hvor akkompagnementet er lagt i continuogruppen. På moderne indspilninger kan disse duetter mellem en kvindelig sopran og en mandlig bas virke lidenskabelige og endog flirte med erotikken som i Mozarts duet mellem Zerlina og Don Giovanni "La ci darem la mano". Det er vigtigt at huske, at man ved kantateopførelser i kirker ikke måtte bruge kvindelige sangere. Enhver association til mere eller mindre kønsligt samkvem er således helt utilsigtet. Satsen er en bedårende og meget optimistisk duet, hvor sjælen får forenet sig med troen.
9. sats begynder med en solisttrio af sopran, alt og bas, der synger "Fald til ro igen, min sjæl, for Herren har handlet vel imod dig.” Teksten er fra Salme 116 vers 7 i Salmerns Bog. Lidt efter synger alle tenorer et vers fra den salme af forfatteren og digteren Georg Neumark. På dansk findes den i "Hvo ikkun lader Herren råde". På trods af at rytmen i Bachs sats er en anden, kan man tydeligt høre melodiens særlige toner i tenorstemmen, der her er lagt i et dybere leje, som mere får tenorerne til at klinge som barytoner. Ved slutningen af dette første vers fra Neumarks salme kommer orkestrets stemmer ind, så stilfærdigt og på listefødder, at de først knapt mærkes; da tenorer i stedet for andet vers af salmen, overtager teksten "Fald til ro igen, min sjæl", følges de af en bratsch, kort efter er violin II sat med på altstemmen, mens fagotten tilslutter sig basserne. Obo og violin I venter nogle takter, men stemmer i med andet vers af salmen, der synges af sopranerne. Fra det mest tyste, tre solister, bygger Bach gradvist satsen op til større volumen. Denne effekt har ved senere opførelser end i Weimar 1714 yderligere været forstærket af fire basuner på korstemmerne. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at alle instrumentalister, bortset fra continuogruppen, faktisk først indfinder sig gradvist i løbet af denne sats efter at de formentlig har holdt pause midtvejs i kantaten, mens præsten prædikede. Måske har Bach faktisk ønsket denne effekt? Med modsat fortegn foretog han sig dermed noget der kan ligne den happening, som Joseph Haydn i 1772 bød fyrstehuset Esterhazy på i sin siden hen meget berømte "Afskedssymfoni" nr. 45 i fis-mol.
10. sats er en tenorarie med en dejligt adræt stemme til continuocelloen. Teksten lyder "Glæd, dig, sjæl, og glæd dig, hjerte! Flyv væk, I kvaler, forsvind, du smerte!" Satsen er modsætningen til de salte tårers floder i 5. sats. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Bach har valgt tonearten f-mol i sats 5 og F-dur her i sats 10. I musikteorien betegnes skiftet fra mol til dur i tonearter med samme grundtone med begrebet ”varianttoneart”
11. sats starter med trimuf. Under tenorens arie havde de sidste musikere fået tid til at snige sig op på musikergalleriet i Himmelsburg: Tre trompetister og en paukespiller er med til at sætte præg på den aflsuttende sats for det fulde ensemble. Tekstmæssigt er vi i Johannes' Åbenbaring kap. 5 vers 12, hvor titusinder af engle med høj røst udbryder: "Værdigt er lammet, som blev slagtet, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og ære og pris og velsignelse. Ham, som sidder på tronen, og lammet, tilhører velsignelse og ære og pris og magt i evighedernes evighed". Teksten blev i 1741 anvendte i Händels "Messias", hvor den afslutter hele værket.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 456-463, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 298, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162-163 |
