|
Tid og sted
Muligvis en afskedskantate for Lorenz Albrecht Beck (1723-1768) opført i løbet af 1747 i Leipzig
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 1000-1002, Klaus Hofmann: Teksthæftet til cd’en BIS-2191 pp. 7-9, Hans-Joachim Schulze: Rätselhafte Auftragswerke Johann Sebastian Bachs - Anmerkungen zu einigen Kantatentexten (i Bach-Jahrbuch 2010, nr. 96 pp. 69–93)
Tekstforfatter
Ukendt
Besætning
Sopran, tværfløjte, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en instrumental sinfonia for tværfløjte, strygere og continuo. Allerede i de første fire takter af den ritornel, som strygere og continuo præsenterer inden tværfløjtens indsats, fastslås flere gange dette indledende stykkes tonalitet, h-mol. Dette svarer til hovedtonearten i Bachs mest kendte komposition med tværfløjten som solist, suiten i h-mol (BWV 1067). Med taktarten 2/4 har sinfoniaen her en sej fremdrift, og de seksten takters indledning for strygere og continuo er helt efter konventionen fra den tids mange instrumentalkoncerter. Det indledende motiv fra ritornellen dukker flere gange op i løbet af satsen. Dette sker ikke bare i hele ensemblets ritornel, men som små indskudte bemærkninger i de akkompagnementsfigurer, strygergruppen har neden under tværfløjtens virtuose solistiske udfoldelser.
2. sats er et recitativ for sopran, strygere og continuo. Kantaten er betitlet efter dette recitativs første linje: ”Han ved ikke hvad smerte er, som fra sine venner skilles og ikke dør.” Der er bred enighed om, at den ukendte tekstforfatter enten ikke var flydende på italiensk, eller at den første redaktør af kantaten i årene omkring midten af 1800-tallet, hvor den første samlede Bach-udgave udkom, måske forsøgte at tilrette en italiensk tekst, han ikke helt forstod. Hvorom alting er, handler kantaten om at skilles fra vennerne. Teksten fortsætter med, at når den lille dreng er allermest utrøstelig, da kommer moderen og trøster ham: ”Rejs da på tegn fra himlen og tilfredsstil Minervas iver”, afsluttes recitativet.
3. sats er en arie for sopran, tværfløjte, strygere og continuo. I tidligere kantater fra Bachs hånd har vi hørt blokfløjter illustrere tårers flod, men også tidens modeinstrument traversfløjte har fået rollen som rindende tårer. Det gælder 3. sats af "Ich armer Mensch, ich Sündenknecht" (BWV 55) fra november 1726 og 5. og 6. sats fra "Passio Domini nostri J.C. secundum Evangelistam Matthaeum" (BWV 244). Tårerne strømmer også i de tolv takters forspil her i arien, inden sopranen synger: ”Rejs fra os og det med smerte/lad os stå med sorg i hjerte.” Så vidt teksten i ariens tekstligt set popsangsbanale A-stykke, der dog rummer stor musikalsk dybde. I tidens mode har arien da capo struktur, og ved overgangen til B-stykket mærkes en mere livlig stemning hvor både sopran og tværfløjte i blomstrende figurer har overskud til at glæde sig på den afrejsendes vegne: ”Din hjemegn vil du nyde/og der din indsats yde/ rejser nu fra kyst til kyst/se vind og bølger an med lyst.” Derefter synges og spilles A-stykket da capo.
4. sats’ recitativ for sopran og continuo er trods kun ˝ minuts varighed løsningen på en gåde: Hvem var det, Bach skrev sin afskedskantate til? Vi får her at vide, at den afrejsendes viden står i kontrast til hans alder. Altså må der være tale om en yngre person, der er langt dygtigere end man ville kunne forvente. Desuden får vi at vide, at det er byen Ansbach godt 300 kilometer sydvest for Leipzig, der er rejsens endemål. Lorenz Albrecht Bech passer på begge spor, for han afrejste fra Leipzig i 1747. Han blev siden – takket være sit store juridiske talent – justitsråd i Ansbach. Dette er der bred enighed om.
I 5. sats for sopran, tværfløjte strygere og continuo slås gækken løs i en sats som med sin følelsesfuldt galante harmonik kan minde om musikalske italienske forbilleder som Corelli, Vivaldi og Albinoni. Nu handler teksten da også om at lade bekymringerne fare og give sig rejsens glæder i vold. I BWV-fortegnelsen skal man kun bladre ti numre tilbage til BWV 199 for at finde en anden soprankantate, der fra desparationens kummer i 1. sats’ "Mit hjerte svømmer i blod" efterhånden vender stemningen til fryd og gammen i sidste sats med teksten "Hvor glad er nu mit hjerte". Kronologisk er der dog tale om en ældre kantate fra årene i Weimar, komponeret intet mindre end 33 år tidligere. |
