|
|
Cantata BWV 208
Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!
Dansk kommentar [Danish Commentary] |
|
Tid og sted
Hertug Christian af Sachsen-Weissenfels' 31 års fødselsdag den 23. februar 1713. Kantaten blev også spillet den 19. april 1716 ved en fødselsdag for grev Ernst August af Sachsen-Weimar, og dér foretog man enkelte ændringer i teksten så den passede til denne fødselar. Opført på Jägerhof i Weissenfels.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725)
Besætning
Sopran I (Diana), sopran II (Pales), tenor (Endymion), bas (Pan), kor (SATB), altblokfløjte I, II, obo I, II, taille, horn I, II, violin I, II, bratsch, cello, violone, continuo
De enkelte satser
1. sats er et recitativ, hvor Diana, der er den romerske mytologis jagtgudinde, fortæller at det eneste, der virkelig behager hende, er den muntre jagt. Den i teksten nævnte Aurora er ikke en person i handlingen, men morgenrødens gudinde. Det er således ganske tidligt om morgenen, at Diana ved at synge en hurtig passage musikalsk viser lytteren, hvordan hendes pil suser gennem luften og træffer et passende bytte.
2. sats er Dianas arie, hvor hun udover continuoet passende akkompagneres af to horn. Hornene lægger ud med et kvikt jagtsignal, der må havde fornøjet den jagtglade hertug Christian. Hornenes klang af eventyr i fjerne skove træder tilbage for Diana, der også synger signalet efterfulgt af fine triller; "At jage er en fryd for guder, jagt passer sig for helte. Vig, I drillende nymfer, vig fra Dianas vej!" |
|
|
|
3 . sats er Endymions recitativ. Mytologisk var han egentlig månegudindens jordiske elsker, men her er han Dianas kæreste, som hun i tidens løb har givet mangt et "sukkerkys". "Er, du", spørger han "fra elskovsbånd nu fri og følger kun dit jægeri?"
4. sats er en arie over samme spørgsmål fra Endymion til Diana. Musikalsk er det en fornem dacapoarie, der stiller store tekniske hrav til sangeren, som akkompagneres af continuo. Endymions sorg over måske at have mistet Dianas opmærksomhed betyder, at man hører en mol-toneart her i den ellers festlige kantate.
5. sats er et recitativ, hvor Diana forsikrer ham, at hun skam stadig elsker ham, men netop denne dag er dagen, hvor "den dyrebare Christian i ønskeligste velgående kan se sin store oprindelsesfest." Diana og Endymion lover nu at sætte gang i en glædes-opera til hans ære. Deres omfattende fælles toneløb overtages til sidst af continuoet.
6. sats varetages af hyrdeguden Pan, der lover at lægge sin hyrdestav ved Christians scepter. Pan siger at han gør "landet så lykkeligt, at skov, mark og alting lever og ler".
7. sats er arien "En fyrste er sit lands Pan", som naturligvis synges af Pan. Hans arie akkompageres af continuoet og hele tre oboer. Oboen er et instrument, der fra oldtiden ofte er blevet associeret med hyrdelivets idyl, og også i det 20. århundredes partiturmusik findes Pan-motiver med oboinstrumenter i en hovedrolle; Carl Nielsens "Pan og Syrinx" (1918), Lars- Erik Larssons "Förklädd gud" (1940) og Benjamin Brittens "Six Metamorphoses" (1951). På Bachs tid betegnede man den nederste obostemme "taille", hvilket er den franske betegnelse for en instrumentalstemme i tenorlejet. Taillestemmerne spilles som regel på engelskhorn, hvis det er en opførelse med moderne instrumenter og af en obo da caccia, når der spilles på originalinstrumenter. Dette er første gang Bach bruger "taille" i et partitur til en kantate.
8. sats' recitativ introducerer hyrdernes og hjordenes romerske gudinde Pales, som er bange for at komme for sent med sin hyldest til fødselaren, der her kaldes "sachserns helt".
9. sats er en arie af uopslidelig skønhed. Oven over continuoets rolige fundament spiller to blokfløjter deres introduktion, inden Pales synger sin yndige arie: "Fårene kan trygt græsse, hvor den gode hyrde våger". Dette er siden blevet en af de mest elskede satser fra en Bach-kantate overhovedet, men nok mest under ariens engelske titel "Sheep may safely graze". Arien er blevet arrangeret for klaver af den amerikanske komponist Mary Howe, men også australieren Percy Grainger og englænderen William Walton har arrangeret arien for forskellige besætninger.
10. sats er et ganske kort recitativ, hvor Diana opfordrer alle til at tage del i festivitasen. Det er kantatens sidste recitativ, da de fortællende led er ovre og resten er hyldestsange til dagens fødselar.
11. sats er en lykønsking fra orkester og kor med teksten "Leve denne jordens sol". Af de hidtil anvendte instrumenter tier altblokfløjterne, men det skyldes, at det på Bachs tid ofte var de samme musikere, som spillede på blokfløjte i én sats og obo i en anden.
12. sats er en duet fra Diana og Endymion, der synger "Henryk os begge, I glædens stråler, og pynt himlen med diamantsmykker!" efterfulgt af endnu en lovprisning af fyrsten Christians måde at styre sit land på. Duetten er akkompagneret af continuo og en obligat soloviolin, der ligesom sangtekstens opfordringer til udsmykning af himlen, har fået opgaven at udsmykke melodien med jævnt strømmende akkordbrydninger.
13. sats er endnu en arie for Pales, kun akkompagneret af continuoet. Hun har igen fået en meget smuk melodi med teksten "Mens de uldrige hjorde lystigt bliver drevet ud over den højtbesungne mark; leve denne Sachser-helt!"
14. sats er en hyldest fra en danseglad Pan, som i tredelt takt udsynger endnu et "leve!"
15. sats fortsætter i samme tredelte rytme som Pans arie. En orkestergruppe bestående af horn og oboer sættes op over for strygere med en fagot i bunden. Kort derpå forener de to grupper sig og giver plads til korets hyldest. Efter et kontrasterende stykke i mol spilles og synges da capo. Kantaten slutter i samme festlige jægerstemning som da første sats blev sat an.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 875-881, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 185, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 135, 155, 177 |
| |
|
Author: Lars Brix Nielsen (2018-2020)
Koncertføreren "Johann Sebastian Bachs kantater og passioner" | Introduktion (Dansk) + Introduction (English) |
|
|
