Tid og sted
Den eneste originale afskrift af kantaten er fra 1730, og kantaten anvendtes formentlig til et bryllup.
Tekstforfattere
Ukendt
Besætning
Sopran, obo, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningsarie for sopran, obo, strygere og continuo begynder med opadstigende motiver i strygergruppen. Hertil føjes oboen hvorom Albert Schweitzr har skrevet: ”Af enestående skønhed er den forårssang, som oboen foredrager i kantatens første arie, mens den opstigende tågedis anes i strygerinstrumentets arpeggioer.” Oboens tema, i let ændret form, overtages så af sopranstemmen, som opfordrer disen til at lette: ”Vig nu blot, I triste skygger/frost og vilde, fald til ro!” Som det kan høres, er der ikke helt tale om en obligatstemme i almindelig forstand, for sopransolisten og oboen fungerer i denne sats mere som duetpartnere. Knapt tre minutter inde i satsen skifter temoet. Her er det sopranen, som sætter dagsordenen med teksten: ”Floras lyst/vil vort bryst/nu en lykke god tildele/ for hun bringer blomster med.” Nu indtager oboen i spidsen for strygergruppen en kommenterende rolle i instrumentale indskud, men gradvist finder duetpartnerne tilbage i samarbejdet i sopranens to gentagelser af det glade budskab i teksten hvortil tonerne i den sidste gentagelse af ordet ”bringer” (på tysk ”traget”) blomstrer i frodige melismer. Herefter spilles da capo med gentagelse af arpeggioerne i strygerne, oboens forårssang og sopranens lied: ”Vig nu blot, I triste skygger/frost og vilde, fald til ro!”
2. sats er et kort recitativ med teksten: ”Verden bliver ny igen/på bjerget og i jorden/vil ynden dobbelt sig forbinde/dagen er af kulden fri.”
3. sats’ arie i 12/8-takt sættes an af continuocelloen, der her har fået rollen som helt hestespand, for nu er det lysets guddom Phoebus Apollon, vi byder velkommen i det opvågnende forårslandskab: ”Febus med hurtige heste/iler gennem verden ny/og hvis det passer ham/vil han være hendes elsker.”
Også her er den træfsikre dacapoarie i ABA-form valgt, og man kan igen nyde, hvordan ordet ”iler” (på tysk ”eilt”) er udsmykket med kunstfærdige melismer, som også findes i continuocelloens toner.
4. sats er et recitativ for sopran og continuogruppe: ”Da søger Amor sin tilfredshed/når purpur i violer lér/når Floras pragt er stor og herlig/vi hjerter i hans rige sér/med smukke blomsters/ildfulde triumf.”
5. sats er en arie for sopran, continuogruppe og soloviolin. Tempoet er 4/4, og med tonearten e-mol er denne centrale femte sats kantatens eneste i en moltoneart. Ydermere er den ikke en dacapoarie, hvilket også efterlader et mere eftertænksomt indtryk. Heller ikke melismer og koloraturer er brugt, men melodien er smuk, og indholdet er heller ikke uden henvisninger til elskov. Soloviolinen får i de seks indledende takter lov til at fylde rummet ud med en stemme af sonateagtig stringens. Sopranen låner de første toner fra violinens indledning, men har derefter sin egen rytmefaste melodi til ordene: ”Og når forårsbrisen ånder/over markers farveflor/da vil også Amor liste/ud at søge sin juvel/dén er i det håb, der fødes/når to hjerters munde mødes.” Placeret midtvejs i kantaten kan de stilfærdige arie godt drukne lidt blandt de andre dejlige arier i 1., 3., 7. og 9. sats – men denne arie i e-mol rummer både et mønstergyldigt eksempel på barokkens elskovspoesi med henvisninger til antikkens gudeliv, en bedårende violinsolo, en harmonisk klar continuosats, og oven over dette sopranens fine melodi.
6. sats er et recitativ for sopran og continuo, hvor det er som om komponisten, der holdt igen med melismer og koloraturer i arien i 5. sats, nu må give dem frit løb og har valgt at gøre det på begrebet ”velsignelse” (på tysk ”Segen”). Recitativets tekst lyder: ”Og dette er den lykke/som sjæle modtager af skæbnen/den bedste gave er den skat/som skinner af megen velsignelse og lykke.”
7. sats er en livligt dansende arie i 3/8-takt for sopran, obo og continuo. Oboen, der har været tavs siden sin forårssang i 1. sats, har her en gnistrende indledning, der lyder vanskeligere end den er, og derfor giver instrumentalisten lejlighed til at brillere. Efter toogtyve takers obosonata med continuo er det sopransolistens tur i en arie, der er blevet kantatens hit, fordi den er så umiddelbart charmerende: ”At udøve elskov/og kæle i løjer/er bedre end Floras forgæng’lige lyst.” Fra den mere eftetænksomme barokke elskovspoesi i 5. sats, er man her tilbage i en mere underholdende form og i da capo ariens univers. Ariens continuobas udfører satsen igennem en bølgebevægelse opad på en-to-tre, en-to-tre, og forklaringen kan findes i teksten til ariens B-stykke: ”Her frembryder bølger/her smiler og våger/en sejrspris både på læber og bryst.” Kun i otte takter i begyndelsen af B-stykket kan oboisten puste lidt ud, inden gækken slås løs igen. Konventionen kræver af oboist og sopran at de i gentagelsen af ariens A-stykke laver udsmykninger: ”At udøve elskov/og kæle i løjer/er bedre end Floras forgæng’lige lyst.”
8. sats er et recitativ for sopran og continuo. I modsætning til omfattende bønner om lykke og frelse for brudeparret, som eksempelvis høres i 2., 5. og 7. sats af bryllupskantaten ”Herr Gott, Beherscher aller Dinge” (BWV 120a), er der her et ret kort ønske om, at altings omskiftelighed ikke skal påvirke parrets ”forelskede længsler” (på tysk ”verliebten Triebe”). Sammen med den svulmende naturpoesi i andre satser tyder recitativet her på, at kantaten har været verdsligt sidestykke til en kirkelig ceremoni.
9. sats er en gavotte, der indledes af orkestret med obo og violin I sammen, fulgt at violin II, bratsch og continuo. Ved sopranens indsats efter orkestrets temapræsentation skiller oboe sig ud i solistiske kommentarer. Sopranens yndige sang lyser en verdslig velsignelse i stil med ordene ”de længe leve”: ”Må tilfredse nu I få/tusind lyse, skønne dage/så at I i tiden frem/kærlighedens frugt må smage!” Efter dette ønske vender orkestret - med oboen og violin I i toppen – tilbage og afslutter satsen og kantaten.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 967-970, Peter Wollnys noter i teksthæftet til cd’en HMM 902252 pp. 16-17, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 467, 502 |