|
Tid og sted
Bryllupshøjtidelighed for ukendt par i løbet af enten 1736 eller 1737 i Leipzig
Tekst
Salme 46 vers 2 i Salmernes Bog (dele af 1. sats), salmevers fra 1524 af Martin Luther (5. sats), et salmevers fra 1641 af Georg Neumark (10. sats), ukendt tekstforfatter (2., 3., 4., 6., 7., 8. og 9. sats)
Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ korindledning begynder med en instrumental sinfonia domineret af en festlig trompetgruppes fanfarer, mens fremdriften kommer fra taktfaste ottendedele i strygerne og siden oboerne. Fra koret høres først alt, derpå sopran, bas og sidst tenor, der udfører en korfuga med tekst, som i den første strofe er lånt fra Salme 46 vers 2 i Salmernes Bog: ”Gud er vor tilflugt og styrke…”, der her fortsættes med den til lejlighenden videredigtede ”… vi lægger alt i hans hænder.” Allerede den bastanthed, der præger de indledende takter og går igen i de enkelte stemmer fugaindsats antyder den sikkerhed, alle har i Guds faderhænder. Korets præsentation af fugaen er indledningsvist kun akkompagneret af små akkorder i strygere og continuo, men ved en femte indsats i fugaen, der lyder fra sopranstemmen, er der også plads til to oboer, der er med til at lukke op for godteposen med trompet Is gentagelse af satsens begyndelsestema over lange nodeværdier i koret med teksten ”læg-ger al-ting i hans hæn-der”, mens dampen og fremdriften holdes i gang af otttendedele i strygere og siden oboer. Selv om vi hører mest til kor, trompeter og oboer, kan der være grund til at anerkende det store fremdriftsarbejde, der konstant udføres af strygere og continuo, der som mekanikken i et damptog hiver alle andre med sig.
Vi er nu ankommet til det midterste afsnit i korsatsens ABA da capo struktur. B-stykket rummer en mere personlig og tænksom overvejelse. Nu synger koret overvejende homofonisk, og de himmelske trompeter er stort set tavse, mens koret fremfører teksten: ”… når han fører os på vej/når han styrer vore hjerter/er der velsignelse til alle tider.” Efter første korpræsentation af disse rodfæstede strofer følger en kort oboduet over diskrete klange i strygere og continuo. Derpå gentager koret midterdelens tekst; bemærk her, hvordan ”… når han fører os på vej” følges af et lille opadgående motiv i violinerne som illustration af, at den vej, han fører os ad, er den evige vandring opad. Ved denne gentagelse af teksten blander koret sig i oboernes duet og med understøttelse fra de driftssikre strygere og continuo når koret og oboerne sammen frem til en h-molakkord, der afslutter satsens kontrasterende B-stykke.
Nu gentages A-stykket, der åbnes af trompetfanfarer, oboers liggetoner og strygergruppens fremdrift.
2. sats er et recitativ for bas og continuo med en mere bryllupsrettet række oplysninger om at rette sig efter Guds bud idet han allerede ”fra barnsben har nedskrevet lykke for alle de børn der elsker ham.” Under disse sidste ord om børnene spiller continuocelloen et naivt tema, der fortsætter efter at bassen har afsluttet sin recitation.
3. sats er en arie for alt, obo d’amore, strygere og continuo. Gennem hele fireogtyve takters forspil får kærlighedsoboen – i kirkekantater symbolet for Jesus, der af kærlighed, d’amore, blev menneske – en mulighed for at smægte over strygerklange, der ikke må blive så fyldige, at de drukner satsens solister. Altsangeren har som oboen fået en pragtfuld melodi med teksten: ”Lad nu sorger, lad nu kvaler/roligt slumre/ind i trygheds barnetro.” Satsen har ligesom indledningskoret i 1. sats da capo form, men her i arien skiftes der takt fra den søvndyssende langsomme 3/4-takt i A-stykket til en livligt opvakt 4/4. Nu er det en noget anderledes tekst, som kræver spejderagtig beredthed: ”Herrens øjne for os våger/de er ledestjernen vor/sørger selv for alting her.” Derefter vendes tilbage til obo d’amorens søvndyssende – om end på den gode måde – indledning over strygerklange, og altens smukke arie midt i lydbilledet.
4. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Strygerne har korte akkorder i begyndelsen af dette recitativ om at følge den rette vej, der er udlagt af Gud frem til hans alter. Strygerne udfører dog lange velsignende toner i recitativets sidste del oven over bassangerens bøn: ”Bind hjerte og hjerte sammen/ Herre, vær selv til stede blandt disse flammer!”
5. sats er et salmevers for kor og orkester, der afrunder kantatens første halvdel inden selve vielsen. Her synges tredje vers af Martin Luthers salme fra 1524 ”Nu bede vi den Helligånd”. Orkestrets obo d’amore I og violin I følger sopranstemmen, obo d’amore II og violin II følger alt, bratschen tenor, og continuogruppen tager udgangspunkt i korets basstemme. Melodien er en førreformatorisk leise, og teksten findes i en dansk oversættelse fra 1529, der siden hen er bearbejdet af Ove Malling i 1798 og af N. F. S. Grundtvig i 1836: ”Du kærlighedens Ånd, indgyd/i Herrens samfund kærlighedens fryd/ så vi glade vandre/Jesus, mellem dine/elskende hverandre/som Gud elsker sine/Herre, hør vor bøn!”
(vielse)
6. sats er en arie for bas, obo, fagot, violiner og continuo. Den store instrumentale overraskelse i satsen er naturligvis fagotten, der i Bachs kantater er et væsentligt sjældnere obligatinstrument end eksempelvis obo og violin. Bach kunne godt lide at eksperimentere med klangen i de lave registre, men det er ikke kun valget af særlige instrumenter, der skaber en særegen lyd, men også måden de bruges. Her kombineres fagottens sonore register med sordindæmpede violiner I og II og en obo, der mest spiller små kvidrende kommentarer. Bassens arie er lys og livsglad med teksten ”Oh, I gode par/Jer skal idel frelse gives/Gud velsigner Jer med Zion/leder Jer nu alle dage/Oh, I gode par.” Fulgt på vej af de optimistiske klange fra fagot, violiner og obo kan dette vist kun blive et velsignet ægteskab!
Tænkeligt er det, at fagot og obo illustrerer karaktertræk hos de nygifte, men vide det kan vi dog ikke.
7. sats er et recitativ for sopran og continuo. Særligt illustrativt i dette recitativ om Guds velsignelse der følger os fra barnsben og gennem hele livet er sætningen ”Ved dine hænder sved og møje” (på tysk ”Bei deiner Hände Schweiss und Müh”), som vi hører et halvt minuts tid inde i rectiativet. Her synger sopranen ordet ”møje” (på tysk ”Müh”) ikke bare over et c# i continuobasssen men også på tonen b1, der sammen med bastonen danner en formindsket akkord, der illustrerer møjen. Lige efter begiver sopranen sig ud i en mere ariosoagtig del til teksten ”Godt for Jer, thi Jeres lykke kan ikke tælles” (på tysk ”Wohl dir, dein Glück ist nicht zu zählen”. Her synges ordet ”tælles” over en to en halv takt lang sekstendelsmelisme. At tælle er naturligvis en aktivitet udstrakt i tid, også når det utællelige skal tælles!
8. sats er en arie for sopran, violin, continuo og to oboer d’amore der i valsetakten spiller efterslagene. Nok er der valgt halveringen af 3/4, nemlig 6/8, men netop efterslagene i de dybe oboer giver lidt en af træskovals i landsbyen, selv om soloviolinens enkle melodik og arpeggioer giver satsen et stort løft. Efter otte takters forspil overtager sopransolisten violinens indledende toner med det pudsige spring en hel oktav ned fra g2 til g1 fra første linjes tekst ”Fornøjelse, lyst” til anden linjes ”frelse, fremgang” inden der fortsættes ”skal vokse sig stærk, vederkvæges”. Efter sopranens fine og krævende del tager soloviolinen over med temaet i et højt leje, idet temapræsentation er moduleret fra G-dur til D-dur. Én enkelt gang i løbet af satsen opgiver obo d’amorerne deres efterslag og spiller lange toner, mens sopranen fortsætter: ”Hvert øje, hvert bryst/skal evigt sin del/af sødmefuldt velvære have.” I denne svæver soloviolinen velsignet over det hele, men tier til gengæld nogle takter, mens sopransangeren genoptager det indledende tema med teksten ”Fornøjelse, lyst/og frelse, fremgang”, mens oboerne igen falder ind i rollen med at slå søm i. Snart tilføjes soloviolinens luftige fugurer og det er da ogå violinens gentagelse af temaet, der sammen med oboer og continuogruppe runder instrumentalt af.
9. sats er det afsluttende recitativ for bas, to oboer, strygere og continuogruppe. Heri forsikres det at Guds godhed er uendelig og giver mere end hvert hjerte kunne ønske sig. Oboerne spiller lange toner mens strygerne har korte pointeringer af ét- og tre-slagene i takterne. Med afslutningen på en fis-mol-akkord opnås en dominantisk virkning til slutkoralen i h-mol.
10. sats er kantatens slutkoral for koret og orkstret med syvende og sidste vers fra Georg Neumarks salme fra 1641 ”Hvo ikkun lader Herren råde”. Melodien er også af Georg Neumark og er fra 1657. Fordelingen af orkesterinstrumenterne er som i kantatens 5. sats. Trompetgruppen med pauker var kun med i indledningskoret i 1. sats; de kan gå tidligt hjem, hvis ikke de skal kaste ris på brudeparret.
Teksten i verset lyder: ”Gå derfor fro ad Herrens stier/og vær ham tro i det, I gør/fortjen velsignelsen Han giver/Han åbner hver dag en ny dør/sæt altid til ham Jeres lid/thi Han er med Jer allen tid.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 824-828, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach the learned musician p. 287 |
