|
Tid og sted
Bryllupshøjtidelighed i Leipzig i 1748, 1749 eller 1750. Flere satser stammer fra en ældre og længere bryllupskantate, men denne oprindelige version er ikke bevaret.
Tekst
Salme 97 vers 11-12 i Salmernes Bog (1. sats), ukendt (2., 3., 4., og 5. sats), et salmevers fra 1647 af Paul Gerhardt (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, horn I, II, pauker, tværfløjte I, II obo I, II (desuden obo d’amore I, II), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats lægger ud med det store festorkester med både trompetklange, tværfløjter, oboer, strygere og continuo. I den instrumentale indledning høres jævnligt fanfarer fra de tre trompeter med pauker, mens den melodiske rolle bæres af træblæsere og strygere med en aktiv continuogruppe i bunden. Efter tolv takters forspil sætter samtlige korstemmer ind med teksten fra Salme 97 vers 11: ”Lyset stråler for de retfærdige og glæden for de oprigtige.” I sangstemmernes indsatser skiftes her mellem solister og såkaldte ripienister, det vil sige sangere til udfyldning ved siden af solisterne. Først er det sopran, der fulgt af akkompagnement fra træblæserne gentager ”Lys stråler frem for de retfærdige”. Efter et kort orkesterdrøn er det alten, der overtager, mens sopranen oven over nu synger en lang melisme på ordet ”Freude” (”glæde”), og denne glæde strækkes her til vielseceremonien langt ud. Efter næste orkesterindskud føjes tenor til solistgruppen, og på ny efter sidste orkesterdrøn bassen, mens de andre stemmer fortsætter deres løb. Udover orkestret høres korets gruppe af ’ripienister’. Efterhånden intensiveres lyden til en samlet sats for solister, ripieniester og orkestrets klangpalet. Pludselig skiftes takt til 6/8, og nu er det tenor der fulgt af strygernes akkorder fortsætter med vers 12 fra Salme 97: ”I retfærdige, glæde Jer i Herren, og lovpris hans hellige navn.” Derpå har alt sin indsats i fugaen, siden sopran, og sidst bas fulgt af continuobassen. Øverst oppe i lydbilledet tindrer trompet I med det, der faktisk fungerer som en femte stemmes indsats i denne kvintfuga. På de næste indsatser fra koret føjes gradvist instrumenter til – tværfløjte I, obo I og violin I på sopran, tværfløjte II, obo II og violin II på alten, bratsch på tenoren, og continuobas med bassen. Ripienisterne fra koret føjes til fryden, som med stigende intensitet og små triller og fanfaremotiver fra trompet I mærkes satsen ud.
2. sats er et recitativ for bas og continuo. Der er en fin continuobasstemme med fleretriolbevægelser, der synes at brede sig som bølger af lys oppe fra oven. Teksten er om lyset: ”Det glædens lys for rette fromme/må altid med ny tilvækst komme.” Recitativets sidste fire takter forløber som en arioso, hvor triolerne i continuobassen er blevet til sekstendedele. Solisten synger ”O hvilken glæde at forbinde/to som nu skal sammen glæden finde.” I den efterfølgende sats opfordres brudeparret til at prise Gud i
3. sats’ arie for bas, tværfløjter, oboer d’amore, strygere og continuo. Den tyske kantate-ekspert og redaktør på Neue Bach Ausgabe, Alfred Dürr, skrev: ”Sats 3, den eneste arie i den sene version af kantaten, viser en tilbøjelighed til folkeligt dansant umiddelbar melodik. Påfaldende er også den hos Bach ikke så ofte forekommende ’lombardiske’ rytmefigur. Udtrykkes der dermed en modernistisk tendens hos den sene Bach?” Man må medgive Dürr at arien er moderne på en vis, der kan høres i operaerne fra slutningen af 1740erne af en komponist som Christoph Willibald Gluck (1714-1787).
4. sats er et recitativ for sopran, tværfløjter, oboer d’amore og continuo. De to oboer d’amore holder lange toner, mens tværfløjterne afløser hinanden i stadigt opadstigende hurtige skalaløb. Tekster her er om den velsignelse af deres forbindelse, brudeparret om et øjeblik skal modtage ved selve vielsen.
5. sats for kor og orkester er med sit 3/4-tempo en slags stiliseret polonæse. Den indledes af orkestret og virker med de opadstigende skalaer opløftende. Gennem satsen veksles mellem instrumental-dele, solistiske perioder for de fire solister og dele hvor både solister, ripienister og fuldt orkester er med. I satsen synges tekst om velsignelse af ægteskabet: ”Vi kommer for din helligdom/uend’ligt store Gud, at prise/begyndelsen kom fra dine hænder/og med din almagt du fuldender/og viser din velsignelse.”
6. sats er kantatens afsluttende salmevers til efter vielsen. Der synges første vers af en salme fra 1647 af Paul Gerhardt med teksten: ”Nu takker alle, bringer ær’/I mennesker på jord/og priser nu med engles hær/kundgør at Gud er stor.” Melodien er fra 1653 og er komponeret af Johann Crüger. I Bachs udsættelse følges sopran af obo d’amore I, violin I, horn I og tværfløjte I én oktav over. Alten følges af obo d’amore II og violin II, tenoren af bratsch, og bassen støttes af continuobassen, mens continuogruppens akkordinstrumenter udfylder becifringer. Pauken slår enkelte slag og rumler lidt inden den sidste akkord. Horn II har en selvstændig rolle. Herom har Ludwig Prautzsch i en anden sammenhæng, nemlig 6. sats fra "Falsche Welt, dir trau ich nicht!" (BWV 52) komponeret til den 24. november 1726, påpeget: ”Bach fremhæver andenhornet sådan at han giver det en egen overstemme mens førstehornet understøtter sopranens melodi. Dét er et sindbillede på Jesus Kristus, der er Guds anden skikkelse i dommersædet – han er på én gang talsmand og hjælper os til det evige liv.” Denne tolkning passer også udmærket til det salmevers af Paul Gerhardt, der afrunder denne sidste kantate.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 828-831, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach, the learned musician pp. 287, 411, 418-419, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 22, 43, 66, 67, 144, Andreas Bomba: O, ein erwünscht Verbinden (hæfte til Hänssler Edition Bachakademie CD 92.059) pp. 20-22. Se også illustration på næste side (s. 629). |
