|
Tid og sted
Indvielsen af et nyt orgel i Störmthal ved Leipzig den 2. november 1723. Kantaten blev også brugt som Trinitatis-kantate den 4. juni 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Ukendt, to salmevers af Johann Heermann (1630) og ét af Paul Gerhardt (1647)
Besætning
Sopran, tenor, baryton, kor (SATB), obo I, II, III, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder som en ouverture i fransk stil med de tre oboer, fagot og continuo. Deres processionsagtige tema besvares af en hurtig nedadgående skalabevægelse i violin I, II og bratsch. Dette motiv kan lyde som den ringen, kirketårnets mindre klokker spiller ved festlige lejligheder. Denne "højt ønskede glædesfest" kunne sagtens have fået sit tema blæst af en gruppe trompeter, men en sådan har Bach altså ikke haft til rådighed eller ønsket at bruge til netop denne kantate. I stedet bliver de to grupper, oboer + fagot og strygere + continuo, her brugt på en måde, der formidler højtidelighed og festlig fejring. Oboernes oprindelse som militærinstrument er ikke fjern, når man hører det massivt besatte kor af træblæsere. Med et skift af taktart fra indledningens alla breve til 3/4 begynder kordelen som en kanon med indsatser fra først sopran og derpå henholdsvis alt, bas og tenor. Teksten lyder: "Højt ønskede glædesfest, som Herren i sine opbyggede helligdomme lader os fejre til sin ære." Korsatsen stiller krav til sangernes højde. Sopranerne skal ramme et højt C og basstemmen har også toner i den høje ende, eksempelvis F. Specielt sopranstemmens toptoner er usete i andre af Bachs kantater. De høje toner kan muligvis skyldes, at orglet i Stürmthal var stemt i den dybe kammertone på 390 Hz. Det betyder at et noteret C klinger omtrent som et Bb. En fin passage findes cirka tre minutter inde i satsen, hvor basserne akkompagneres af første- og andenobo til teksten "som Herren lader os fejre i sine opbyggede helligdomme.” Der er mange muligheder for at kombinere de lyse og dybe korstemmer, obogruppe og strygere i stadig nye klanglige variationer. Satsen igennem benyttes disse muligheder også til opbygning af styrkemæssige kontraster. Efter det livlige korafsnit følger en kort tilbagevenden til den instrumentale indledning, men nu med strygerne til at spille temaet, mens træblæserne svarer med den hurtige nedadgående skalabevægelser, der klinger endnu mere markant som kirkeklokker, når de som her udføres af tre oboer unisont. Vel er det musikalske materiale det her det samme som i begyndelsen af satsen, men derfor behøver det jo ikke at lyde på samme måde. Den klanglige variation får lytteren til at spidse ører. Den instrumentale del er netop ikke en simpel gentagelse, men en skærpelse af opmærksomheden hen mod det sted, hvor koret har sidste replik "højt ønskede glædesfest". Først herefter slutter satsen.
2. sats er et recitativ for bas og continuogruppe. Det forekommer dog mere naturligt at bruge betegnelsen "baryton", for der er talrige toner i det høje leje, F'er og G'er, men ingen i det dybe leje. Denne detalje kan skyldes orglets stemning, men sikkert også, at Bach til festgudstjenensten med indvielsen af orglet i Störmthal må have haft en bassanger med en smuk højde til sin rådighed. Teksten til barytonrecitativet er taksigelserne til Gud: "Lad dette hus være dig til tjeneste, må det være dit åsyn, en sand nådesstol, et glædesblus!"
3. sats er en arie for baryton, strygere, obo og continuo. En melodiøs pastorale i den vuggende 12/8-dels takt, som kan minde om andre iørefaldende arier fra Bachs verdslige kantater, eksempelvis "Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!" (BWV 208). Et elegant træk er, at de klokkelignende tonegange fra 1. sats, som først blev spillet af strygerne og siden af oboerne, faktisk kort vender tilbage her, men nu rytmisk i en version, som passer til satsens pastoralt vuggende takt. Da tonearten er den samme, vil den korte påmindelse om klokkeringningen i 1. sats her i arien minde om "alle gode gaver, der kommer oven ned". Arieteksten handler da også om himmelsk lys: "Det, som den højestes glans opfylder, bliver ikke skjult i noget nattemørke. Hvad den højestes hellige væsen udvælger sig til bolig, bliver ikke skjult i natten." Selv om barytonen skal højt op, har Bach alligevel efter den tredje strofe valgt ikke at lade frasen slutte med et langt højt F, men i stedet gå en oktav ned til et for sangeren mere komfortabelt leje. Kort efter træder oboen frem i duet med sangeren, men slutter sig derefter igen til førsteviolin og fungerer bortset fra et par korte kommentarer i slutningen af satsen primært som fyldig og rund farvning af strygerklangen. Samlet set er satsen en perle med dens meget sangbare barytonstemme, et afdæmpet akkompagnement fra strygere, obo og continuo samt en fortrolig og ophøjet atmosfære.
4. sats er et recitativ for sopran og continuo, hvor der reflekteres over den nåde, Gud har vist ved at lade sit lys skinne over netop dette hus, hvorfra der nu vil lyde andagtsfuld tale. Et markant ord i recitativet er glæde (på tysk "Freude"), der udføres som et glædesmotiv med hurtige koloraturer.
5. sats' arie for sopran, strygere og continuo er en sats med en så overbevist tro på Guds nåde, at man ikke vil kunne tænke sig andre komponister end Bach som ophavsmand. Andenviolin, bratsch og continuo udfylder en stabilt akkompagnerende funktion, mens førstevioliner har en mere udfoldet stemme. Ligesom barytonens arie i 3. sats har Bach til orgelindvielsen været meget folkelig i sit valg af melodier, for man kan næsten høre for sig, hvordan de gode folk i byen Störmthal må have gået og fløjtet små stumper af melodierne i dagene efter festgudstjenesten. Teksten til første del af dacapo-arien lyder: "Hjælp, Gud, at det må lykkes for os, og din gnist må trænge ind i os". I en konstrasterende, molfarvet del træder en soloviolin ud af ensemblet og har kortvarigt en næsten koncerterende funktion. I denne B-del af ariens ABA-form lyder teksten: "Måtte det også i denne stund som af Esajas' mund bevare sin virknings kraft så vi kan fremstå hellige for dig." Derpå gentages A-stykket med den djærvt optimistiske følelse og teksten: "Hjælp, Gud, at det må lykkes for os, og din gnist må trænge ind i os".
6. sats er vers seks og syv fra Johann Heermanns salme "Treuer Gott, ich muss dir klagen" (1630). I Danmark findes melodien, der stammer fra Genéve i 1551 i en anderledes rytme, i salmen "Jesus dine dybe vunder". Umiddelbart ville man høre salmen som arrangeret i en enkel firestemmig stil med obo I og violin I på sopran, obo II og violin II på alt, bratscher på tenor og basso continuo med basstemmen. Der er dog et enkelt instrument, som ikke er med i den fordeling, og det er obo III, der ikke klinger dybt nok til at spille tenorstemmen. Derfor har den fået sin helt egen stemme. En pudsig detalje, som træder tydeligt frem, hvis man af ubetænksomhed sætter den mest uøvede oboist på denne stemme. Der er desværre ikke mange instrumenter, der klinger mere fælt end en gennemtrængende obos dybe toner. Tredjeoboen skal blæse ganske varsomt, så helheden ikke ødelægges. Ved opførelsen den 2. november 1723 var der pause for musikere og sangere på dette sted, idet selve indvielsen af orglet fandt sted mellem 6. og 7. sats.
7. sats er et recitativ for tenor og continuo. Teksten skal ses i sammenhæng med den indvielse, der netop var foregået, for tenoren opfordrer menigheden til at glæde sig og prise Gud, men dertil indse, at den sande vederkvægelse ikke er af denne verden, men at man kun i Fader, Søn og Helligånd kan leve saligt og trygt. Traditionen tro må "glæd" (på tysk "erfreuet") synges over en lang glædeskoloratur.
8. sats er en arie for tenor og continuo med en vigtig stemme til continuocelloen. Dens punkterede noder rummer paralleler til den franske ouvertures karakteritiske stil. Bemærkelsesværdig er tenorens første tekstbid "Kun den højestes tilstedeværelse...", der kortvarigt er uden akkompagnement fra continuogruppen. Teksten fortsætter "kan være vor glædes kilde." I en mildere midterdel i ariens B-stykke synges "Forgå, verden, med din pragt, i Gud er det, der gør os lykkelige". I stroferne "i Gud er det, der gør os lykkelige" (på tysk "in Gott ist was uns glücklich macht") nærmer melodiens mere jævne toner uden den hoppende rytme sig et salmelignende udtryk. Efter den kontrasterende midterdel spilles arien da capo med teksten "Kun den højestes tilstedeværelse kan være vor glædes kilde."
9. sats er et duetrecitativ for sopran, baryton og continuo. En serie spørgmål og udsagn fra barytonen besvares og kommeneteres af sopran. Begyndelsen af den lange duet og dialog lyder "Kan et menneske mon stige op til Gud i himlen?" og svaret "Troen kan bøje skaberen ned til ham". Gennem hele satsen besvares barytonens tvivl af sopranens overbevisning om troens frelsende kraft. Med modstillingen mellem den høje og den dybere sangstemme er det en dialog mellem troen og tvivlen, næsten som de tegninger Tintins ophavsmand Hergé lavede, når Kaptajn Haddock overvejede om han skulle åbne en flaske cognac, eller når Terrys samvittighed beordrede ham at lade et kødben ligge for i stedet at ile Tintin til hjælp. Konklusionen er naturligvis, at alle kender til modsætningen mellem samvittighed og lyst. Bach satte den overbevisende i musik, mens Hergé kunne tegne den. Til sidst forenes de to: "Da han nu belønner troen og er hos os, som hos sine børn, da kan verden og dødeligheden ikke gøre glæden mindre!"
10. sats er ligeledes en duet for sopran og baryton akkompagneret af continuo. Klanglig variation opnås gennem et længere forspil for to obligate oboer. Satsen har visse fællestræk med 5. sats fra "Ich glaube, lieber Herr, hilf meinem Unglauben" (BWV 109) fra 17. oktober 1723, idet oboerne også der har en fin duet i en kammermusikalsk, diverterende stil. Alligevel er sopranens og barytonens taksigelse kantatens mest højtidelige arie: "O, hvor vel er det sket for os, at Gud har valgt sig dette hus! Gør dig til gode og se nu, og må Gud være dig venligt stemt. Udøs jeres hjerter her foran Guds trone og bolig!"
11. sats er et continuoakkompagneret recitativ for baryton, der udtrykker ønsket om at Gud må velsigne det nybyggede. Tekstligt tales stadig om "huset", men det kan i konteksten også gå på det nyindviede orgel og på det mere åndelige begreb at bygge sig en bolig her.
12. sats er to vers fra Paul Gerhardts salme fra 1647 "Wach auf, mein Herz, und singe". Også her forstærker orkesterinstrumenterne korstemmerne som i 6. sats. Igen undtagen obo III, der spiller en selvstændig stemme.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 789-794, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 269, 287 |
