|
Tid og sted
Byrådsindsættelsen i Leipzig den 25. august 1727.
Tekstforfatter
Ukendt
Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II (desuden obo d’amore), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats præsenterer i et seksten takter langt festlig forspil både orkestret oboduo, strygergruppen og de ret uundværlige trompeter og pauker som vor egen tids flotte rekonstruktioner har føjet til denne sats. På grund af den ukomplette overlevering af stemmerne til kantaten har dette pragtfulde værk fået en lidt sekundær placering i Bachs kantateværk, hvor det heller ikke altid hjælper at et værk er verdsligt. Allerede fra korets første massivt glædesstrålende indsats mærkes dog at dette indledningskor er en af de absolutte perler i komponistens i forvejen storslåede værksliste. Teksten lyder: ”I, porte til Zion/I, Jakobs boliger, glæd Jer!” Denne tekst behandles på forskellig måde i korstemmerne, ikke mindst ved en rigt udsmykket harmonisering af ”Zion”. Korets første tekstdel følges af otte takters mellemspil for orkestret hvor først oboerne og derefter trompet I høres inden strygernes oplæg til korets næste strofe ”Gud er vor hjerters glæde/vi er folket fra hans enge/evigt er hans kongerige.” Denne tekstdel forløber i et mere molpræget afsnit - det er primært h-mol overfor indledningens D-dur tonalitet - og et ganske kort afsnit for orkestret følges så af koret, der gentager ”Gud er vor hjerters glæde/vi er folket fra hans enge/evigt er hans kongerige.” Seks takter for orkestret domineres herefter af de to oboers sekvenser i tertsafstand inden koret endnu engang synger ”Gud er vor hjerters glæde/vi er folket fra hans enge/ evigt er hans kongerige”, der denne gang sættes ind forskudt af stemmer i rækkefølgen sopran, alt og de tilføjede stemmer tenor og bas. Herefter begiver strygerne sig ud i sekvenser, der forplanter sig til oboerne, inden korets sidste gentagelse af ”Gud er vor hjerters glæde/vi er folket fra hans enge/evigt er hans kongerige.” Herefter vendes tilbage til de seksten takters instrumentalt forspil i D-dur med det store udtræk af trompetgruppe, pauker, oboduo, strygere og continuo. Koret tilføjes med første strofe ”I, porte til Zion/I, Jakobs boliger, glæd Jer”, der i forskellige fremtrædelsesformer synges frem mod en samlet afrunding for både kor og orkester af den funklende optimistiske sats, der muligvis har lydt, mens byens nye råd indtog pladserne ved en indsættelseshøjtidelighed i Leipzig den 25. august 1727.
2. sats er et recitativ for sopran og continuo, hvor stemningen fra det processionsledsagende festlige i 1. sats nu pludselig skifter til en spag menneskesjæls forsikring: ”Israels vogter falder i søvn men ligger dog ikke i dvale/det er stadigvæk hans åsyn/vor rette hånds skygge/som det ganske land/og til overflod har givet os afgrøder./Hvem kan ophøje dig tilstrækkeligt for dét, Herre?” I denne sats r harmonierne i continuogruppe rekonstrueret.
3. sats er en arie for sopran, obo, strygere og continuo. Fordi alle melodiførende deltagere – først obo og violin I – og siden sopransolisten er overleveret sammen med de ledsagende og akkordudfyldende stemmer til violin II og bratsch, har det været overkommeligt at rekonstruere continuoets to stemmer. Satsen er en herlig menuet i e-mol, eftertænksom og dog vital, med en klar og sangbar melodi: ”Gud, vi takker din godhed/for dit faderlige gemyt/vogter evigt til al tid.” Efter forskellige foredragsmåder i solostemmen gentager obo, strygere og continuo temaet. Som vaskeægte da capo arie følger derefter et B-stykke, hvor oboen solistisk besvarer sopranstemmens tekst ”Du tilgiver vore synder/og du hører når vi be’r/alt kød vender sig til dig.” Herefter gentages A-stykkets lange instrumentale indeldning fulgt at sopranstemmen taksigelser ”Gud, vi takker din godhed/for dit faderlige gemyt/vogter evigt til al tid”, der følges af oboens, strygernes og continuogruppens instrumentale afrunding.
4. sats er et recitativ for alt og continuo. Her er altstemmen Bachs egen, mens continuoledsagelsen er af nyere dato. Tekstligt sammenlignes Leipzig med den evige stad Jerusalem inden for hvis mure fred råder. Det nye byråd omtales kun i den forstand, at ”end står domstolenes stole” og ”retfærdigheden bebor paladserne. Til sidst bedes: ”Ak, måtte dit omdømme og dit lys/ligeledes vare for bestandigt!”
5. sats er en arie for alt, obo d’amore og continuogruppe. Med skiftet i klangfarve både i solostemme og obligat instrument intensiveres inderligheden fra 3. sats’ menuet med den æteriske sopran og den almindelige obo til altens troende menneske og obo d’amorens symbol for guddommelig kærlighed. Ti takters instrumentalt forspil indleder satsen, inden altsangere overtager obo d’amorens melodi til teksten: ”Send, Herre, velsignelsen/lad den vokse og bevares/de, der for dig ret forvalter/og beskytter staklerne/send, Herre, velsignelsen!” Det er ikke vanskeligt at høre strømmende velsignelser i oboens hurtige tonearabesker, som også altstemmen må stramme sig gevaldigt an for at følge smukt til dørs.
6. sats er ikke bevaret. I Ton Koopmans rekonstruktion findes på dette sted et fint basrecitativ med flere taksigelser og ønsker for det nye byråds fremtidige virke. Det er ganske i overensstemmlse med Bachs egen brug af basstemmen i kantaterne, at ord om den verdslige magt placeres i den dybe bas.
7. sats originale slutkor er heller ikke bevaret, men det giver god anlednig til at runde kantaten af med at gentage hele 1. sats og igen nyde en af Bachs flotteste, men desværre også noget oversete, korsatser.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 804-805. Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 287. Kantaten er ikke bevaret i sin helhed men der findes udmærkede rekonstruktioner af Reinhold Kubik (1983) og Ton Koopman (1999), som gennemgås i det følgende. |
