|
Tid og sted
Juledag, formentlig den 25. december 1745, i Leipzig
Tekst
Lukas-evangeliet kap. 2 vers 14 (1. sats), og lovprisningen efter prædikenen ”doksologien” (teksten herfra er fordelt i 2. og 3. sats). Al tekst er på latin.
Besætning
Sopran, tenor, kor (SSATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats sættes festligt an af det fuldt besatte orkester med trompeter, pauker, tværfløjter, oboer, fagot, strygere og continuogruppe. Takten er dansant tredelt 3/8 ligesom eksempelvis indledningkoret fra ”Juleroratoriet” (BWV 248), der blev opført elleve år tidligere. Hele fireogtyve takters forspil har det feststemte orkester til at anslå atmosfæren af jublende højtidelighed. Fra koret sætter først alten, derpå tenoren ind, men glæden er så overstrømmende, at basstemmen og to sopranstemmer oppe i toppen ikke kan vente på deres tur i kanonen; de sætter ind alle tre på én gang med teksten: ”Ære være Gud i det højeste!” Nu følger en kort instrumentaldel, og derpå er det sopran I og sopran II, der indleder, mens alt, tenor og bas heller ikke kan vente, men føjer sig til efter fire takter. Det samlede kor synger over orkestrets meddigtende akkompagnement til slutning af denne kordel på ordet ”Deo” (”Gud”). Efter fire takter domineret af trompet I, tværfløjter og oboer, sættes korstemmerne ind i rækkefølgen tenor, alt, bas, sopran I, sopran II, og denne gang bliver alle på deres pladser i køen så de først sætter ind to takter efter den foregående stemme. Denne tilretning har givet en mere samlet fornemmelse i koret, som stadigvæk lovpriser Gud med teksten fra Juleevangeliet i Lukas kap. 2 vers 14: ”Ære være Gud i det højeste!”. Efter en intensivering hvor alle korstemmer og orkesterintrumenter deltager nås frem til et taktskifte fra 3/8 til 4/4 (her dog noteret c). Langt roligere og helst med dæmpede stemmer lyder fortsættelsen: ”Og fred på jorden og mellem mennesker med Guds velbehag!” I denne del tier trompeterne og pauken mens korets indsatser besvares af skiftevis strygergruppe og træblæsergruppe. Til sidst føjes dog trompeterne og pauker til igen med toner helt oppe i det høje, mens korstemmer og orkesterstemmer til sidst finder sammen på én lang fermat på ”voluntatis”. Bach anvendte denne sats som ”Gloria” i ”Messe i h-mol”. Brug af to sopranstemmer er ikke uden fortilfælde i kantaterne. Bach havde også to sopranstemmer overfor blot én stemme i hver af alt, tenor og bas i "Der Himmel lacht! Die Erde jubilieret" (BWV 31) til påskedag den 21. april 1715 i Weimar, "Magnificat i Es-dur" (BWV 243a) til juledag den 25. december 1723, "Wer weiss, wie nahe mir mein Ende" (BWV 27) til sekstende søndag efter Trinitatis den 6. oktober 1726, og i det ominstrumentrede og transponerede
"Magnificat i D-dur" (BWV 243) til Mariæ besøgelsesdag den 2. juli 1733. Alle de andre kantater end BWV 31 blev førsteopført i Leipzig.
2. sats er en duetarie for sopran, tenor, tværfløjter, strygere og continuogruppe. Tekst er doksologien, det vil sige den samme tekst som i Folkekirken udgør lovprisningen efter prædikenen. Denne duet er blid og engleagtig med de to tværfløjter unisont spillende den samme melodi der besvares af strygerne dæmpet af sordin. Teksten lyder: ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.” Satsen anvendes i ”Messe i h-mol”, hvor den med en anden tekst og omarrangeret udgør ottende sats ”Domine Deus”.
I 3. sats er menneskestemmerne med fra første færd, og det er hele besætningen med femstemmigt kor, trompeter, pauker, tværfløjter, oboer, strygere og continuogruppe, der går ombord i den hurtige sats. Teksten er andet led af doksologien (lovprisning efter prædikenen): ”Som det var i begyndelsen, er nu, og altid, og i evighedernes evighed. Amen.” Bach anvendte også denne sats som sin tolvte sats i "Messe i h-mol", hvor den så fik teksten "Cum Sancto Spirito". Mange mener, at satsen oprindelig må have været indledt af en instrumental ritornel, som senere blev fjernet. Forskere som Klaus Hafner og Donald Francis Tovey har endda lavet rekonstruktioner af den manglende ritornel. Nu kender vi kun satsen fra "Messe i h-mol" og her fra "Gloria in excelsis Deo", hvor ritornellen begge steder er udeladt.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 135-136, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 419, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 500 |
