|
Tid og sted
Nytårsdag den 1. januar 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 149 vers 1 og 150 vers 4 - 6 i Salmernes Bog, salmevers af Johannes Hermann (1591), ukendt
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I (også obo d'amore), II, III, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er desværre kun overleveret i en ukomplet form, hvor det, man har, er de to violinstemmer og korstemmerne. Tabet kan muligvis skyldes, at Bach har brugt de samme instrumentalstemmer, da kantaten blev genopført i forbindelse med 200-året den 25. juni 1730 for Den Augsburgske Bekendelse. Da Albert Schweitzer i 1908 skrev sin Bach-biografi påpegede han, at det med de foreliggende få stemmer ikke var muligt at spille de to første kantatesatser. Dette har dog ikke afholdt eksperter fra at forsøge at rekonstruere, hvordan indledningssatsen kan have lydt, hvis koret og adskillige instrumenter medvirker. Siden begyndelsen af 1900-tallet er Bernhard Todt, Walter Reinhart, Olivier Alain, Diethard Hellmann, Ton Koopman og Levente Gyöngyösi kommet med forskellige bud. Problemet med den slags rekonstruktioner er faktisk tit hos lytteren, for vi har en tendens til at tage de kritiske hørebriller på, når vi véd, at der er rekonstrueret noget. Er der ikke for meget bulder i paukerne? Ville Bach virkelig have givet førstetrompeten solo på dette sted? Er de tre obostemmer ikke lidt for rokoko-elegante? Da violinstemmerne og koret er givet på forhånd og dermed en del af det harmoniske fundament vil det normalt netop være brugen af trompeter, pauker og oboer, der er forskellig fra en rekonstruktion til en anden. På den baggrund springer vi i denne gennemgang over den indledende del for orkestret og går til korets første indsats, der har tekst fra Salme 149: ""Syng en ny sang for Herren, hans pris i de frommes forsamling!" Bortset fra at sopraner og alter sættes ind først, er disse afsnit i solid kontrapunktisk stil. De næste tekststrofer, der er fra Salme 150 vers 4, lyder "Lovpris ham med pauker og kædedans, lovpris ham med strengespil og piber". Markeringen af strengespillet fremgår af de overleverede violinstemmer, mens piberne som kan illustreres af oboer, sjældent får plads i lydbilledet. Kort efter synger koret et citat fra Martin Luthers tyske "Tedeum" fra 1529 med det unisont foredragne "Herre Gud, vi priser dig". Lige efter lovprisningen fornemmes en kortvarig mørkere tone i satsen, men den viger snart for spændt forventning i den følgende en fugadel, hvor korstemmerne nedefra og op i rækkefølgen bas, tenor, alt, sopran synger tekst fra Salme 150 vers 6: "Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren." Efter fugadelen følger et nyt citat fra Luthers "Tedeum": "Herre Gud, vi takker dig!" Derpå afrundes "Halleluja" i en opsummering af temaer fra satsens begyndelse. Halleluja er naturligvis en ofte brugt afslutning på en lovprisning, men er faktisk også det udråb, der ikke kun slutter Salme 150, men også indleder og afslutter hver af de fem sidste af salmerne i Salmernes Bog.
2. sats består af tre hymnestrofer sunget af koret afbrudt af recitativiske indsatser fra bas, tenor og alt. Korets firestemmige strofer er fra Luthers "Tedeum". I Bachs værk indtil 1. januar 1724 er der kun bevaret ét tidligere eksempel på en kantate til nytår, den da fem år gamle "Die Zeit, die Tag und Jahre macht" (BWV 134a). Trods de allegoriske figurer "Tiden" og "Det Guddommelige Forsyn" i BWV 134a er der visse fællestræk i den måde, hvor ønskerne for fred og fordragelighed udtrykkes i BWV 134a's 5. sats og her i 2. sats fra kirkekantaten til nytåret 1724. Heller ikke til denne sats er andet end korstemmer og violinstemmer bevaret. På grund af de recitativiske led til først bas, derpå tenor og sidst alt er rekonstruktionen mere enkel i denne sats, men strengt taget kan man heller ikke her vide, hvad Bachs oprindelige partitur kan have budt på af overraskelser.
3. sats er en arie for alt, strygere og continuo. Herfra er man på mere sikker grund og rekonstruktion er ikke nødvendig i resten af kantaten. Alligevel ser og hører man ofte eksemepler på forbedringer, måske ud fra en misforstået idé om at når der alligevel skal rekonstrueres i 1. og 2. sats kan man også lave ekstra stemmer til eksemeplvis denne sats. En eller flere oboer på strygerstemmerne, der akkompagnerer altens arie, er ikke usædvanligt. Men unødvendigt er det, for tætte trestemmige strygergruppe med violin I, II og bratsch i toppen over continuoets fundament er alt, hvad der skal til for at yde altsolistens et energisk og dog transparant modspil. I det hele taget er "Pris, Zion, din Gud, pris din Gud med glæde" en skøn arie og altså den første fra Bachs hånd i det nye år. Teksten fortsætter "Op! fortæl nu om hans berømmelse som i sin helligdom, og siden hen som din hyrde, lader dig græsse i grønne vange". De sidste strofer har hentet en del inspiration i den velkendte Salme 23 fra Salmernes Bog, "Herren er min hyrde".
4. sats er et længere recitativ for bas og continuo med en tekstligt mere vidt forgrenet version af altens arie. Det er et recitativ uden de store udsving, hvor der udtrykkes ønsker om tryghed, jævn fremgang og at den rette vej i livet må blive vist i Jesu navn.
5. sats er en stilfærdig duetarie for tenor, bas, continuo og et obligat instrument, hvor man heller ikke kan være sikker på hvad meningen oprindelig har været. Stemmen går for dybt til en obo og er også i et lidt for dybt leje for obo d'amore, ikke mindst fordi satsen er en rolig meditation over navnet ”Jesus”. Den anden tekstrække til nytåret er nemlig Lukas-evangeliets kap. 2 vers 21 om navngivelsen af det lille Jesusbarn. Med oboer fungerer obligatstemmens akkordbrydninger ikke godt, og derfor er obo da caccia heller ikke en mulighed. Soloinstrumentet kan derfor næsten kun være en violin eller eventuelt en bratsch. Den sidstnævnte stryger har ikke mange opgaver i Bachs kantater, men havde en fin obligatstemme i 6. sats af soprankantaten "Mein Herze schwimmt im Blut" fra august 1714. En tredje mulighed er den sjældne viola d'amore, der har netop den diskrete og intenst meditative klang, der kan få satsen til at blive særligt rørende. Også tenor og bas skal holde igen, mens den stilfærdige tekst synges: "Jesus skal være mit ét og alt, Jesus skal forblive min begyndelse, Jesus er mit glædesskrin, Jesus vil jeg helt hellige mig, Jesus hjælper mig gennem sit blod, Jesus vil gøre min afslutning god".
6. sats er et rectitativ for tenor og continuo med tekst, der minder meget om den bøn, der i den danske højmesse følger efter præstens prædiken og efterfølgende lovprisning, det vil sige en bøn for at øvrighed, kirke, domstole og myndigheder kan leve velsignet af Jesus i det kommende år.
7. sats er det afsluttende salmevers med det andet vers fra Johannnes Hermans "Jesus, vær nu priset" (original "Jesu, nun sei gepreiset" fra 1593). Der er ikke mange salmer med fjorten strofer, og man kan få den tanke at Bach har valgt salmen fordi antallet af strofer i denne var det samme som hans personlige tal, der fremkommer når B A C H udregnes efter bogstavernes rækkefølge i alfabetet. Fjorten er også tværsummen af året 1724. Hvor oboer, strygere og continuo i satsen stort set følger korets stemmer, har de tre trompeter og pauken pointerende og vægtige fanfaremotiver i slutningen af hver af de fjorten strofer, hvor ønskerne for fred og velsignelse i det nye år bliver understreget.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 177-180, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 264, 265, 272 |
