|
Tid og sted
Mikkelsdag den 29. september 1726 i Leipzig.
Tekstforfatter
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (1.– 6. sats) salmevers af ukendt forfatter (7. sats). Teksten i kantatens titel, ”Es erhub sich ein Streit”, stammer fra Johannes Åbenbaring kap. 12 vers 7.
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats går lige til makronerne, for basserne begynder, uden at orkestret har spillet hverken et forspil eller en sinfonia. Allerede i de første par takters nodebillede af den indsats som fra basserne vandrer videre til tenorer, alter og sopraner fulgt af instrumenter fra både stryger- og træblæsergruppen, ses to vigtige symboler. Oktavspringet, som alle stemmer synger på ordene ”Es erhub” (på dansk er teksten oversat til ”Der blev krig i himlen”), er i barokkens musikæstetik symbol for helheden, det fuldendte. Dernæst bugter noderne i korets koloraturer på ”Streit” (på dansk ”krig” eller ”strid”) sig som slangen – et symbol for Djævelen og Satan (i Johannes Åbenbaring kap. 12 vers 9 står ”den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan). Bach åbner altså en af sine instrumentalt højst belagte kantater med at lade sit kor bære vægtige symboler i løbet af de første takter. Trompetgruppen med pauker som basinstrument står for ærkeenglen Mikael, der sammen med sine engle tager kampen op mod dragen. Oktavintervallet høres også i førstetrompetens allerførste, sejrssikre indsats i takt otte, og den bakkes op af trompet II, III og pauker. Kampen bølger frem og tilbage mellem stemmerne, hvor sopran følges af obo I og violin I, alt af obo II og violin II, tenor af bratsch og taille (tenorobo), og bas følges af continuobas. Teksten ”Der blev krig i himlen” er den eneste tekst i da capo satsens A-stykke, der afsluttes af fire takters instrumentaldel hvor Mikael og hæren af engle får lov til at lukke og slukke. Ganske anderledes motetagtigt og tæt i korklangen er B-stykket, hvor det er digteren Picanders tekst, vi hører: ”Den rasende slange/den helvedets drage/bestormer nu himlen til rasende hævn.” Slangen bugter sig en tid i basstemmens melismer, men forplanter sig ikke op gennem korets stemmer mere. Trompetgruppen – Mikael og hans engle – har i denne del kun spillet stille understøttende akkorder, men nu kommenterer Mikael ordet ”Rache” (på dansk ”hævn”) ved at gå op gennem en skala i C-dur og slutte med en lille koloratur. Nu kommer så et af de mest markante paukeslag i Bachs vokalmusik: Lige efter at koret har sunget ”men Mikael står fast” (”aber Mikael bezwingt”), som på ”-zwingt” slås fast med et ordentligt smæk i kalveskindet. Trompeter og det øvrige orkester bekræfter det, og koret så fortsætter ”og den skare, som omgiver ham/knuser Satans grusomhed.” Fire takters instrumental træden vande afbrydes efter en kort trille i obo I og violin I af trompet II, der gerne vil tilbage til den oktav, der indledte satsen. Derpå er det trompet III, og sidst men ikke mindst Mikael i trompet I, der sætter gang i en gentagelse af A-stykket dacapo med korets bugtende koloraturer og sejrende messing.
2. sats er et recitativ for bas og continuo, hvvor udfaldet af kampen fastslås: ”Gud være lovet! Dragen ligger, den uskabte Mikael og hans hær af engle har besejret ham.” Tonen sidst i frasen er et G, men lyder dybere, fordi begyndelsen bevæger sig i et ret højt deklamatorisk leje. Teksten fortsætter: ”Dér ligger han i mørket, bundet af kæder, og hans placering skal ikke længere findes i himmelen. Her står vi selvsikre og trygge, og selv om hans brøl forskrækker os, så bliver vores legeme og sjæl nu beskyttet af engle.” Netop englene spiller en væsentlig rolle for valget af solostemmer og obligate instrumenter i
3. sats for sopran, continuo og to oboer d’amore; oboisterne fra 1. sats har altså skiftet instrumenter. Basso continuoets vandrende rytme sørger for fremdrift, mens de to oboer d’amore sætter ind med englemotivers svævende klange og rytmer. Efter tretten takters instrumentalt forspil lyder sopranens tekst: ”Gud sender os Mahanaim/hvor vi står eller går”. Mahanaim beyder en mangfoldighed af engle. ”Derfor kan vi i sikker ro/stå foran vores fjender”, fortsætter teksten, og komponisten har naturligvis ikke kunnet stå for at lade ordet ”ro” (på tysk ”Ruh”) hvile på lange toner anden og tredje gang ordet gentages. Fjenderne derimod (på tysk ”Feinden”) kræver en melisme hevet ud over tre takter. ”Man finder dem/så fjernt, så nært/de engle fra Vorherre selv/med heste, ild og vogne.” Som en afrunding hører vi en gentagelse af de tretten takter for oboer d’amore og continuogruppe, som indledte satsen.
4. sats er et recitaitiv for tenor og continuo. Der reflekteres over det under, Gud elsker os mennesker sådan at han sender sine engle ned for at være midt blandt os som forsvarere og beskyttere for os alle. Strygergruppen lader med lange akkorder i stadig forandring englenes himmelske lys stråle ovenfra.
5. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. Det er en langsom siciliano med en bøn til englene om at blive hos os: ”Bliv, I engle, bliv hos mig/stå mig bi på begge sider/så min fod den ikke glider/ lær mig også her på jord/at synge stort et ’hellig’/og den højeste min tak at gi’!” Den engelske tenor James Gilchrist sang arien i forbindelse med John Eliot Gardiners legendariske Cantata Pilgrimage i år 2000. James Gilchrist skriver om arien: ”Vores koncert i Bremen omfattede BWV 19 med arien ’Bleibt, ihr Engel’. Jeg følte, at det var i orden, ja, oven i købet på sin plads, for alvor at gå helt op i skyerne. Dette massive nødråb til det guddommelige om at blive på jorden (frem for at fremskynde vores rejse til det hinsidige) slår mig som både usædvanligt, passioneret og hjerteligt.”
6. sats er et kort recitativ for sopran og continuo: ”Lad os elske de fromme engles åsyn/så vi med vore synder ikke skræmmer dem bort eller bedrøver dem/da er de, når Herren byder os at sige verden ret farvel, til vores salighed også med på vore himmelsvogne.”
7. sats er kantatens afsluttende koralvers med niende vers af en salme fra Freiberg i 1620, ”Freu dich sehr, o meine Seele” (på dansk ”Fryd dig, meget, o min sjæl”). Orkestrets instrumenter er fordelt med obo I og violin I på sopranernes melodi, obo II og violin II på alten, taile og bratsch på tenoren, mens continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Trompeter og pauke spiller selvstændige overstemmer, der tilfører glans og sejr til teksten: ”Lad din engel fare med mig /på Elias’ røde vogn/ så den kan min sjæl forvare/som da Lazarus var død/lad dem hvile i dit skød/ opfyld dem med glæde, trøst/indtil kroppen op af jorden/bliver med ham fint forenet.” Melodien fra Genéve 1551 og kendes på dansk fra salmen "Jesus dine dybe vunder".
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 771-774, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 72-74, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 282
Helmuth Rilling: Gesprächskonzert (YouTube - https://www.youtube.com/watch?v=Zvi0HJUi6rQ) |
