|
Tid og sted
Syvende søndag efter Triniatis den 11. juli 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Paul Speratus (1523)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, taille, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er for kor og orkester. Den begynder med otte takters forspil i den firestemmige orkestergruppe. Førsteobo og førstevioliner deler øverste stemme ligesom henholdsvis andenobo og andenvioliner, taille og bratscher samt fagot og continuo ret konsekvent deler de øvrige. Også koret er firestemmigt, men sætter ind let forskudt på toner, som ligger så tæt, at satsens alvorstunge karakter understreges. Som sådan kan satsen minde om den førtste korsats, 2. sats, i kantaten "Weinen, klagen, sorgen, zagen" (BWV 12) fra april 1714. Hvor denne kantate behandlede gråd, klage, bekymring og ængstelse er det her beskæmmelsen, der hersker, det vil sige det at følge sig skamfuld over noget. Koret synger "Beskæm dig ej, min sjæl". I næste strofe fornemmes optimisme i korafsnittet "at det allerhøjeste lys, Guds glans og udtrykte billede, skjuler sig i tjenerskikkelse." Kun korets sopraner høres på en høj tone på ordet "glans" Kort efter høres ordet "skjuler" (på tysk "verhüllt") udført over en lang melisme. En episode fra orkestret danner overgang til en ny indsats fra koret, hvor "beskæm dig" (på tysk "ärgre dich") igen er forskudt, på toner, der ligger tæt. Også sopranernes høje tone på "glans" klinger frit i en gentagelse af a cappella-afsnittet, men denne gang uden markering af "skuler" (på tysk "verhüllt"). De kun seks takter i den afsluttende del udføres af orkester suppleret af forskudte indsatser i korets gentagelse af teksten, der har givet kantaten dens titel "beskæm dig ej, min sjæl".
2. sats er et recitativ for bassen, der her akkompagneres af continuo: "Tjenerskikkelsen, nøden, ufuldkommenheden, rammer ikke kun Kristi medlemmer". Senere henvises til dagens tekst fra Markus-evangeliet kap. 8 vers 1 - 9 om Jesu bespisning af de fire tusind. "Har du som disse mennesker endnu intet at spise, sukker du: Ak, Herre, hvor længe vil du glemme mig?". Sangeren udfører på ordet "sukker" (på tysk "seufzest") netop det, der også i musikteorien kaldes en "seufzer", et suk, og dette hører man ganske tydeligt. Ligeledes er de to gange, hvor bassen synger "hvor læ-ænge" (på tysk "wie la-ange") her trukket lidelsesfuldt ud, og de synges over en formindsket, ukomplet lydende treklang.
3. sats er en arie for bas og continuo. "Er du, som skal hjælpe mig, iler du ikke for at stå mig bi?" Det er en entusiastisk arie med pragtfulde stemmer til såvel solisten, cellisten og continuoorganisten. Fremdriften i Bachs sats er meget overbevisende, men arien er lidt overset, fordi man primært forbinder Bachs bas-arier med et triumferende udtryk, hvor en trompet medvirker. Her er modstykket; en stilfærdig, pietistisk perle af en bas-arie.
4. sats afbryder roen med tenorens indsats "Ak og ve at en kristen går så meget op i sit legeme!". En opsang, som burde vække genklang i vores kropsfikserede tider. "Hvad er han mere? En jordens vækst, der igen skal blive til jord...". Her refererer den begavede digter Salomon Franck til Første Mosebog kap. 3 vers 19, syndefaldet, hvor Gud siger til Adam "I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive." Det er naturligvis også tekst, som de fleste vil genkende som jordpåkastelsesritualet fra begravelser og bisættelser. Der er dog også salighed i tenorens recitativ, for den er salig, som får øje på Kristus i den hellige skrift. Ordet "salig" (på tysk "selig") synges over en pludselig, blid melisme. Recitativet udvikler sig til en arioso, hvor tenoren i en mere jævn rytme foredrager teksten "Derfor, når elendighed nager og tærer hjertet, så smag dog og se hvor venlig Jesus er!"
5. sats er en tenorarie med akkompagnement af continuo, violiner og førsteobo. Der kan også forekomme versioner, hvor den obligate stemme udføres af en obo da caccia. En gendigtning af teksten kunne lyde som følger: "Frelseren jeg mærker, tak vær' hans nådes værker. Han stærkt nu viser sig, den svage sjæl at lære, det trætte liv at nære; det mætter krop og sjæl!" Til trods for at arien er en i tankefuld mol-toneart og som sådan begynder adstadigt, skal man kun et par takter ind i det instrumentale forspil inden den obligate stemme giver sig til at udføre en lille galopperende bevægelse. Det er et såkaldt glædesmotiv, som Bachs kantater er rige på. Netop glædesmotiver i denne fine tenorarie er en vigtig grund til at foretrække den lyse klang af violiner og obo frem for den mørkere og sælsomme klang fra obo da caccia. Her i satsen fungerer det bedre med klare intrumentklange, som åbner det musikalske rum opad mod himlene. Det gælder ikke kun glædesmotivet, men også den lange tone i slutningen af tenorens første strofe lige efter ordet "mærker" (på tysk "merken"). Det er vigtigt for satsen, at den ikke mudres klangligt med obligat stemme i samme leje som tenorens: Continuocelloen er det jordnære fundament, sangeren mennesket mens den obligate symboliserer det himmelske.
6. sats er et salmevers på melodien, som herhjemme findes i salmen "Gud søn kom ned fra himmerig". Salmeverset af Paul Speratus er dog ikke et af de vers, Arvid Pedersen (1529) og N. F. S. Grundtvig (1845) medtog i gendigtninger af salmen. Som afslutning på første del af Bachs kantate, der på dette sted gav plads til en prædiken er det salmens tolvte vers, der synges. Orkesterindledningen med spørgsmål fra oboerne, der derefter besvares af strygerne nærmer sig en koralfantasi. I modsætning til "Mein Gott, wie lang, ach lange" (BWV 155), hvor denne pragtfulde førreformatoriske Nürnberg-melodi også blev anvendt, har Bach her valgt en mere cantus firmus-agtig stil med sopranstemmen stillet overfor kommenterende indsatser fra de øvrige korstemmer.
7. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Teksten "Verden er en udørk; himlen bliver til malm, jorden til jern, når de kristne gennem troen viser, at Kristi ord skal blive deres største rigdom. Næringens velsignelse ser ud til hurtigt at undfly dem." Recitativet afsluttes som arioso, hvor strygerne spiller blide figurer, da bassen synger om hvorledes Jesu hjerte blødgøres og han vil fremsige velsignelse over den forvirrede menneskehed.
8. sats er en arie for sopran, continuo og violinerne samlet på én obligat stemme. Allerede i løbet af de første takter udfører violinerne en tilsløret udgave af den faldende tetrachord, der er beskrevet nærmere i teksten om 2. sats af kantaten "Weinen, klagen, sorgen, zagen" (BWV 12). Uden dermed at nedvurdere "Ärgre dich, o Seele, nicht" kan man i al fredsommelighed konstatere, at Bach har brugt både de tonemæssigt meget tæt liggende forskudte indsatser i korstemmer, suk-figuren "seufzer" og faldende tetrachord - en række virkemidler i den traurige afdeling af kataloget over musikalske affekter. Her i sopranarien synges "De fattige vil Herren omfavne i nåde her og hisset. Af medynk giver han den højeste skat; livets ord." Et andet markant træk i strygerstemmen er den megen kromatik, som i mange passager kan minde om første sats af den italienske komponist Alessandro Marcellos obokoncert. Et værk Bach kendte og havde arrangeret for klaver omkring 1715. Det har et selvstændigt nummer i Bach Werke Verzeichnis, BWV 974, hvor det dog kun er den langsomme andensats i obokoncerten Bach har ornamenteret.
9. sats er et recitativ for continuo og alt: "Frelseren åbner selv, ifølge disse ord, Paradisets porte, og efter den fuldbragte livsbane sætter han kronen på de troendes hoveder", lyder afslutningen på recitativet.
10. sats er en duet for sopran og alt. Der er et længere forspil fra det samlede orkester, hvor fordelingen af stemmerne, ligesom i indledningkoret, er førsteobo + førstevioliner, andenobo + andenvioliner, taille + bratscher samt continuogruppe. Teksten lyder "Lad, sjæl, ingen lidelse skille dig fra Jesus. Vær tilforladelig, thi for dig bli'r kronen en nådens belønning, når du fra legemets lænker er fri."
11. sats er endnu et salmevers på Paul Speratus, men her salmens vers elleve. Da Bachs arrangement af Nürnberg-melodien fra 1524 også udgør 6. sats henvises til omtalen der.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 494-498, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 269-270 |
