|
Tid og sted
Tredje pinsedag den 30. maj 1724 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, salmevers af Anarg von Wildenfels (1526)
Besætning
Sopran, alt, tenor, kor (SATB), tværfløjte I, II, violin I, II, bratsch, continuo (med violoncello da spalla)
De enkelte satser
1. sats indledes ligesom kantaten til anden pinsedag den 29. maj, ”Erhöhtes Fleisch und Blut” (BWV 173), med et recitativ for tenor og continuogruppe. Hertil er føjet to tværfløjter. Om brugen af fløjter har Albert Schweizer rammende skrevet: ”Bach ville ikke være sig selv, hvis han ikke lod hyrdernes kaldende fløjter lyde. De klinger med afbrydelser, som om de kom fra fjerne højder, så man kun fornemmer deres spil i løsrevede bidder.” Hyrdeidyllen i dette usædanlige indledningsrecitativ skylds formentlig to forhold: Først og fremmest kan der have været tale om pastorale scener i den verdslige kantate, som ikke mindst Friedrich Smend i bogen Bach in Köthen, har peget på som grundlag for Bachs senere bearbejdelse til den foreliggende kirkelige pinsekantate fra foråret 1724. Dernæst recitativets begyndelsesstrofer: ”Højt ønskede glædeslys, der lyser efter denne nye pagt ved Jesus Kristus vor hyrde!”, der lægger kraftigt op til en musikalsk illustration. Det sidste minuts tid af dette godt tre minutter lange recitativ forløber som en arioso over en mere bevægelig continuobasstemme, mens hyrdepiberne tager sig nogle takters pause.
2. sats er en yndefuld duetarie for sopran og alt, akkompagneret af tværfløjter, strygere og continuo. Det er en Bach i dansesko, man hører her i arien ”Velsignede kristne, lyksalige skare, kom stil Jer ved Jesus taknemmeligt hen” fulgt godt på vej af raske og virtuost himmelstræbende vendinger i fløjtestemmerne. Det meste af vejen ligger de to sangstemmer tæt i tertsafstand med en intimt tæt samklang til følge. Der kan i originalværkets verdslige forlæg meget vel have været tale om en arie for sopran og baryton, hvor komponisten blot har lagt den underste stemme en oktav op. Den letflydende 3/8-rytme bringer fine mindelser om den franske hofdans passepied – en satstype, som Bach blandt andet anvendte i sin 1. Orkestersuite i C-dur (BWV 1066) og i flere af suiterne for cembalo. Rytmen er så inciterende, at også teksten i dacapoariens B-stykke i oversat form kan passe: ”Foragt nu det smigrende jordelivs lokken, så Eders tilfredshed fuldkommen må vær’” Otte minutter går stærkt, når dansen trædes i gemytligt selskab!
3. sats er et recitativ for tenor og basso continuo med en længere tekst om pinseunderet. Interessant er passagen i slutningen af satsen, hvor contiuoets violoncello da spalla og tenorsolisten supplerer hinandens melodilinjer som illustration af tenorens tekst om ”fuldkommen himmelsk glæde” (på tysk ”vollkommne Himmelsfreude”).
4. sats har stadig tenorsolistens i centrum i arien om glædens og velsignelsens beredthed til at krone Guds udvalgte. Udvoer continuoets orgelstemme medvirker en obligat violin og violoncello da spalla med dens mere summende cellolyd. Mange passager fra soloviolinen bringer mindelser om Bachs violinkoncerter. Stilmæssigt er man her tæt på polonaisen, som oprindelig var en polsk dans forfinet til en fransk hofdans. Helt skøn er den lille musikalske illustration af ordet ”krone” (på tysk ”krönen”), som hver gang får en lille ekstra krølle i tenorstemmen.
5. sats er et salmevers for kor og orkester. Teksten er det ottende vers fra Anarg von Wildenfels salme fra 1526 ”O Herre Gott, dein göttlich Wort” (på dansk ”O Gud Herre dit guddommelige ord”) med melodi af ukendt komponist.
6. sats er endnu en korsats, men i en ganske anden atmosfære end salmeverset i 5. sats. Det er formentlig urformen af kantaten, der har haft et festligt hyldestkor som afslutning med fløjter, strygere og givetvis to solister. Det er da også de to, som efter de indledende takter her i den kirkelige bearbejdelse synger duet. Effektfuldt gør Bach brug af tværfløjternes mulighed for at spille de festlige akkordbrydninger med blød ansats. Duetpassagen er faktisk dacaposatsens kontrasterende B-stykke, idet A-stykket, hvor det samlede kor deltager, nok må anses for et af de korteste A-stykker i nogen dacaposats af Bach overhovedet, idet denne del, afhængigt af tempovalg, varer mellem ½ og 1 minut.
Bemærkning
Kantatens instrumentalstemmer blev genanvendt fra en tidligere kantate fra Köthen, men hverken dato eller titel på det oprindelige værk kendes, og der er ikke bevaret noget partitur.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 415-417, Friedrich Smend: Bach in Köthen pp. 43-47, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 273 |
