|
Tid og sted
Trinitatis den 27. maj 1725 i Leipzig.
Tekstforfatter
Jeremias’ Bog kap. 17 vers 9 (1. sats), Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760) (2., 3., 4., 5. sats), salmevers fra 1653 af Paul Gerhardt (6. sats)
Besætning
Sopran, alt, bas, kor (SATB), obo I, II, obo da caccia, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor begynder dramatisk med korbassernes prægnant irettesættende fugatema, der derpå sættes ind i stemmegrupperne nedefra og op i tenor, alt og sopran. Ikke mindst skalaopgangen på ordet ”trotzig” (på dansk ”trodsig”), som ender på toneartens formindkede none og efterfølges af kromatik omkring ordet ”verzagt” (på dansk ”forknyt”) giver os en ambivalent fornemmelse af hjertets krinkelkroge. Teksten stammer fra Jeremias’ Bog kap. 17 vers 9: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” Dette skriftsted er omarbejdet en smule til den tekst, koret synger i kantatens indledende korfuga: ”Es ist ein trotzig und verzagt Ding um aller Men-schen Herze”. Instrumentalt ledsages sopran, alt og tenorstemmen af obo I, obo II og obo da caccia, mens strygerne dels spiller et opadgående fanfaremotiv, dels kontrapunktiske stemmer til korets fuga.
2. sats er et recitativ for alt og continuo. Det bygger på tekst fra Johannes-evangeliets kap. 3, hvori en farisæer ved navn Nikodemus, som var medlem af jødernes råd, kom om natten for at stille Jesus en række luskede spørgsmål: ”Jeg mener, noget forknyt, at Nikodemus ikke om dagen, men om natten vovede sig til Jesus.” Modsætningen i 1. sats’ ordpar ”trodsig-forknyt” er her fortsat med ”Nikodemus-Jesus”, og bliver i 3. sats en modstilling mellem lyset og dét mørke, Nikodemus foretrak, da han kom.
3. sats er en arie for sopran, strygere og continuo. Denne gavottesats indledes af seksten instrumentale takter, før sopranen, der jo altid repræsenterer menneskesjælen, synger de poetiske strofer: ”Dit ellers lyse, elskede skin/skal være hyllet i tåge for mig/når jeg spørger efter mesteren/for jeg kvier mig ved at komme om dagen/Ingen kan udrette de undere/for hans almagt og hans væren/ser ud til at være valgt af Gud/og Guds ånd må hvile over ham.” Selv om det er en udmærket strygerakkompagneret arie til poetisk tekst af Christiane Mariane von Ziegler, der med denne kantate leverede sin niende og sidste kantatetekst, var allerede musikforskeren Philipp Spitta i sin store Bach-biografi fra 1870’erne kritisk: ”Arien er som musikstykke ganske yndefuld, men den passer end ikke én gang til egen tekst, som jo handler om de kristnes tilbageholdenhed overfor den gudsopfyldte og dertil underudvirkende Jesus.”
4. sats’ recitativ for bas og continuo giver ordet til Nikodemus, og man kan kalde bassens rolle en vox Nicodemi: ”Så undr dig, oh mester, ikke/over at jeg udspørger dig ved nattetide!/Jeg frygter at ved dag kan min afmægtighed ikke bestå/dog trøster jeg mig ved/at du vil tage og kræve mit hjerte og min ånd livet ud…” Herefter skifter recitativet til en arioso i adstadigt andantetempo i ¾-takt. Den lille krølle, som sangeren udfører på ordet ”alle” (samme ord på tysk) optræder i hver takt af continuocelloens node hele arioson ud, hvilket understreger, at dette gælder alle: ”… for alle, der blot tror på dig, skal ikke fortabes.” Bach ændrede Zieglers tekst i netop dette recitativ, sådan at det pointeres, at Jesus har gjort alt for vores omvendelse til troen.
5. sats er en dansant arie i 3/8-tempo for alt, continuo og de to oboer og obo da caccia’en, som dog er samlet på én stemme som symbolsk repræsentation for treenigheden, der er ”et væsen, tre personer”, som der synges i den sidste strofe af det salmevers, der afrunder kantaten. En symbolik med Fader, Søn og Helligånd fordelt på henholdsvis obo da caccia, obo d’amore og almindelig obo ville muligvis have været ønskværdig, men det har ikke været praktisk muligt at udføre satsen på obo d’amore, idet den er et transponerende instrument, som i så fald skulle spille en stemme noteret i ges-dur. Det er så godt som umuligt at spille egalt i dén toneart på en obo d’amore, ikke mindst en af dem fra barokken.
Teksten opfordrer: ”Vær opmuntret, I frygtsomme og ængstelige sind/kom til kræfter og hør hvad Je-sus lover:/at jeg gennem troen vinder himmelen/når løftet blinver indfriet/vil jeg deroppe/med tak og lov/prisen Fader, Søn og Helligånd/der kaldes treeningheden.”
6. sats er kantatens afsluttende salmevers med ottende vers fra Paul Gerhardts ”Was alle Weisheit in der Welt” (oversat til dansk ”Hvad er al verdens visdom”). Sopranstemmen forstærkes af violin I og obo I, alt af violin II og obo II, tenor af bratsh og obo da caccia, mens continuobassen følger korets bas, og orglet udfylder harmonier. Teksten knytter an til det alle, der var centralt i recitativet i 4. sats og lyder: ”Således skal vi alle her/nå frem til himlens porte/og engang i dit rige alle/synge uden ende/ at du alene kongen er/højt over alle guder/Gud Fader, Søn og Helligånd/de frommes ly og frelse/ét væsen, tre personer.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 424-427, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planchet 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 278, Philipp Spitta: Johann Sebastian Bach – his work and influence on the music of Germany, II, p. 560 |
