|
Tid og sted
Tredje pinsedag den 21. maj 1725 i Leipzig.
Tekstforfatter
Johannes-evangeliet kap. 10 vers 3 (1. sats), Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760) (2., 3., 4., 5. og 6. sats), Johannes-evangeliet kap. 10 vers 6 (5. sats), et salmevers fra 1651 af Johann Rist (7. sats)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, altblokfløjte I, II, III, violin I, II, bratsch, piccolocello, continuo
De enkelte satser
1. sats er et ganske kort recitativ med tekst fra den sidste del af vers 3 i Johannes-evangeliets kap. 10: ”Han kalder sine får ved navn og fører dem ud.” Tenorsangeren er evangelist og akkompagneres her af en continuogruppe og intet mindre end tre altblokfløjter, der tjener som illustration af hyrdemiljøet.
2. sats er en arie, hvor instrumentalledsagelsen er den samme som i 1. sats med en continuogruppe og tre altblokfløjter, mens sangeren er en alt. Allerede i det instrumentale forspil høres forpint sukkende seufzerfigurer i, der indledes af en frase i blokfløjte I, som derefter besvares sukkende af de to øvrige. Satsen er meget pastoralt udtænkt med de tre altblokfløjter og den stabile 12/8-rytme. Længslen, som det troende menneske i altens gestalt udtrykker, ses i Christiane Mariane von Zieglers patosmættede tekst: ”Kom, led mig/den længes/min sjæl, mod grønne græsgange/mit hjerte vansmægter/gisper dag og nat/min hyrde, min glæde.” Kun det korte recitativ i 3. sats i kantaten ”Das neugeborne Kindelein” (BWV 122) til søndag efter jul den 31. december 1724 havde hidtil budt på hele tre altblokfløjter, og dette er den eneste gang i Bachs samlede kantateværk at tre altblokfløjter akkompagnerer en hel arie.
3. sats er et recitativ for tenor og continuo. I covernoterne til sin fine indspilning af kantaten nævner John Eliot Gardiner, at af ti akkorder i recitativet er de seks dissonante! Dét siger lidt om det drama, der musikalsk understøtter tenorens sang: ”Hvor kan jeg finde dig?/Ak! hvor skjuler du dig?/Oh! vis dig snart for mig!/jeg længes/bryd igennem højt ønskede morgen!” Vi får én dissonans pr. specialtegn.
4. sats’ arie for tenor, continuo og piccolocello er til gengæld bekymringsfri i sin glade hilsen til Jesus, hvor piccolocelloen, der energisk indleder satsen, står som symbol for frelserens tilstedeværelse i den fysiske verden: ”Det tykkes mig, jeg ser dig komme/du træder ind ad højre dør/i troen tager vi imod dig/som er vor rette hyrde her/jeg kender vel din søde stemme/så fuld og blid af kærlighed/min sjæl bli’r vred, når nogen tvivler/for du er frelser; det jeg véd.” Den ukomplicerede arie er lånt fra Bachs verdslige kantate fra Köthen-tiden ”Durchlauchster Leopold” (BWV 173a), hvor den som 7. sats var barytonsangerens fødselsdagshilsen ”Må dit navn som solen gå og altid som en stjerne stå". Også den originale sats bød på en obligat stemme, der skulle spilles af fagot og cello. Dér trak den mørke klang teksten ned på et jordnært niveau, men med piccolocelloens symbolik fungerer den ny arie fortrinligt i den kirkelige sammenhæng, hvor også von Zieglers tekst er en del bedre end Menantes’ hyldestvers.
5. sats er et recitativ for alt, bas, strygere og continuo. Alten citerer tekst fra vers 6 i det tiende kapitel af Johannes-evangeliet: ”Men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om”, hvorpå bassen tager over med at sammenligne menneskene med døve, som i vores uforstand ikke forstår den frelse, som Jesus taler til os om. Dén sammenligning danner udgangspunkt for basarien med trompeter i 6. sats.
6. sats er som nævnt en arie for bas, continuo og to obligate trompeter, der for effektens skyld gerne kan placeres i hver sin side af kirken eller koncertsalen. Efter den majestætiske indledning for de to trompeter og continuo, er det nemlig det der med at åbne ørerne og lytte, arien beskæftiger sig med: ”Åbn Jer, I begge ører/Jesus har tilsværget Jer/at han fælder død og djævel.” Man kan undre over, at en hyrdekantate med de blideste instrumenter - altblokfløjter og piccolocello - i barokkomponistens værktøjskasse også byder på kraftige trompeter. Det skyldes dels teksten om Jesu overvindelse af død og djævel, men er jo også en praktisk måde at få vække tilhørerne og få dem til at slå lyttebøfferne ud. Faktisk kan man med god vilje høre en musikalsk illustration af en person, der lader sin finger rense øret i de triller, der lyder fra trompeterne, når bassen synger ”Åbn Jer, I begge ører” (på tysk ”Öffnet euch, ihr beide Ohren”), hvor ordet ”Ohren” er trukket ud over tre takter. Musik, der er til at forstå! Det er en da capo arie, og trompeterne tier i et kontrasterende B-stykke mens bassen synger: ”Nåde, tilfredshed, et godt liv/vil han give alle kristne/som er med og bær’ hans kors”. Derpå spilles forfra.
7. sats er kantatens afsluttende koralvers med niende vers fra Johann Rists pinsesalme ”O, Guds ånd, min trøst, mit råd” (på tysk ”O Gottes Geist, mei Trost und Rat”) 1651. Violin I følger sopran, violin II alt, bratsch tenor og continuobassen følger korets bas, mens orglet udfylder akkorder. Af blæserne tier de to trompeter, mens de tre altblokfløjter spiller overstemmer. Oprindelig er det muligvis samme musikere, der både han kunnet håndtere blokfløjter og for de tos vedkommende skifte til trompeter i 6. sats. Teksten i salmeverset er en bøn og en lovprisning af Helligånden og slutter med to hallelujaer.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 417-420, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planchet 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 278 |
