|
Tid og sted
Anden pinsedag den 6. juni 1729 i Leipzig.
Tekst
Instrumental sinfonia (1. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (2., 3. og 4. sats), et salmevers fra 1569 af Martin Schalling (5. sats)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), horn I, II, obo I, II, taille, violin I, II, III, bratsch I, II, III, violoncel I, II, III, fagot, violone, continuo (med orgel og cembalo)
De enkelte satser
1. sats er en energisk instrumental sinfonia, som fra allerførste optakt er præget af glædesmotiver fra de tre trestemmige solistiske strygergrupper og oboer mens hornene tilføjer jagtagtige fanfaremotiver. Glædesmotiver vandrer fra koncerterende violiner til bratscher og videre til celloer. Satsen igennem veksles mellem solistiske strygerindsatser og klangen fra det samlede orkesters fuldt besatte korpus af både horn, obogruppen med taille i mellemlejet, tuttistrygere og continuo. De fleste lyttere vil hurtigt bemærke, at dette er førstesatsen fra Bachs Brandenburgkoncert nr. 3 i G-dur, som er blevet tilføjet træ- og messingblæsere. Ud over det enkle forhold, at komponisten kan have ment, at satsen tjener som illustration af kantatens overordnede budskab om Guds ufattelige kærlighed til os mennesker, kan peges på tre andre grunde til anvendelse af netop denne sats i en bearbejdet og orkestralt udvidet form. For det første havde Bach i slutningen af marts dette år været i Köthen for at opføre sørgemusik til fyrst Leopold af Anhelt-Köthen, ”Klagt, Kinder, klagt es aller Welt” (BWV 244a) der findes omtalt ovenfor. I den forbindelse kan han være blevet opmærksom på sin oprindelige skitse til den førstesats der i marts 1721 var blevet til en af de seks koncerter han havde sendt som bilag til en jobansøgning til markgreve Christian af Brandeburg-Schwedt. For det andet var Bach i slutningen af maj blevet leder af Leipzigs traditionsrige Collegium Musicum. Dette orkester var grundlagt af selveste Georg Philipp Telemann i 1702, blev med tiden til et af verdens førende orkestre, Gewandhausorchester Leipzig, og gav her omkring pinse 1729 Bach adgang til at råde over byens bedste musikere. Endelig er en tredje mulig årsag til denne instrumentale sinfonia, at Bach overfor bystyret ønskede at vise sin utilfredshed med en nylig beslutning om at også tonedøve drenge kunne optages på Thomasskolen; i længden var det umuligt for Bach at få fremført så komplicerede korsatser, som de, der kan høres i kantaterne fra årene 1723 og 1724. Bach siger med denne sats: ”Hvis jeg ikke får gode sangere, bliver musikken fra nu af mest instrumental!” Resten af kantaten kræver kun én alt, én tenor og én bas og et par sopraner til at synge med på det afsluttende salmevers i 5. sats.
2. sats er en arie for alt, to oboer og continuo. Gennem seksten takters obokanon i forspillet opleves en stor kontrast til førstesatsens klangfylde med pastoralt vuggende ro, fulgt at et troende menneskes: ”Jeg elsker af hele mit hjerte den Høje/og han har også mig så kær.” Såvidt teksten der i fine melismer varieres gennem denne dacapoaries A-stykke, mens B-stykket lyder: ”Og kun Gud/skal være sjælens skat/dér har jeg den evige kilde til godhed.” Kildens rolige rislen kan være den egentlige årsag til valget af to oboer som ledsagende obligatinstrumenter i den vuggende arie i 6/8, der dog godt kan føles lang.
3. sats er et recitativ for tenor, strygere og continuo med refleksion over den ufattelige kærlighed, Gud har vist menneskene ved at lade Jesus give sit liv for vores frelse. Der henvises til Jordan B. Petersons betragtninger i teksten om 61. sats i ”Passio Domini nostri J.C. secundum Evangelistam Matthaeum” (BWV 244). I dette recitativ findes lidt musikalsk drama til sidst ved ordene ”vor diesem mächtigem Panier erztittern selbst die Höllenpforten” (på dansk ”overfor dette vældige banner må selv Helvedes porte skælve”), der illustreres med skælvende figurer i strygere og continuobas, inden de falder til ro.
4. sats er en arie for bas, continuo og én unison stemme for violiner og bratscher. ”Tag nu fat/grib, I troens hænder, frelsen!”, opfordrer bassen i denne dacapoaries A-stykke, mens B-stykket forsikrer: ”Jesus gi’r sit himmerig’/og forlanger ét fra Jer/fasthold troen indtil enden!” Så vidt teksten, men det lidt sværere at få hold på satsen – ikke mindst hvis den spilles drævende langsomt. Samlet bør satsen ikke vare mere end tre-fire minutter, og så skal der gås til makronerne, selv om strygergruppens tema på nodepapiret umiddelbart kan ligne en langsom sats i en Mahlersymfoni. Ret hurtigt begiver det sig ud i glædesmotiver. Fundamentet i satsen er continuobassen, som stort set bevæger sig som jazzens walking bass i en jævn fjerdedelsrytme. Over dette er så solistens sangstemme i barytonlejet, der er så fornemt afstemt med instrumentalbassen, at de to, sammen med becifringer fra et akkordinstrument, ville kunne stå alene. Hertil har Bach har tilføjet en yndefuldt melodiøs men også drilsk modstemme spillet af violiner og bratscer. Det ene øjeblik bevæger den sig roligt, og det næste flakser den gennem luften for at undfly de troens hænder, der vil gribe den; det at gribe frelsen er fremstillet som det lille barns leg med en sommerfugl i haven, mens faderen kigger på.
5. sats er kantatens afsluttende koral med det første vers af en salme fra 1569 af Martin Schalling. De mange instrumenter er fordelt med obo I og violin I samt et par ad de solistiske violinstemmer som spiller med på sopran. Alten forstærkes af obo II og violin II og III, tenoren af taille og bratscherne, mens continuobassen tager udgangspunkt i og spiller becifringer ud fra korets basstemme. Hornene er ikke med (det var de kun i 1. sats’ sinfonia), men i mellemlejet på tenorstemmen fornemmes den fede træagtige klang af taille (tenorobo). Salmeversets tekst fungerer som en udgansgbøn om frelse, kærlighed og at Gud altid må stå den troende bi.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 411-413, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 283, 284, 364, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 250-251, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 613-614 |
