|
Tid og sted
Prins Leopold af Anhalt-Köthens 28 års fødselsdag den 10. december 1722 i Köthen
Tekstforfattere
Ukendt
Besætning
Sopran, baryton, tværfløjte I, II, fagot, violin I, II, bratsch, cello, continuo
De enkelte satser
1. sats er et recitativ, hvor sopranen synger: "Deres Højhed Leopold, nu synger Anhalts verden på ny med fornøjelse, dit Köthen stiller sig foran dig for at bøje sig for dig, Deres Højhed Leopold!" På ordet "bøje" (på tysk "biegen") er det klart, at sangeren må ned på recitativets dybeste tone. Over sidste gentagelse af "Højhed" (på tysk "Durchlauchtster") synges en hurtig tonerække, en koloratur, som stammer fra det italienske ord "color", at farve. Koloraturer kan for så vidt udføres af alle fleksible sangstemmer, men forbindes med sopraner, hvor stemmetypen koloratursopran i operaverdenen er en lys, fleksibel stemme. Det kendteste eksempel er Nattens Dronning i Mozarts "Tryllefløjten" (1791).
2. sats er en arie for sopran akkompagneret af tværfløjter, strygere og continuo. I satsen benytter Bach en helt ny klang, som ikke tidligere har været brugt i nogen kantater. Det er tværfløjten. I Bachs klangverden er der stor forskel på blokfløjter, som er med i flere af de tidlige kantater, og tværfløjter, der altså her debuterer i en kantatesammenhæng. I marts 1721 havde han dog brugt en tværfløjte solistisk i sin femte Brandenburgkoncert. "Gylden sol, glade timer, som himlen selv forbinder, man atter finder", lyder teksten og det er netop denne solskinsfornemmelse, på en kold decemberdag, som disse to luftige tværfløjter kan skabe associationer til. I øvrigt valgte Joseph Haydn 75 år senere at lade netop tværfløjtens klang vise solens allerførste stråler i oratoriet "Skabelsen". Lige efter at Gud har skabt lyset, kommer den skønne arie for sopran og kor "Nu svandt det sorte mørkes gråladne skygger for de hellige stråler; den første dag opstod!". Også Bachs sopranmelodi er yndefuld med små påmindelser om et fyrsteligt islæt, der jævnligt høres i andenvioliner, bratscher og continuo hvis skarpt punkterede rytmer er hentet fra den franske ouverture. Bachs musik får solen til at stå op over landskabet i Anhalt-Köthen, og over vores.
3. sats fortsætter lykønskningen fra barytonens mund. Han går lige på med sin "Leopolds forræffeligheder skaffer os meget at gøre. Mund og hjerte, øre og syn, i hans nærheds lykke kan den, der følger ham, ikke ligge på den lade side." En sådan tekst må selvsagt følges af livlig, men trædemølleagtig aktivitet i de to violinstemmer. Ret pudsig er satsens slutning, som kommer pludseligt, som om sanger og musikere synes, at der er så meget at gøre, at nu måtte de altså se at komme videre.
4. sats er en arie, hvor barytonen synger første vers og sopranen det andet. Tredje vers er en duet mellem de to. Satstypen er en menuet, altså en tredelt rytme, som i en elegant hofdans. En enkel strygersats sætter satsen an og barytonen synger sit vers om flere af Leopolds gode sider. Lige som der var tolv takters forspil inden barytonens vers, følger nu tolv takters mellemspil. Herefter tilføjes tværfløjterne til orkestret, tonearten ændres, og mens tværfløjterne væver sig ind mellem hinanden skabes overgang til sopranens vers om Leopolds alfaderlige måde at beskytte og sørge for landets ve og vel. Efter verset stiger intensiteten med flere hurtige toner, men i sidste takt af mellemspillet er det som om en vis person tager ved førsteviolinerne, der gennem både forspil, hele tredje vers og efterspillet udfører hurtige løb. Den mest nærliggende årsag til aktiviteten er ordet "pligt" (på tysk "Pflicht") i verset, som sopran og baryton nu afslutter satsen med: "Trods glade tanker vil vi endnu ikke lade vores pligt flyde bort; i dag, hvor himlens lys fryder hans tjenestefolk og smiler til hans scepter." Med lidt fantasi kan man høre for sig, at arbejdsgiver opdager et par ansatte, som står og småsludrer. Han klapper én gang i hænderne; se så at komme i gang. Jeg betaler jer jo ikke for at stå her og drive den af.
5. sats er et duetrecitativ og det er her udført så bogstaveligt, at de to stemmer følges ad i fuldkommen tostemmighed det første stykke og derefter synger forskudt i kanonform. Der stilles krav til sangerne. Sopranen har et højt H knapt to oktaver over nøglhuls-C og barytonen skal et par gange op på G. Derfor har vi valgt at betegne herrestemmen i denne kantate som en baryton, idet denne tone ligger over bassers almindelige omfang. I slutningen af recitativet synger begge om at "vore sukkes strålevarme vil genlyde til himlen", og her udføres på ordet "sukke" (på tysk "Seufzer") det, der også i musikteorien netop betegnes som "seufzer", en halvtonebevægelse, der lyder som et musikalsk "Suk!". Også "genlyde" illustreres i musikken med lange melismer på det tyske ord "schwingen".
6. sats har sammen med strygerene igen fået de to tværfløjter på banen til at illustrere lyset i sopranens ønske "må du skue denne skønne dags lys mange mange gange mere!".
7. sats er barytonens fødselsdagshilsen "må dit navn som solen gå og altid som en stjerne stå", men satsen har også det interessante træk, at den byder på en obligat stemme, der skal spilles af fagot og cello. Egentlig trækker deres mørke klang tekstens atmosfæriske billeder ned på et jordnært niveau, og som sådan virker de mere som erstatning for den eller de trompeter, der altså ikke medvirker i kantaten.
8. sats er en polonaise, der er en dansetype fra Polen. Satsen er betegnet som "chor", men den udføres af de to sangere sopran og baryton med det afsluttende ønske om, at alle velsignelser, der drysser ned over Leopold hoved også må ramme hans undersåtter. Som alle de forrige er det en yndefuld sats, men her virker brugen af tværfløjternes klang, der ellers fik solens lys frem i 2. og 6. sats, en smule uinspireret, og som i 7. sats kunne man savne en trompet til at give kantatens sidste lykønskinger en brilliant klang.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 891-894, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 197, 199 |
