|
Tid og sted
Niende søndag efter Trinitatis den 29. juli 1725 i Leipzig.
Tekstforfattere
Lukas-evangeliet kap. 16 vers 2, Salomon Franck (1659-1725), salmevers Bartholomæus Ringwaldt (1588)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas, strygere og continuo. Hvor de høje sangstemmer sopran og alt i kantater af Bach symboliserer henholdsvis menneskets sjæl (sopran) og det troende menneske (alt), har tenoren ofte følelseslivet som sit område. Basstemmen varetager dels Jesu stemme (vox Christi) og står som en repræsentant for det hverdagsagtige og jordiske. Der kan synes at være stort spænd mellem roller som Jesus og det hverdagsagtige og jordnære, men bemærk her, at en vox Christi jo viser den højeste som et menneske blandt andre mennesker. Begyndelsesarien til niende søndag efter Trinitatis i slutningen af juli beskæftiger sig med det hverdagsagtige i opfordringen ”Aflæg regnskab!”, men torden-ordet har givetvis leveret god inspiration til lidt ulmende sommertorden nede i continuocelloens truende trioler. Anderledes med de skarpt punkterede akkorder i violin I, II og bratsch. Albert Schweitzer, der ellers ikke gik af vejen for en rask tolkning af partiturets enkeltelementer, melder i sin Bach-biografi pas og skriver: ”Indgangsarien i kantaten til den IX. søndag efter Trinitatis ’Tue Rechnung! Donnerwort, der selv spalter klipperne’ (Nr. 168, tekst af Salomo Franck) forbliver dernæst ret gådefuld. Man ved ikke hvad strygernes bevægelse (...) skal betyde.” Måske findes forklaringen i næste strofe: ”Ord, hvorved mit blod fryser til is! Aflæg regnskab, sjæl, hurtigt!” Det er ikke utænkeligt at Bachs strygergruppe her har samme funktion som komponisten Bernhard Herrmanns strygere i Hitchcock-filmen ”Psycho” – ren gysereffekt. Strygernes spidse rytme får en kort pause i en slags mellemstrykke, hvor bassen mere blidt synger ”Ak, ak, du må tilbagelevere hans gaver, legeme og liv, til Gud”, men knap er frasen slut, inden strygerne sniger sig ind med deres gys og får bassen til at gentage ”Aflæg regnskab, torden-ord!”
2. sats’ recitativ for tenor, continuo og to oboer d’amore fortsætter tankegangen fra 1. sats om de lånte goder fra Gud, som vi, lige som den uaærlige godsforvalter i lignelsen i Lukas-evangeliets kap. 16 vers 2, skal aflægge regnskab for. Musikalsk er recitativet det første stykke tid upåfaldende, men slutningen giver illustrationer af væltende bjerges bakker må skjule og beskyttelse mod lyn fra Guds vrede ansigt, fordi der er aflagt forkert regnskab. Dér får både continuocelloen og de to oboer illustrerende figurer.
3. sats er en arie for tenor, cotinuo og de to oboer d’amore, der spiller unisont. Satsens indlednng kan lyde som en forpustet udgave af Kingos salme ”Sorrig og glæde”, og satsens menuetagtige karakter gør den dansende. Teksten er ret tung og placerer sig i revisionsafdelingen: ”Kapital og renter/mine små og store gældsposter/må engang blive afregnet/alt det, som jeg skyldig bliver/Gud i sin bog nedskriver/ som prentet i stål og demantstene.” Det er en krævende tenorarie med lange melismer, høje toner og langt holdte toner sidst i fraserne; godt udført er det en både smuk og stemningfuld arie, trods teksten.
4. sats er et tekstrigt recitativ for bas og continuo. Sangeren med begge ben solidt plantet i det jordiske opfordrer indledningsvis ”Dog, forfærdede hjerte, lev og fortvivl ikke!”, hvilket adskillige takter senere efter begreber som regninger, gældsposter, lammets blod, renter og husforvalteri når frem til de sidste takter med løftet ”... du kan, når tid og liv udrinder, hvile sikkert i himmeske hytter!”
5. sats er en duetarie for sopran (menneskesjælen), alt (det troende menneske) og basso continuo (alle tings fundament i barokkens tonesprog). Continuocelloen er tildelt en illustrativ rolle med, udover sin basfunktion, at vise sønderrivelsen af Mammons lænker i det lille løb, som følger lige efter starttonen. Tonerankerne fra de to solister illustrerer sammen lænkerne i teksten: ”Hjerte, sønderriv Mammons lænker/hænder, strø godhed ud/gør mit dødsleje blødt/byg mig et holdbart hus/som evigt forbliver i himlen/når jordens goder bliver til støv.” Arien forbliver dyster og alvorstung, men har dog en kortere del i dur efter ordene ”hænder, strø godhed ud”, hvor celloens sønderrivelsesmotiv kortvarigt kan ses som et udstrøelsesmotiv i G-dur.
6. sats er det afsluttende koralvers med ottende vers fra Bartholomæus Ringwaldts salme ”Herre Jesus Krist, du højeste skat” (på tysk ”Herr Jesu Christ, du höchstes Gut”), der blev skrevet i 1588. Sopran støttes af to oboer d’amore og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch og bas og continuobas, mens orglet spiller akkorder. Instrumenterne må spille blidt, da kantaten typisk opføres solistisk uden kor, idet alle fire stemmetyper indgår i kantatens forudgående satser. Teksten lyder: ” Styrk min ånd med frejdighed/hel mig gennem dine vunder/rens mig med din dødens sved/her i mine sidste stunder/og riv mig bort, når du det vil/i troens sandhed væk fra verden/til dine her udvalgte.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 529-532 Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 281, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 476, 577-578 |
