|
Tid og sted
Sankthansdag den 24. juni 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Ukendt, salmevers af Johann Gramann (1530)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, obo (også obo da caccia), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for tenorsolist, violin I, II, bratsch og continuo i en af strygernes yndlingstonearter G-dur og en vuggende 12/8-dels takt. "I mennesker, ros Guds kærlighed og pris hans godhed", lyder teksten. I Lukas-evangeliets kap. 1 vers 57 berettes: "Så kom tiden, da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn." I den efterfølgende Zakarias' lovsang i vers 67 - 80 profeterer drengens far: "Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje". Sønnens opgave er således at bane vejen for Messias. Den nyfødte kaldes Johannes, der senere bliver til Johannes Døberen. Et tidligere eksempel på en lys solostemme og de rislende klange fra strygere i en sats med dåben som tema findes i 1. sats af Weimar-kantaten "O heilges Geist- und Wasserbad" (BWV 165) til 16. juni 1715. Selv om dén også er dejlig sats, kan man godt tillade sig den betragtning, at Bach gennem de forløbne otte år havde finpudset sit udtryk til den renfærdighed og overjordiske ro, som vi får i denne begyndelsesarie. Tenoren har forskellige udfordringer så som lange melismer over bydeformen "pris" (på tysk "preiset"), diverse praltriller og en balance mellem solistisk performance og enkelhed i foredraget. Pragtfuld er strygernes vekslen mellem ensemblespil og solopassager. I de sidste takter bevæger violinerne sig nedad fra det høje G to oktaver ned til deres dybeste G - noget, der i grunden blot er en skala, men takket være satsens varme atmosfære føles som gode gaver der kommer oven ned.
2. sats er et recitativ for alt akkompagneret af continuoet med en vigtig rolle til celloen. Efter den indledende lovprisning af Gud for i sin nåde at have sendt sin søn til verdens frelse nævnes Johannes Døberen, der beredte vejen for frelseren. Alten skal helt op og ramme tonen E på ordet "himmel", og det kan nok sætte grå hår i hovedet på enkelte falsetsangere, for det skal lyde let og luftigt, og er der noget, der er vanskeligt på høje toner i falset, så er det at holde igen på styrken. Continuocelloen har sin vigtige passage sidst i recitativet, hvor alten synger om fortabte, angrende syndere, som Jesus leder ind i Paradis. Celloen spiller akkordbrydninger, der også kaldes "arpeggio". Det stammer fra det italienske ord "arpeggiare", at spille på harpe. Det er harpespillernes teknik, der skal efterlignes i arpeggioet, og alle ved fra vittighedstegningerne, hvor vi måske vil få en harpe at spille på.
3. sats introducerer en ny klang i Bachs orkester. Faktisk har vi hørt den tidligere i kantater som "Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!" (BWV 208) og "Der Himmel lacht, die Erde jubilieret" (BWV 31), men da kun som klanglig forstærkning af træblæsergruppen i lejet mellem oboer og fagotter under betegnelsen "taille", der egentlig udføres på en tenorobo. Takket være de kreative instrumentmagere i Leipzig, der også opfandt obo d'amoren, blev designet forfinet til det skønne instrument jagtoboen, der på italiensk hedder obo da caccia. Når musikken spilles på moderne instrumenter udføres stemmen på et engelskhorn. Her debuterer instrumentet i en kantate som den første af tre solistiske stemmer. De andre er sopran og alt, der suppleret af obo da cacciaen og akkompagneret af continuogruppe synger den smukke duet "Guds ord bedrager ikke, det sker, som han lover". Duetten mellem de to højeste stemmer i solistgruppen er uendeligt fin i sine skift mellem node mod node (kontrapunkt) og forskydninger i sangernes indsatser. Satsen skifter karakter og bliver til en trestemmig fuga i et midterafnit med teksten "Hvad han i paradiset". Her er taktarten en anden. Efter dette hurtigere B-stykke spilles den skønne sats da capo.
4. sats er et recitativ for bassolisten, der ikke bliver overbelastet i denne kantate. Her synges at kvinden med tidens fylde blev svanger som lovet Abraham og hvorom nu Zakarias synger sin lovsang. I recitativets sidste strofe "Og syng ham en lovsang" høres en elegant foregriben af næste sats, idet bassen forlader recitativets umelodiøse form og synger de otte første toner fra Johann Kugelmanns melodi til Johan Gramanns salme "Nun lob, mein Seel, den Herren", der på dansk hedder "Min sjæl, du Herren love".
5. sats beskrives både af Alfred Dürr og Albert Schweitzer som kantatens højdepunkt med dens frejdigt opstemte salmesats "Vær lov og pris med ære, Gud Fader, Søn og Helligånd". Trompetisten har sin første opgave i kantaten og selv om det kunne være fristende at blæse igennem, må trompetisten lægge sig det på sinde, som Johann Ernst Altenberg skrev i en lærebog: "Også clarin-spilleren må så meget som muligt forsøge at få det såkaldte cantabile bragt ud gennem sit instrument." Den oboist, der medvirker i kantaten, har skiftet sin obo da caccia ud med en almindelig obo og deler nu en lang serie arpeggioer med førsteviolinerne som en frydefuld, sprudlende kontrast til salmens enkle melodi og continuobassens betoning af ét-slaget.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 755, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 270, 274 |
