|
Tid og sted
Sekstende søndag efter Trinitatis den 27. september 1716 i Weimar
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Christoph Knoll (1611)
Besætning
Alt, tenor, kor (SATB), altblokfløjte I, II, violin I, II, bratsch, orgel, continuo
De enkelte satser
1. sats indledes fromt og stilfærdigt af de to altblokfløjter og continuo. Som titlen antyder, er det forgængeligheden, der spiller en vigtig rolle i denne kantate. Indledningen kan minde om begyndelsen på "Gottes Zeit ist die allerbeste Zeit" (BWV 106), men hvor den kantate formentlig har været skrevet konkret til brug ved en begravelse, er "Komm, du süsse Todesstunde" en længsel mod dødsøjeblikket. Der, hvor mennesket skal smage dødens sødme og livets urværk sættes i stå. Evangelieteksten er fra Lukas kap. 7 vers 11-17 om opvækkelsen af enkens søn i Nain. Dødslængslen i kantaten må ses på baggrund af at Jesus i evangelieteksten opvækker den døde. For at blive vækket til nyt liv af Jesus må man først dø. Den troende person fremstilles af altsangeren, der synger "Kom, du søde dødens time, hvor min sjæl spiser honning fra løvens mund." Også dette noget besynderlige billede kræver en forklaring. Det kommer fra Dommerbogen kap. 14 vers 5-9 hvor stærke Samson dræber en løve og efter nogen tid opdager, at en bisværm har slået bo i ådslet. Han skraber honning ud af løvens mund, spiser noget af det og giver noget til sine forældre. Fra den døde løves mund kommer livgivende næring, hvilket Samson omskriver til gåden "Fra æderen kom æde, fra den stærke noget sødt." Det er den forståelse, Salomon Francks tekst trækker på i dens billede om at suge næring fra dødens mund. Satsen rummer intenst sammenspil mellem alten, de to altblokfløjter og continuoet. Hertil føjes en cantus firmus, som orglet spiller, salmen "Herzlich tut mich verlangen" (1601). På dansk kender vi den som "Befal du dine veje". Videre lyder altens tekst: "Gør min afsked sød, tøv ikke, sidste lys, at jeg må kysse min frelser."
2. sats er et tenorrecitativ med continuoakkompagnement og også her er dødslængslen til stede: "Verden! dit begær er en byrde! Dit sukker er mig forhadt som en gift!". Når tenoren synger om "den blege død" (på tysk "der blasse Tod") foregår på en flad klang, der følges af en faldende halvtone i continuoet. "Den blege død er min morgenrøde" må siges at være en stærk dødslængsel udtrykt i et både poetisk og rammende billedsprog. I slutningen af recitativet synger tenoren "Jeg har lyst til snart at hvile ved Kristus, jeg har lyst til at forlade denne verden". Det akkompagneres af regelmæssige akkordbrydninger i continuoet.
3. sats viser igen, hvor fornemt Bach selv med små midler kunne skabe klanglig variation. Efter at have været tyste i de første satser, træder nu de høje strygere, violin I, II og bratsch til. Deres mættede klang i mellemlejet giver satsen varme og hjertelighed. "Min længsel er at omfavne frelseren og snart være hos Kristus." Arien er en dacapoarie (formen ABA). I det kontrasterende B-stykke synger tenoren: "Om jeg dødelig gennem døden vil blive knust til jord og aske, vil min sjæls klare skær ikke desto mindre stråle med englenes". Gentagelsen af A-stykket giver endnu en mulighed for at lune sig ved satsens omfavnende strygersats.
4. sats er et recitativ for alt, altblokfløjter, strygere og continuo. Den troende har gradvist gennem kantaten beredt sig til den sidste stund, og alten reciterer teksten: "Afslutningen er nær. Godnat, verden!" Efter en længere tekst om den søde søvn hos Jesus, synger alten om "den kolde grav". På ordet "kolde" (tysk "kühle") høres meget illustrativt en istap af en akkord i strygere og altblokfløjter. "Den kolde grav skal mig med roser dække til Jesus mig opvække" følges af hurtige figurer på "opvække" (på tysk "auferwecken"). Kort efter synger alten "slå, ja slå, du sidste timeslag" til pizzicerede akkorder i strygerne og med et urværks regelmæssighed i altblokfløjterne, der dog snart afbrydes. Det kan trods situationens alvor forekomme komisk, at kombination af toner og instrumentation kan lyde som et kukur! Hvem ved om ikke den teknikinteresserede Bach har haft sådan et hængende hjemme i privaten? Pludselig udebliver samtlige instrumenterne på et ellers vigtig étslag i den sidste takt. De spiller herefter satsens sidste akkorder forskudt. Effektfuldt er det også, at violinerne spiller deres sidste fire toner på løse strenge, det vil sige uden at placere venstre hånds fingre på strengene. Urværket er nu sat i stå. Bachs illustrative musik har uden tvivl fået anerkende nik fra arbejdsgiveren fyrst Wilhelm Ernst, som ifølge oplysninger fra Bach-forskeren Peter Wollny havde et bornholmerur, der præcist kunne udmåle varigheden af hvert sekund af hans eksistens.
5. sats er noget så sjældent som komponistens afvigelse fra det, der var Tekstforfattereens idé. Salomon Franck har i "Evangelisches Andachts-Opffer" skrevet "Aria" på dette sted, hvilket også ville være i overensstemmelse med mange af de andre samarbejder mellem Franck og Bach: En arie inden det afsluttende salmevers. Selv om Bach faktisk brugte teksten fra Francks andagtssamling, lod han alle fire stemmer synge satsen, der også gør fin brug af såvel blokfløjter som strygere og continuo. Bach må efter at have læst teksten ment, at det rigtigste var, at alle sangere fik del i den fryd, som er den troendes belønning i efterlivet: "Og sjælen, legemets gæst skal klæde sig med udødelighed i den søde himmelglæde". Musikalsk foregår det i den 3/8 takt, som Bach ofte bruger til fest og fejring. Det er er sats hinsides bekymring for alle andre end de to altblokfløjter, som har fået to ganske udfordrende stemmer at spille i denne fejring af glæde i det hinsidige.
6. sats er fjerde vers fra salmen "Herzlich tut mich verlangen", der er valgt med god grund, da den fra salmedigteren Christoph Knolls side er betegnet som en "geistliches Sterbelied", der betyder en "sjælelig sang for døende". Oven over de fire korstemmer, der her følges af strygere, svæver de to blokfløjter. En gendigtning af salmeverset, hvor der ikke stikkes noget under stolen, kunne lyde: "Det legeme i jorden af orme bliver spist / men genopvakt, forklaret, takket være Jesus Krist / skal skinne li'som solen og leve uden nød / i himmelsk fryd og gammen / Hvo'n skader mig den død?". Det er en stærk afslutningskoral, som kun lider under at der sådan set allerede var en afslutningsligende korsats i 5. sats.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 602-607, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 458-459, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162, 164, 166 |
