Tid og sted
Fastelavn den 27. februar 1729 i Leipzig.
Tekst
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (1., 2., 3., og 4.), et salmevers fra 1656 af Paul Gerhardt (2. sats), et salmevers fra 1633 af Paul Stockmann (5. sats). Desuden forekommer korte citater fra Lukas-evangeliets kap. 18 vers 31 (1. sats) og Johannes-evangeliets kap. 19 vers 30 (5. sats).
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas (Jesus), kor (SATB), obo, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arioso med recitativ for alt, bas, strygere og continuo. Med tekst fra Lukas-evangeliets kap. 18 vers 31 synger Jesus fordelt over tre episoder med flere melismer: ”Se, vi går op til Jerusalem”, og et troende menneske i altens skikkelse advarer hver gang mod det, der venter; Jesu forhånelse og død på korset som soning af vores synder. Fint beskrevet er satsen hos Albert Schweitzer, som citeres her: ”Ord der udtrykker løben eller gåen lader Bach sig aldrig gå glip af. I begyndelsesariosoen til kantaten (…) må man mene, at han viser Jesus som går foran sine disciple, derpå vender sig om og står stille for på ny at gentage ordene om lidelse, som de ikke kan begribe. ” Senere i bogen fortsætter Schweitzer: ”Afbrydelsen på septim (i continuobassens skridtmotiver) virker gribende: Jesus holder op med at gå, vender sig mod disciplene og gør dem forundrede over, at han går mod sin død.” Satsen har bestemt en gribende atmosfære, ikke mindst med en god altsanger der kan udtrykke den ængstelse og rædsel, alle troende må føle ved at vide, hvad der venter Frelseren, idet han siger ”Se, vi går op til Jerusalem”.
2. sats er fra komponistens hånd betegnet duetto, altså en duet. Medvirkende her er alt – et troende menneske fra 1. sats, continuo og så en eller flere sopraner, der synger sjette vers fra Paul Gerhardts passionssalme fra 1656 ”O Haupt voll Blut und Wunden” (på dansk ”O hoved højt forhånet” eller ”Befal du dine veje) på en melodi fra 1601 af Hans Leo Hassler. Teksten til det aktuelle vers lyder: ”Jeg vil stå hos dig, Herre/forsmå mig ikke nu!/Fra dig går jeg ej, Herre/når hjertet går itu/den dag dit hjerte stopper/i dødens sidste stød /selv da vil jeg dig favne/i min arm, på mit skød.” Rundt om denne englesang, eller måske snarere menneskesjælenes intention om at står Jesus bi i hans lidelse, er altens fortsættelse af samme grundindstilling som i 1. sats, selv om stroferne nu klinger mere lindrende: ”Jeg følger dig/gennem spyt og forsmædelse/på korset vil jeg dig omfavne/du bor for altid i mit bryst/og når du engang bort må drage/skal du forlange en grav i mig.”
3. sats er et recitativ for tenor og continuo. I kantatens fem-satsede struktur står recitativet centralt og binder det troende menneskes refleksion i 1. og 2. sats over Jesus’ tilstundende lidelse sammen med 4. sats med de sidste ord på korset og 5. sats’ afsluttende koralvers. Med andre ord træder recitativet i stedet for hele beretningen om tilfangetagelsen, rettergangen, lidelsen og gangen til Golgata. I Leipzig opførtes ingen kantater i fastetiden mellem denne kantate til fastelavnssøndag og påskedag. Passioner opførtes dog langfredag, og netop i dette år 1729 skulle langfredag den 15. april byde på en ændret version af ”Passio Domini nostri Jesus Christus secundum Evangelistam Matthaeum” (BWV 244). Teksten i recitativet her ser frem mod at passionslidelsen er tilendebragt og Jesus vil træde frem i al sin herlighed. Det er næppe tilfældigt, at der er evangeliststemmen tenor, der binder kantatens dele sammen.
4. sats er en arie for bas, obo, strygere og continuo. Indledningen for obo og strygere er enkel men effektfuld – med en Beethoven-agtig sans for at åbne det musikalske rum gennem små harmoniske forskydninger i de stemmer, der ledsager solooboens enkle melodi. Efter de otte indledende takter overtager bassen (Jesus) det tema, oboen introducerede til ord fra Johannes-evangeliet kap. 19 vers 30 ”Det er fuldbragt”. De ord havde Bach tidligere sat i musik i 30. sats af ”Passio Secundum Joannem” (BWV 245) fra 1724 i en arie for alt, viola da gamba, strygere og basso continuo. Teksten i den stille basarie fortsætter: ”… lidelsen er slut/gennem vort syndefald/er vi genoprettet hos Gud.” Et hurtigere afsnit følger som illustration af en ilen: ”Nu vil jeg ile/og bringe min Jesus tak/verden, god nat!/Det er fuldbragt!”
5. sats er kantatens afsluttende koral med intet mindre end det treogtredivte vers fra Paul Stockmanns passionssalme fra 1633 ”Jesu Leiden, Pein und Tot”. Melodien er af Melchior Vulpius, fra året 1609. Sopranstemmen følges af obo og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager et udgangspunkt i korets basstemme. Teksten til dette vers af denne fireogtredive vers lange salme lyder: ”Kære Jesus, din passion/er mig lutter glæde/dine vunder, kronen, hån/er mit hjertes enge/min sjæl nu på roser går/når jeg det påtænke/at i himlen du et sted/kærligt mig vil skænke.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 288-291, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 284, 285, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven, p. 335, Albert Schweitzer: J. S. Bach, pp. 477, 612 |