|
Tid og sted
Mindegudstjeneste i Pomssen for kammerherre Johann Christoph von Ponickau den 6. februar 1727. Kantaten blev på et senere tidspunkt omarbejdet til brug på Mariæ renselsesdag (den 2. februar 17??)
Tekst
Første Mosebog kap. 32 vers 27 (1. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (2., 3. og 4. sats), salmevers fra 1658 af Christian Keymann (5. sats)
Besætning
Tenor, bas, kor (SATB), tværfløjte, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en duet for tenor og bas akkompagneret af en kammergruppe bestående af tværfløjte, obo d’amore, violin og basso continuo. Satsen indledes af et instrumentalt forspil hvor instrumenternes toner væver sig ind i hinanden, inden sangstemmerne, der ligeledes ligger tæt, synger tekst fra Første Mosebogs kap. 32 vers 27: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!” Hvor skrifstedet omhandler en situation med en unavngiven mand og patriarken Jakob, der blev stamfaderen til Israels tolv stammer, er ordene her i arien rettet mod Jesus. I mindeteksten tilegnet kammerherren Johann Christoph von Ponickau (1652-1726), der var død 31. oktober 1726 og blev begravet få dage senere i byen Pomssen tyve kilometer sydøst for Leipzig er det nemlig ønsket om også i døden at holde fast ved Frelseren og få hans velsignelse, der er omdrejningspunktet i Christian Friedrich Henricis, også kaldet »Picander«s, noget stillestående tekst. Ligesom Jesus’ velsignelse, i døden som i livet, er tekstligt omdrejningspunkt, synes også både sangstemmerne og de tre solistisk besatte instrumentalstemmer at dreje rundt om en central kerne, her naturligt nok tonen H, der er grundtone i satsens hovedtoneart h-mol. Strengt taget ved man ikke, om Bach var tilstede ved opførelsen af denne mindekantate, der den 6. februar 1727 blev opført i kirken i Pomssen. Hvad man kan konstatere ved at bladre i på partituret er dog, at kor kun kræves til 5. sats, og at strygerstemmerne, bortset fra soloviolinen til denne sats, er lette at spille. Måske har Bach sammen med et par gode Thomanersangere på tenor og bas spillet violinstemmen og yderligere spillet sammen med en af oboisterne Johann Kaspar Gleditsch eller Johann Gottfried Kornagel på obo d’amore og Friedrich Gottlob Wild på tværfløjte. I en anbefaling fra 18. maj 1727 roste Bach netop Wilds spil på tværfløjte. At det netop var disse musikere, der var med til at mindes kammerherren er gætterier, selv om tanken er nærliggende. Generelt sætter satsen samspil i centrum. Ingen hverken sangere eller instrumentalister er solister i denne meditation over et gammelt skrifsted. I bønnen om Jesu velsignelse i liv og død er alle lige. Satsens afrundes som begyndelsen instrumentalt.
2. sats er en arie for tenor, continuo og obligat obo d’amore. I mange andre kantater er obo d’amoren med som symbol for Jesus der af kærlighed - d’amore - blev menneske og selv tog vores synder på sig. I denne sats har obo og continuo en lang indledning i den dansende 3/8-takt. Allerede fra første strofe illustrerer tenorstemmen tekstens indhold ved at holde en lang tone (c#1 - symboler for christus kors) på netop ordene ”Jeg holder fast nu i min Jesus/jeg slipper ham for evigt ej/alene han er opholdssted/ min tro derfor med vælde omfatter/hans velsignede åsyn/hans trøst er allerbedst for mig/min Jesus, jeg slipper dig ej.” Tenorstemmens hurtige løb illustrerer ordet ”vælde” (på tysk ”Gewalt”), og tidligt i arien har også obo d’amore adskillige løb som illustration af den vælde, som kunne overvinde døden.
3. sats er et recitativ for tenor, strygere og continuo. Fra sit leje mellem strygernes himmelske glorie og continuoets fundament reciterer tenoren stille bønnen: ”Min kære Jesus, når jeg lider undertrykkelse og pine, så er du min glæde, min hvile i rastløshed og i ængstelsen min bløde seng. Den bedrageriske verden er utro, himlen må ældes, og alverdens glæde spredes som avner. Hvis jeg ikke havde dig, min Jesus, hvem skulle jeg da klamre mig til? Derfor vil jeg aldrig mere slippe dig, thi din velsignelse bliver derved hos mig.”
4. sats er en arie for bas continuo og de to soloinstrumenter tværfløjte og violin. Også her indledes det hele instrumentalt af violin, tværfløjte og continuo i en arie som Albert Schweitzer har beskrevet med: ”I slutarien ’Ja, ja, jeg holder mig til Jesus’ bryder en næsten kåd munterhed frem”. Det er immervæk livsbekræftende at slutte en mindekantate af med sådan en arie. Der forekommer og også recitativiske og ariosoagtige episoder der er som om munterheden alligevel må tøjles til eftertanke. Ariens tekst er: ”Ja, ja, jeg holder mig til Jesus/jeg drager nu i himlen ind/hvor Gud selv og hans lams gæster/smykkes til bryllup/jeg viger fra min Frelser ej/så bistår frelsen også mig.” Recitativets tekst er: ”Åh, hvor tilfreds er jeg ikke med min ét-værelses med låg/når Jesus ligger i mine arme/da kan min sjæl i glæden raste!”
Herpå bryder munterheden i samspillet mellem sanger, tværfløjte, violin og continuo ud igen med en tekst, der kun er let ændret i forhold til første gennemsyngning, men der kommer hurtigt et skifte til adagio med teksten ”Oh, skønne sted/kom, blide død, og før mig med!”. Herefter følger recitativisk: ”Jeg er glad for/at denne tids elendighed/er noget jeg i dag kan lægge bag mig/for Jesus venter på mig i himlen med velsignelsen.” I denne del er ordet ”glad” (på tysk ”erfreut”) naturligvis understreget med en hurtig koloratur. Det sidste indskud af den muntre sats har teksten ”Jeg viger, Frelser, ej fra dig/din frelse rammer også mig!” Continuo, tværfløjte og violin akkompagnerer, og i Carl Nielsens fædreland véd vi så udmærket (selv om strygeren er en violin og ikke en bratsch), at det er tro og håb, der spiller.
5. sats er kantatens afsluttende koralvers, hvor koret høres for første og eneste gang. Strengt taget kan satsen gennemføres hvis man udover kantatens solister tenor og bas også har én sopran og én alt med. Sangstemmerne forstærkes af obo d’amore og violin I på sopranstemmen, der også har tværfløjten én oktav over. Alt følges af violin II, tenor af bratsch, og continuogruppen tager udgangspunkt i bassen. Melodien til salmen er af Andreas Hammerschmidt, og teksten er det sjette og sidste vers af Christian Keymanns salme fra 1658 "Meinem Jesum lass ich nicht" (på dansk vel "Min Jesum slipper jeg ikke"): ”Jesus viger jeg ej fra/ går for evigt ved hans side/Kristus lader stedse mig/lede hen til livets kilde/salig, den som med mig si’r/min Jesus svigter jeg ikke.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 839-843, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 284, 287, Albert Schweitzer: J. S. Bach, p. 582 |
