|
Tid og sted
Anden søndag efter helligtrekonger den 19. januar 1716 i Weimar. Kantaten blev også opført den 16. januar 1724 i Leipzig.
Tekstforfattter
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Paul Speratus (1523)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er et sopranrecitativ, som i de første elleve takter synges over et orgelpunkt. Et orgelpunkt er en bastone, som bliver liggende, mens de andre toner bevæger sig. Her udføres den af continuobassen i korte nodeværdier, men effekten på lytteren fornægter sig ikke; man trænger til at der skal ske en forandring. Det er da også hvad sopranens tekst handler om "Min Gud, ak, hvor længe? Elendigheden er for stor. Jeg kan ikke se nogen ende på smerterne og bekymringerne." Udover sopranens angstfyldte melodi underbygges recitativets dramatisk af, at violin I, II og bratsch spiller understregende akkorder. En hjerteskærende tonegang høres, hvor solisten synger om "målet af tårer" (på tysk "das thränen Mass"). Målet af tårer bliver, som der synges, "altid skænket fuldt". En ændring sætter ind, for sopranen synger en lang melisme, mens strygerne spiller et mere fornøjeligt akkompagnement. Det begreb, som skaber ændringen i recitativet er "glædes-vin". I sammenhængen kan det forkomme mærkværdigt, men det skyldes, at en af evangelieteksterne til anden søndag efter helligtrekonger er den om brylluppet i Kana hvor Jesus skaber vin af vand (Johannes-evangeliet kap. 2 vers 1-10). Sopranen synger "Glædes-vinen skorter det på; jeg er næsten ved at tabe modet", men håbet har alligvel fået plads og recitativet slutter med en durakkord en smule mere optimistisk end i den indledende længsel efter forandring.
2. sats bringer i en duet mellem alt og tenor gode råd til sopranens bange sjæl fra 1. sats: "Du må tro, du må håbe, du må være tålmodig med Gud!". Rådet fremføres i en elegant arie, hvor sangerne akkompagneres af continuogruppen med en pragtfuld obligat fagot. I satsens B-stykke synges "Jesus kender de rette stunder til at hjælpe dig med at glædes". Mens alt og tenor udfører en lang melisme over det tilsvarende ord "erfreuen", citeterer fagotten kort temaet fra satsens A-stykke. Det er den del, hvor teksten er "du må tro". Fagottens citat er dermed en musikalsk påmindelse om også at tro, når glæden kommer. Med de tæt førte sangstemmer og den virtuose fagotstemme er dette en af Bachs fornemste duetter.
3. sats er et basrecitativ. Hvor bassens rolle i såvel kantaten "Barmherziges Herze der ewigen Liebe" (BWV 185) og "Bereitet die Wege, bereitet die Bahn" (BWV 132) kan ses som subtile musikalske satirer over fyrst Wilhelm Ernsts moralprædikener, er bassen her tilbage i en mere utvetydig rolle som Jesu stemme også kaldet "vox Christi". Essensen af den lange tekst er, at selv om det kan se ud som om din ven har forladt dig, vil det ikke vare længe før han igen er ved din side og byder dig glædens vin. To hurtige og summende figurer høres fra continuocelloen midtvejs, og her synges også netop om, at der frem for "malurt" (på tysk "Wermut") loves os "honningsaft" (på tysk "Honigseim").
4. sats er en frydefuld arie for sopranen, der synger "Kast dig, mit hjerte, i den højestes kærlige favn, således at han forbarmer sig over dig!" Satsen er festlig med sine skarpt punkterede rytmer i de tre strygerstemmer og et støt og grundfæstet akkompagnenet i continuoet. Orkestret har otte takters forspil inden soprans lettede udbrud, som står i stærk kontrast til den klagesang, der hørtes i det indledende recitativ. Som bassangerens rolle i Bachs kantater ofte er at være Jesu stemme, er sopranen lige så ofte menneskets sjæl, som her er gået fra det angstfulde nødråb i 1. sats til glædesudbruddet i 4. sats; "læg dine bekymringers åg, der hidtil nu bebyrdede dig, på hans nådes skuldre", synges der i kantatens sidste tekstdel inden den afsluttende salme i
5. sats, hvor også danske lyttere måske kan genkende melodien, som herhjemme findes i salmen "Gud søn kom ned fra himmerig". Salmeverset af Paul Speratus er dog ikke et af de vers, Arvid Pedersen (1529) og N. F. S. Grundtvig (1845) medtog i gendigtninger af salmens mange vers, hvor det er det tolvte der anvendes som afslutning på kantaten. Med den førreformatoriske kirketonearts-melodi skrevet i Nürnberg i 1524 forsikres det tekstligt, at selv når det ser ud til at Gud har vendt sig bort fra mennesket, er han mest med os. Det er trøsterige ord og har også været det på en kold vintersøndag midt i januar 1716, da Paul Speratus' vers afrundede den første opførelse af Bachs kantate.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 226-228, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162, 164, 166 |
