|
Tid og sted
Første søndag efter helligtrekonger den 9. januar 1724 i Leipzig.
Tekstforfattere
Lukas-evangeliet kap. 2 vers 49, salmevers af Martin Jahn (1661), salmevers af Christian Keymann (1658), ukendt
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d'amore I, II, violin I, II, bratsch, cembalo, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for tenor, strygere og continuo. De faldende motiver i forspillets skarpt markerede rytme, lånt fra den franske ouverture, røber desperation og afmagt. Både i tonearten h-mol, takten 3/4 og den generelle atmosfære kan minde om 2. sats i påskeoratoriet "Kommt, gehet und eilet" fra 1725, hvor en tilsvarende strygerindledning efterfølges af en smertefuldt smuk obosolo. Her er i arien er det en tenor, som uden at spilde tiden straks angiver årsagen til indledningens smertemotiver: "Min kære Jesus er borte: O, ord, som gør mig fortvivlet!" Den tekstlige anledning er Lukas-evangeliets kap. 2 vers 41-52, hvor den tolvårige Jesus opsøgte de skriftkloge i templet i Jerusalem, mens hans forældre troede at han var rejst hjemad til Nazaret. Dén tekst er egentlig om påsken, fordi det var ved den tid hvert år at hans forældre tog ham med til festligheder i Jerusalem. Tenorens tekst fortsætter: "O sværd, der trænger gennem sjælen, o tordenord i mine ører", og her spiller strygerne et skælvende sekstendedelsakkompagnement. Tenorarien er ikke uden et operagtigt præg med brug af effekter, som også ville kunne beskæftige en senere tids stumfilmspianister. Men det skal huskes, at fortvivlelsen ikke kun er Marias og Josefs over ikke at kunde finde deres tolvårige søn, men også generelt udtrykker de kristnes vaklen i troen. Det pointeres yderligere i
2. satsens korte recitativ for tenor og continuo: "Hvor kan jeg møde min Jesus? Hvem viser mig vejen, som min sjæls inderligste længsel, min frelser, er gået ad? Ingen ulykke kan ramme mig så dybt som hvis jeg skal miste Jesus". Et markant ord i recitativet er "ulykke" (på tysk "Unglück"), der synges på det ubehagelgie tritonusinteval (her fis - his).
3. sats er et salmevers for koret, som i denne kantate ikke har yderligere funktioner end salmeversene i denne og 8. sats. Stilen er enkel forestemmig sats, men udover strygerne som fordeler sig på korstemmerne, spiller nu også de to oboer d'amore med på sopran. Teksten til salmeverset er af Martin Jahn og lyder: "Jesus er mit værn, min frelser/Jesus har jeg tillid til/Jesus, stærke slange-træder/Jesus, lyset i mit liv!/O, hvor længes dog mit hjerte/Jesulil mod dig med smerte!/Kom, o kom, jeg venter dig/Kom, o Jesulil, til mig!" Det er ikke det mest vellykkede salmevers fra 1600-tallet, og man kan få den tanke, at digteren var ved at løbe tør for idéer her i salmens andet vers. Ikke desto mindre har Martin Jahns salme med melodi af Johann Schop nitten vers, hvoraf de to var brugt af Bach et halvt år tidligere 2. juli 1723 i kantaten til Mariæ Bebudelse "Herz und Mund und Tat und Leben" (BWV 147). Dér var salmens vers 6 og 16 med som kantatens satser 6 og 10 i den kendte version med oboers og violinerns toneranker omkring melodien. Verset med første strofe "Jesus bleibet meine Freude" er Bachs nok mest kendte koralsats i det hele taget. Hvor versionerne i BWV 147 var i tredelt takt, er salmen med fire slag i takten her i BWV 154. Selv om teksten ikke er nogen oplevelse, er selve salmen vidunderlig og det klæder den faktisk at blive fremført så enkelt som her.
4. sats er en arie for alt, strygere, cembalo og to obligato oboer d'amore. Stemmernes funktion i satsen er den, at såvel violin I, II og bratsch satsen igennem udfører en slags basstemme, som kaldes "Bassetchen", det vil sige en "lille bas" fremfor den almindelige continuobas i det dybe leje. I Bachs kantater og passioner symboliserer denne "lille bas" dels en overjordisk guddommelig kærlighed eller vores manglende sjælelige forankring. I forbindelse med én af opførelserne har Bach tilføjet en cembalostemme til satsen her, hvilket kan give en slags myreflittig aktivitet som supplemet til strygernes højtliggende basfunktion. Over den spiller de to oboer d'amore satsens tema, men går straks over til at prøve at overgå hinanden med travle bevægelser. John Eliot Gardiner har rammende foreslået, at de muligvigvis skal illustrere, hvordan Jesus' forældre nervøst søger efter ham både her og dér. Imidlertid er der også en særegen lethed over arien, og hvor tenorens fortvivlelse i 1. sats var tung og alvorlig, kan der være noget næsten koket over altens sang: "Jesus, lad dig finde! Lad ikke mine synder være tætte skyer, hvor du for at forskrække mig vil skjule dig for mig. Vis mig nu snart hvor du er!" Bortset fra Gardiners forslag må man sige, at tolkningerne af denne arie lægger vægt på alvoren. Alfred Dürr tolker den manglende continuobas som symbol på uskyld, mens Albert Schweitzer forklarer strygernes stemmer som forjagede og foruroligede motiver, der viser vore synders mørke skyer. Jeg hører snarere denne arie som om Bach har fået inspiration af et se sine egne små børn løbe rundt og lege skjul i hans embedsbolig. Vel er det ikke en særlig panderynkende og alvorlig tilgang, men musikken er lys og herlig og den mister jo ikke sin kvalitet af at blive tolket som udtryk for barneleg og livsglæde.
5. sats er en arioso for bas og continuogruppe. Teksten er hentet direkte i evangeliet; "Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?", siger Jesus da hans forældre har fundet ham i templet i Jerusalem. Allerede som 12-årig talte Jesus med vægt, og det er derfor ikke hverken sopran eller alt men den autoritative bas, der synger denne arioso. Måske er dette kantatens mest "koregnede" tema, som under andre omstændigheder kunne være første indsats i en korfuga. Det er også kantatens vendepunkt og centrale sats, men fremfor en struktur med tre eller fire satser før og efter dette midtpunktet, fornemmes faktisk en struktur, hvor kantatens første fire satser har det overordnede tema "Min Jesus er borte", mens sats 5 til 8 kunne have titlen på duetarien i 7. sats som overskrift "Godt for mig at Jesus er fundet". Det opleves også i
6. sats hvor tenorsolisten i et ganske langt recitativ akkompagneret af continuo begiver sig ud i refleksioner over alt det gode, som genfindesen af Jesus medfører; troen styrkes, hjertet løfter sin glædes vinger, de hellige boliger står åbne og sakramentet kan forfriske tvivlerens sind. Modstykket til dette recitativ er selvsagt tenorens korte, men desparate, recitativ i 2. sats. Hvor arien i første sats var meget evanglienær i sit ængstelige udtryk, var det recitativet, der gjorde tabet af Jesus alment. Ligeledes er 5. satsens arioso Jesus' ord direkte fra Lukas-evangeliets kap. 5 vers 46, mens recitativet i 6. sats gør glæden ved at han er genfundet alment gældende for alle troende. En jublende, dansende fejring er
7. satsens duet for alt og tenor akkkompagneret af strygere, oboer d'amore og continuo. Selv om kantaten "Christen, ätzet diesen Tag" (BWV 63) på dette tidspunkt havde ti år på bagen, blev den genopført flere gange i julen 1723. Fra den kantate stammer duetten "Råb og bønfald himlen" (på tysk "Ruft und fleht den Himmel an") med munter fejring for alt, tenor og strygere. Også arien "Godt for mig at Jesus er fundet" her i BWV 154 er en munter duet for alt og tenor hvor orkestret får lov at rydde plads på dansegulvet med en solidt instrumenteret pendant til de nederlandske renæssancemaleres farvestrålende landsbyscener. Duetten er en lille perle med vitale stemmer til høje strygere og oboerne mens continuobassen udfører små glædesmotiver i dybden. Også de to sangere har forskellige dejlige udfordringer begyndende med duet i tertsafstand, lange toner under den anden sangers melodi og adrætte kanonafsnit.
8. sats er i enkel firestemmig stil den afsluttende salme med tekst fra 1658 af Christian Keymann i hvis salme "Meinen Jesum lass ich nicht" det udgør vers to. Som i 3. sats er de to oboer d'amore og førsteviolin på sopranstemmen, andenviolin på alt, bratsch på tenor mens continuogruppen agerer på grundlag af basstemmen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann SebastianBach. Die kantaten pp. 216-220, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 264, 265, 272 |
