|
Tid og sted
Mikkelsdag den 29. september 1728 i Leipzig.
Tekst
Salme 118 vers 15-16 (1. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (2., 3., 4., 5. og 6. sats), salmevers fra 1569 af Martin Schalling (7. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II, III, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor byder fra de første toner på en sejrrig fanfare fra førstetrompeten, der bakkes op af de tre oboer for kort efter at få forstærket sit signal af de to øvrige trompeter og pauken. I det hele taget stiller Bach i denne sats fire firstemmige grupper op over for hinanden. Sejr og triumf høres fra trompetgruppen med pauker som basinstrument. De tre oboer har fagot med som basinstrument, og fagotten høres allerede efter trompetgruppens første fanfare - som Satan, der forsøger at vinde over ærkeenglen Mikael og hans hær af engle. Med fagottens djævelske motiv sætter også den trestemmige strygergruppe ind med continuobassen som basinstrument. Hvor kampen mellem godt og ondt lever i musikken, er teksten, som koret synger, sat ind i rækkefølgen bas, tenor, alt, sopran, en generel tekst fra Salme 118 i Salmernes Bog hvor vers 15 lyder: ”Der lyder jubel og sejrsråb i de retfærdiges telte!” I samspillet mellem ensemblets fire firstemmige grupper veksles mellem orkestrale og vokale afsnit. I sin grundform er satsen en dacaposats, og dens molprægede B-stykke er helt uden trompetgruppens og paukens kampberedete klang. I B-stykket synger koret mere motetagtigt samlet tekst fra vers 16: ”Herrens højre hånd bringer sejr, Herrens højre hånd er løftet, Herrens højre hånd bringer sejr!” I denne del høres akkompagnementet fra oboer med fagot og strygere med continuo. Endelig varsler den indledende trompetfanfare gentagelse af først orkesterindledningen og derpå korets salmetekst: ”Der lyder jubel og sejrsråb i de retfærdiges telte!” frem mod en stolt afslutning af satsen. Hvor frisk dette indledningskor end lyder, er der faktisk tale om genbrug af 15. sats fra den verdslige jagtkantate ”Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!” (BWV 208) fra februar 1713. I den oprindelige version var satsen i den hornvenlige toneart F-dur, men er her sat en lille terts ned til D-dur, der ligger bedre for trompeter og pauker. Bach har hermed pustet nyt liv i det gamle musikerbonmot om, at det ikke gør noget, at man gentager sit repertoire, hvis blot publikummet er et andet!
2. sats er en arie for bassanger, violone, fagot og continuogruppe. Ofte udelades akkordinstrumentet hvorfor instrumentalstemmerne udføres af violonen (eller kontrabas) og fagot alene. Hertil føjes efter otte takters alvorligt-vitalt forspil sangstemmen, der fremfører teksten: ”Kraft og styrke vær besunget/ for Guds lam nu har betvunget/og ham Satan jaget bort./Dag og nat anklag’d han os/ære, sejr for de fromme/skal ved lammets blod nu komme.” Den stringente arie skaber kontrast til triumfen i 1. sats.
3. sats er et recitativ for alt og continuo. Det troende menneske står frem og siger, at vedkommende ikke frygter tusind fjender fordi Guds engleskarer holder vagt, og selv hvis verden falder sammen, vil Gud sende hest og vogn og masser af engle. Recitativet er helt syllabisk og holdt diskret trods sit gode budskab.
4. sats’ arie for sopran, strygere og continuo sættes an strygergruppen, der i fyldig trestemmighed over continuoets fundament straks skaber en tryg ramme om sopranmenneskesjælens forsikring: ”Herrens engle viger ej/de er med mig alle dage.” Arien er ikke en egentlig da capo arien, men den indledende tekst gentages dog mod slutningen i ændret melodi i sopranstemmen. Inden da høres gennem ariens midterdel teksten ”Når jeg sover, våger de/hvor jeg står/og hvor jeg går/bærer de mig blidt på armen.” Albert Schweitzer skrev herom: ”Arien ’Herrens engle viger ej’ er et mesterstykke af musikalsk ynde.”
5. sats er et recitativ for tenor og continuo med en takkebøn til Gud for den tryghed fra Guds engle, som der blev sunget om i arien i 4. sats. Afsluttede udtrykkes en bøn om, at ”min [personlige] engel på min dødsdag må bære mig op på dit skød i himmeriget.” De sidste takter indeholder både dybe toner og molfarvning omkring ordene ”min dødsdag” (på tysk ”mein Sterbetage”) og en skala opad på ordene ”skød i himmeriget” (på tysk lyder sætningen ”in deinem Schoss zum Himmel trage”).
6. sats er en duetarie for alt, tenor, continuo og noget så eksotisk som en obligat fagotstemme. I 20. sats fra ”Passio Domini nostri Jesus Christus secundum Evangelistam Matthaeum” (BWV 244) var det en obos mere ligefremme klangfarve, der indledte vægterens sang: ”Jeg vil våge hos min Jesus!”, men her er det altså fagotten, der harr fået en sjælden obligatstemme efter at den også havde store roller i 1. og 2. sats af kantaten. Kun sjældent forlader fagotten sin rolle som bund i blæserklangen, men andre fine fagotstemmer findes i 6. sats i "Nach dir, Herr, verlanget mich" (BWV 150), 5. sats i "Barmherziges Herze der ewigen Liebe" (BWV 185), 2. sats i "Mein Gott, wie lang, ach lange" (BWV 155) og egentlig også i indledningssatsen, 1. sats i "Erfreut euch, ihr Herzen" (BWV 66). Her i BWV 149 får fagotten hele seksten takter til at sætte atmosfæren i denne glade vægterduet for alt og tenor: ”Vær årvågne, hellige vægtere/vor nat er næsten slut/jeg længes og har ingen ro/før jeg for åsynet skal stå/af dig, min milde Fader.”
7. sats er kantatens afsluttende salmevers med tredje vers fra Martin Schallings salme ”Ach, Herr, lass dein lieb Engelein” fra 1569. Teksten udtrykker de samme ønsker og tanker som teksterne i satserne 3, 4, 5 og 6. Sopranstemmen følges af obo I og violin II, alten af både obo II, obo III og violin II, og tenoren følges af bratsch, mens continuogruppen dels spiller med på basstemmen og dels tager sig af akkorderne. Med syv toner til allersidst sætter trompet I, II, III og pauker ind med en lille fanfare til påmindelse om al denne tryghed, som kommer takket være ærkeenglen Mikaels sejr over det onde.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 775-777, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician p. 284, John Eliot Gardiner: Teksthæftet til Soli Deo Gloria 124 p. 15, Albert Schweitzer: J. S. Bach p. 614 |
