|
Tid og sted
Mariæ besøgelsesdag den 2. juli 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), to salmevers af Martin Jahn (1661)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, obo I (også obo da caccia I og obo d'amore), obo II (også obo da caccia II), fagot, violin I, II, bratsch, cello, continuo
De enkelte satser
1. sats er for hele ensemblet med kor og orkester. En triumferende solotrompet sætter en udsmykket version af temaet an, hvorpå strygere forstærket af oboer sætter ind. Der er noget rørende enkelt over orkesterindledningens varighed: Otte takter der også siden blev en slags standard i andre genrer som jazz og pop, men her med den 38-årige Bachs mesterlige afbalancering af virkemidlerne. Var kun disse otte takter bevaret, ville satsen i sig selv være en perle, men Bach har endnu ikke kastet sine fire esser på spillebordet. Korets sopraner starter først med teksten, der også har givet kantaten dens titel "Hjerte og mund og gerning og liv", hvor det sidste ord (på tysk "Leben") spredes ud over en tre takter lang melisme, mens alter synger samme tema fra kvinten i skalaen. Derpå sætter først tenorer og kort efter basser ind i samme orden som korets høje stemmer. Teksten fortsætter "må fra Kristus vidnesbyrd giv'". Mens alter, tenorer og basser endnu er ved at afslutte den fortsættelse af teksten, sætter sopraner igen ind med temaet og bakkes kort efter op at solotrompeten, der på ny annoncerer hovedtemaet. Trompetens indsats er overgangen til et nyt afsnit, hvor de skiftende indsatser fra første sopraner + alter og derpå tenorer + basser lyder som en bølgende bevægelse, der også kan aflæses grafisk, hvis man ser noderne i dirigentens partitur. Da koret tilføjer strofen "uden frygt og hykleri" er satsen gået fra den lysende toneart C-dur til dens mere mørke parallel a-mol. Efter en takts orkesterindsats fortsættes teksten "at han Gud og frelser bli'". Korets bølgende indsatser vender tilbage, men afbrydes på ny ved teksten "uden frygt og hykleri". Der følger et kort afsnit "a cappella", der betyder uakkompagneret sang. Det er et italiensk udtryk, der egentlig betyder "som i kapellet" hvor man sang uden akkompagnement. De otte takters a capella opleves som en smuk og andægtig kontrast, selv om betegnelsen a capella er noget af en tilsnigelse, da continuoets basstemme stadig spiller med. Fagotten skiller sig kortvarigt ud lige efter afsnitet, som om den vil sætte "gang i" korbasserne, da de får temaet for sig selv. Straks finder korbasser og fagot sammen, mens tenorer sætter ind fulgt af bratsch, derpå alter med andenviolin og andenobo og sidst sopraner fulgt af førsteviolin og førsteobo. Trompeten føjer sig til og danner overgang til en ny episode med de bølgende indsatser fra sopran + alt og tenor + bas. Gentagelsen af teksten "uden frygt og hykleri" giver plads til en kort erindring om a capella-klangen, inden trompeten sætter temaet an og med de otte takters orkesterritornel afsluttes et af Bachs skønneste indledningskor. Og så er er ikke engang denne sats, kantaten er blevet mest kendt for.
2. sats er et recitativ for tenor, strygere og continuo. Hvor indledningskorets tekst for så vidt er all round og havde været brugbar i en seks et halvt år gammel adventskantate fra Weimar-tiden, konkretiserer tenorens recitativ kirkeårets mærkedag: Mariæ besøgelsesdag. Dét var en en helligdag, der i Danmark blev afskaffet ved en helligdagsreform i 1770. Over blide, lyse strygerklange synger tenoren næsten hviskende, som var han bange for at forstyrre den hellige jomfru: "Velsignede mund! Maria åbenbarer sit inderste gennem tak og pris, hun begynder for sig selv at berette om frelserens under." De sidste strofer er advarslen til de forstokkede gemytter, som fortier og fornægter Guds godhed: "Vid dog, at efter Skriften vil en alt for streng dom ramme dig!" Dermed slutter recitativet på en noget mere sammenbidt facon end det begyndte.
3. sats er en arie for alt, obo d'amore og continuo. "Undse dig ikke, min sjæl, for at tage ansvar for frelseren såfremt han foran Faderens åsyn skal kalde dig en af sine. Den, der ikke skyer sig for at fornægte ham på jorden, skal fornægtes af ham, når han kommer i herlighed!" I konteksten, hvor tenoren lige inden har sunget om Mariæ bebudelse, kan man, specielt når den fine arie synges af kvindelige altsangere, få den tanke, at det er en sang fra Jesus' kommende moder. I Leipzig i 1720erne var kvinders sang i kirken kun tilladt, når de var med til den almindelige salmesang. Der er heller intet tekstligt belæg for at, at arien er andet end det troende menneskes bekendelse, en rolle der i kantater meget ofte er tildelt altsangeren.
4. satsens basrecitativ med continuoakkompagnemt tager tråden op fra tenorrecitativet i 2. sats. Bassen buldrer "Forstokkethed kan forblinde de mægtigste!" Det foregår over krasse akkorder, der rusker op i alle dem, der svømmede hen i tonerne fra altstemmen og elskovsoboen i 3. sats. Sangeren fortsætter: "indtil den Højestes arm støder dem fra deres sæde!" Det sidste ord i den tyske tekst er "støder" ("stösst"), der illustreres af det faldende arpeggio i continuocelloen. Ordene "men denne arm ophøjer" kommenteres med en opadgående bevægelse i celloen. Bassens næste tekstbid "endskønt den ganske jord skælver" følges ligeledes af bævende figurer i continuocelloens stemme. Der er en meget direkte omsættelse af ordlyden i begyndelsen af dette recitativ til celloens toner.
5. sats er en arie for sopran, continuo og, ikke mindst, en obligat soloviolin, som med hurtige triolfigurer sætter satsen an. Sopranen synger "Bered dig, Jesus, nu vejen", men da Bach var ved at skrive Salomon Francks originaltekst ind i sangstemmen, besluttede han i sidste øjeblik en lille tekstændring. Fortsættelsen "bebo hjertets, sjælens hulrum, og se mig med nådens øjne an" digtede han om "Min frelser, udvælg selv de troende sjæle".
6. satsens salmevers sættes an af orkestret, hvor to almindelige oboer og førsteviolin akkompagneret af andenviolin, bratsch og continuo spiller et af Bachs mest kendte og elskede temaer. De vuggende figurer fra oboer og violiner er så velkendte, at mange skuffes, når koret sætter ind med Johann Schops melodi fra 1641 "Werde munter, mein Gemüte" ("Vær glad min sjæl") og teksten af Martin Jahn "Wohl mir, dass ich Jesum habe" (på dansk "Godt for mig, at jeg har Jesus"). Teksten er da ikke den man, kender, er det? Svaret er at samme salme synges to gange i kantaten som afslutning på første og på anden del. Her i sats 6. er det salmens sjette vers der synges.
7. sats indleder kantatens anden del efter prædikenen med arien for tenor og continuo. Temaet "Hjælp, Jesus, hjælp", sættes an af continuobassen. Man vil som regel sætte en cello til at spille de hurtige triolfigurer, der derefter kommer i continuobassens stemme. Arien har udfordringer til såvel solisten, der midtvejs i satsen må udføre lange melismer på ordet "frelser" (på tysk "Heiland"), synge hurtige trioler i "brænde" (på tysk "brennen"), og også til continuocelloen der spiller de hurtige trioler både i det høje og det dybe leje.
8. sats er et recitativ for alt, continuo og to oboer da caccia, hvilket vil sige engelskhorn, hvis det er en version med moderne instrumenter, man hører. Netop disse to blæsere er tildelt en vigtig rolle med at vise, hvordan den spæde Johannes i moderen Elisabeth hopper og springer af glæde, da han hører hende tale om den frelser, der skal komme. "Denne bevægelse antyder Bach i sin musik gennem en serie af kramper, som han hele stykket igennem lader oboerne gentage med små afbrydelser", skrev Albert Schweitzer, en herre, der som uddannet læge og organist vidste, hvad han talte om.
9. sats hørte oprindelig også til på lægens bord, idet mange basser gennem tiderne har sunget "Jeg vil synge om Jesu sår". Det skyldtes imidlertid en læsefejl, hvor det tyske ord "Wundern" (på dansk "undere") læstes som "Wunden" (på dansk "sår"). Satsens pointer blev ikke reddet af en læge, men af en grafolog! Den triumferede arie for bas, trompet orkester med oboer og continuo passer naturligvis bedre til ordene"Jeg vil synge om Jesu undere".
10. sats er en gentagelse af salmesatsen fra 6. sats, men nu med den tekst, som mange kender "Jesu bleibet meine Freude". Det betyder egentlig "Jesus er og bliver min glæde", mens den engelske oversættelse "Jesu, joy of man's desiring" vinkler teksten anderledes. Under den engelske titel blev satsen enormt populær som klaverarrangement foretaget af den engelske pianist Myra Hess. Ikke mindst derfor har satsen efterhånden været publiceret i snart sagt en hvilken som helst kombination af stemmer og instrumenter og anvendes ofte til forskellige højtider og brylupper. I vore dage behøver man blot skrive "jesu b" eller "jesu j" i Google for at få adgang til en mangfoldighed af henholdsvis tyske og engelske versioner.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 742-748, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 269, 270 |
