|
Tid og sted
Syvogtyvende søndag efter Trinitatis den 25. november 1731 i Leipzig. Dagen er kalendermæssigt ret sjælden i kirkeåret; den eneste mulige genopførelsesdato i Bachs egen levetid var 25. november 1742.
Tekstforfatter
Tre salmevers fra 1599 af Philipp Nicolai (1., 4. og 7. sats), ukendt (2., 3., 5. og 6. sats)
Besætning
Sopran (menneskets sjæl), tenor (fortæller), bas (Jesus), kor (SATB), horn, obo I, II, taille, fagot, piccoloviolin, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor begynder med en serie af prægnante punkterede tonegentagelser, der vandrer fra strygere til oboer – et motiv, der symboliserer tekstens opvækning ”Vågn nu op”. Dette suppleres af et mere søgende motiv, der går fra violin I med piccoloviolin til obo I og illustrerer givetvis de kloge jomfruer, der vækkes i midnatstimen og skal stille lamper frem for at modtage deres brudgom (Jesus): ”Hvor er I, kloge jomfruer?/velan, brudgommen kommer/stå op, tag lamper frem!” Under liggetoner i obo I spiller violin I med piccoloviolin hastigt opadgående skalaer, som viser deres hurtige opståen. Lige efter bogen har Bach ladet disse motiver danne et fuldendt instrumentalt forspil på seksten takter inden korets soprangruppe sætteer i med cantus firmus på Philipp Nicolais melodi og tekst: ”Vågn nu op, kalder han/vægteren så højt på tinden/vågn op, du by, Jerusalem!” Det følges af understemmernes skiftevise indsatser, der bliver særligt illustrative på teksten ”vægteren så højt på tinden”, der forløber over en opadgående skalabevgelse. Siden har alt, tenor og bas ofte en funktion med korte udråb som ”vågn op!” De seksten indledende instrumentale takter vender tilbage inden de næste teksstrofer, der høres allerførst i sopranens cantus firmus og derpå i understemmernes indsatser og udråb: ”Denne time kaldes midnat/de kalder os med klare stemmer/hvor er I, kloge jomfruer?” Nu spiller orkestret et kortere mellemspil på tolv takter, hvor strygere og obogruppe synes lidt ude af kurs, for der er jo netop spurgt hvor de kloge jomfruer er, og satsens prægnante punkterede rytme høres tydeligt nede i continuogruppen. Korets indsats er ikke med sopran først, men kommer derimod nedefra bassen og op gennem understemmerne: ”Velan, velan”. Derpå føjes sopranens cantus firmus til: ”Brudgommen kommer, velan/stå op, tag lamper frem!” I behandlingen af afsnittet med denne tekstbid, der gentages, høres et skift til grundtoneartens paralleltoneart c-mol. Det høres meget tydeligt i en takt hvor alterne sætter i med et næsten jazzet ”Halleluja”. C-mol fastslås både i continuobassen, i en strygerakkord, og i obo I, II og taille påmindelse om det indledende punkterede motiv. Salmeversets resterende tekst er nu lagt ud i en lille fuga, hvor det som nævnt først er alt, der må kæmpe med de vanskelige synkoper. Herefter sætter tenor ind og derpå bas. Sopranen fastholder sin rolle som bærer af melodien til tekst: ”Halleluja/gør Jer nu klar/til brylluppet/I må gå ham imøde!” Indledningens illustative tonegentagelser er så sigende for satsens vækkelseskald at de tåler endnu en gentagelse og det bliver da også orkestrets skift mellem strygergruppe, obogruppe og continuogruppe der lukker satsen – lige som den begyndte.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo, der i og for sig ikke tilføjer meget nyt: ”Han kommer, han kommer, brudgommen kommer!” Herefter opfordres Zions døtre til at gå brudgommen i møde, og det danner grundlag for en mere af ganske mange kantater, hvor et symbolsk bryllup mellem Jesus (bas) og den længselsfulde menneskesjæl (sopran) skal løbe af stablen. Tidligere eksempler på dette kan høres i "Tritt auf die Glaubensbahn" (BWV 152) fra 30. december 1714, "Selig ist der Mann" (BWV 57) fra 26. december 1725, "Liebster Jesu, mein Verlangen" (BWV 32) fra 13. januar 1726, "Ich geh und suche mit Verlangen" (BWV 49) fra 3. november 1726, og i "Ich lebe, mein Herze, zu deinem Ergötzen" (BWV 145) fra 19. april 1729.
3. sats er netop en duetarie for sopran (menneskesjæl), bas (Jesus), continuogruppe og en højspændt obligat piccoloviolin. Hvor instrumentet spiller en markant rolle i Bachs Brandenburgkoncert Nr. 1, er dette den eneste kantate, hvor den lille violintype indgår i den originale instrumentation. Andre muligheder for at høre instrumentet findes i 5. sats af ”Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben” (BWV 102) og 1. sats af ”Herr Christ, der ein’ge Gottessohn” (BWV 96), selv om disse anvendelser ikke var den oprindelige intention fra komponistens side. Bedst i duetten er violinens indledning, for den lange duet ”Hvornår kommer du, min Frelser?/Jeg kommer som en del af dig!/Jeg venter med ved lampens skær!/Åbn salen/til det himmelske måltid/Kom, Jesus!” hører til blandt Bachs lidt mere ulidelige, ikke mindst set i lyset af de mange dejlige duetter mellem menneskesjælen og Jesus, som er nævnt i teksten om 2. sats ovenfor. Den dominerende affekt er længslen, og det gør arien noget lang.
4. sats’ koral for tenor(er), strygere og continuo er til gengæld en vanvittigt populær kantatesats fra Bachs hånd, måske den allerkendteste og oftest bearbejdede og spillede. Med en kraftfuldt unison klang spiller violiner og bratsch en meget selvstændig stemme, der kan virke som evighedsmusik. Ofte kolliderer tenor(ens/ernes) melodi harmonisk med strygernes peerpetuum mobile, men det er måske netop i disse harmoniske kollisioner, at magien opstår. Om det er en solotenor som en Peter Schreier eller et veltrimmet herrekor som hos John Eliot Gardiner, der synger koralen, er mindre væsentligt, for satsen kan tåle meget hvis det musikalske flow er sikret gennem god direktion. Måske er det, Bach illustrerer her, vægternes sang som den lød i Leipzig i efteråret 1731? Første strofe lyder: ”Zion hører vægterne synge/og hjertet hopper af glæde!” Bortset fra disse første linjer, der er vigtige for forståelsen af kantatens budskab, er der god poesi i de danske gendigtninger fra 1800-tallet af M.B. Landstad og Fr. Hammerich: ” Og Guds kirke stemmen hører/en himmelsk glæde hjertet rører/den vågner og står op så brat/Herren kommer, stor og prægtig/af nåde stærk, af sandhed mægtig/han kommer og gør dag af nat/ja, kom, vor krone skøn/kom, Jesus, du Guds Søn/Hosianna/Vi følger dig/til Himmerig/at bo i fred evindelig!”
5. sats er et recitativ for Jesus (bas), strygere og continuo, hvor Jesus under strygernes klanglige glorie siger: ”Så kom nu til mig ind/du, min udvalgte brud!/Jeg har mig nu til dig/i evigheden lovet/for dig vil jeg opstille mit hjerte/og min arm som et segl/og fornøje dit bedrøvede øje/glem nu, sjæl/ængstelse og smerte/som du måtte bære/min venstre arm skal du hvile i/og min højre skal omfavne dig.” Nu er der sket en formæling; menneskesjælen har taget Jesus ind, og ført an af en vital obo kan de synge duet i
6. sats’ duetarie for menneskesjæl (sopran), Jesus (bas), continuo og obligat obo. Allerede i 3. sats i en kantate, ”Du Hirte Israel, höre” (BWV 104) til 16. april 1724 havde Bach anvendt det lille motiv, der høres i solooboens første takt. Her i duetten er fortsættelsen dog anderledes, og ligesom både 1. og 4. sats her fra ”Wachet auf, ruft uns die Stimme” (BWV 140) er legendariske som korsatser og koraler, er denne indledning for obo en favorit blandt oboister. Oboen høres her som foreløbig stedfortræder for sopranens menneskesjæl, der overtager temaet og synger: ”Min ven er min”, hvortil Jesus svarer: ”Og jeg er hans!” Behøver man tydeligere tekstligt belæg for det, vi godt vidste, nemlig at sopranerne i kirkerne på Bachs tid, altid uden undtagelse i det konservative Leipzig, var drenge eller unge mænd?
7. sats er kantatens afsluttende koral med tredje vers fra Philipp Nicolais fine salme. Stemmerne er fordelt med horn, obo I og violin I på sopranstemmen, obo II og violin II på alten, taille og bratsch på tenoren, og fagot, cello, og kontrabas/violone på korets basstemme. Akkordinstrumenter som orgel, cembalo og en eventuel theorbe udfylder becifringer. Piccoloviolinen spiller en oktav over korets sopranstemme, hvilket giver en distinkt violinklang højt oppe i diskanten. Versfindes i en udmærket dansk version fra 1800-tallet af M.B. Landstad og Fr. Hammerich: "Dér dig synges lov og ære/af menneskers og engles hære/fra evighed til evighed/hvor Guds trones stråler skinne/hvor blomstrer Livets Træ derinde/i Paradisets herlighed!/Hvad intet øje så/hvad tanker aldrig nå/dér vi skuer/nu, jord, farvel/stig højt, min sjæl/følg Jesus ind til livets væld!"
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 718-723, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 280, John Eliot Gardiner: Teksthæfte til cd Soli Deo Gloria 171 pp. 16-17, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 433, 473, 502, 623-625
|
