|
Tid og sted
Tolvte søndag efter Trinitatis den 19. august 1725 i Leipzig.
Tekstforfatter
Salmen ”Lobe den Herren, den mächtigen König der Ehren” af Joachim Neander (1680). Salmens fem vers er brugt i kantaten uden ændringer i teksten. På dansk kender man salmen som ”Lover den Herre den mægtige konge med ære”. Den danske oversættelse fra 1740 bliver anvendt i det følgende.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
Versus 1 er kantatens indledning for kor og det samlede orkester. Et vitalt motiv sættes an af oboerne, mens strygere akkompagnerer og trompetgruppen og pauker besvarer motivet med tindrende klange. Forspillet veksler mellem strygergruppe, oboer og trompetgruppe og bibeholder spændstigheden med rytmiske forskydninger og synkoper. Af korets stemmer sætter alt ind først med en melisme på ordet ”Lobe” (på dansk ”Lover”). John Eliot Gardiner har humoristisk beskrevet udfordringen i dén indsats sådan her: ”Den kræver meget omhyggelig og dygtig behandling for ikke at fremstå som lydene fra et forstyrret hønsehus.” Også tenor og bas sætter ind med den krævende tekst, inden den kendte melodi klinger som cantus firmus i sopranstemmen. Melodien fra 1665 stammer fra østersøbyen Stralsund. I den danske oversættelse fra 1740 lyder teksten til salmens første vers: ”Lover den Herre, den mægtige konge med ære/lov ham, min sjæl og lad det din forlystelse være/mød ham med sang/psalter og harpe giv klang/åndelig leg vil jeg lære.” I denne koralkantate er salmens fem vers brugt uden tekstændringer i kantatens fem satser. Melodien er ligeledes genkendelig i alle satser. Allerede her i Versus 1 forenes det jordiske og himmelske. Det jordiske niveau høres i oboernes indledningsmotiv, der senere bruges til de første indsatser fra alt, tenor og bas. Det himmelske niveau lyder i sopranernes cantus firmus og i de tindrende klange fra trompetgruppen.
Versus 2 er en arie for alt, continuo og obligat violin. Violinen udfører svævende akkordbrydninger som illustration af de ørnevinger, der synges om i verset. Altens soloarie er en udsmykket udgave af den oprindelige melodi: ”Lov dog den Herre, som alting så herlig regerer/ham, der som ørnen på vinger, dig løfter og bærer/lader dig få/mer, end du selv kan forstå/bedre, end hjertet begærer.” For alten er udfordringerne mådeholdne, men violinisten må have blik for obligatstemmens skift mellem legato og staccato, der her er meget præcist angivet i en solostemme, som Bach selv kan have udført.
Versus 3 er en duetarie for sopran, bas, continuo og to obligate oboer. Det er oboerne, der begynder med kanoniske indsatser af et motiv, der en udsmykket version af temaet ”Lover den…”, men i mol. Efter otte takters forspil for oboerne og continuo sætter først bassen, og derefter sopranen ind med: ”Lov dog den Herre som alting så vel for dig mager/ham som dig sundhed forlener og venlig ledsager/
tænk, af hvad nød/denne din Herre så sød/dig ved sin almagt uddrager”. Sidste strofe i oversættelsen til dansk tager uheldigvis ikke højde for den tyske originaltekst ”über dir Flügel gebreitet” (på dansk ”bredt vingerne over dig”. De udbredte vinger kan nemlig godt læses ind i den lange holdte tone e1, som sopranen har omtrent to tredjedele inde i satsen, mens basstemmen bevæger sig opad nedefra. Satsen rummer en fornem vekslen mellem solosangere, oboer og det allestedsnærværende continuo.
Versus 4 er en arie for tenor og continuo. Hertil føjer sig en solotrompet, der blæser salmemelodien. Teksten i fjerde vers lyder: ”Lov dog den Herre som dig i din stand giver lykke/ham som med tusind velsignelser véd dig at smykke/tænk dog derpå/at han sin ære kan få/ak, i din sjæl det indtrykke”, men både tenorstemme og continuostemme er nu så vidt fra salmens oprindelige melodi, at det bliver den solistiske trompet, der sørger for forankringen i salmens melodiske univers. Om forkortelsen Tromb: i Bachs partitur har den tyske kirkemusiker og forsker Ludvig Prautzsch skrevet: ”At Kristus her giver afkald på sin kongelige magt, antydes gennem forkortelsen Tromb: for trompeterne i fire kantatetitler (BWV 41, 74, 137 og 175). Som eksempel kan den kendte kantate ’Lob den Herren, den mächtigen König der Ehren’ (BWV 137) tjene med trompetarien ’tænk blot derpå/hvad den almægtige kan/han som behandler dig kærligt’; hvem har mon ved afsyngning af denne strofe tænkt på denne dybgående betydning?”, spørger Prautszsch med udgangspunkt i en den tyske originaltekst, der er lidt anderledes end den danske oversættelse.
Versus 5 er kantatens afsluttende salmevers: ”Lov da den Herre min sjæl og hvad i mig mon være/alt, der har ånde, ophøjer hans navn og hans ære/han er dig god/ak, gør ham aldrig imod/amen, han selv dig det lære”. Sopranstemmen følges af obo I, II og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, og bassen af continuobas, mens orglet udfylder akkorder. De tre trompeter med pauker som basinstrument har fået smukke overstemmer: Ingen komponist kan som Bach få et slutkor til at klinge af jubel og glæde.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 561-563, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 281, John Eliot Gardiner: Covernoter til cd’en Soli Deo Gloria 134, Ludvig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs, pp. 41-42 |
