|
Tid og sted
Tredje søndag efter Trinitatis den 25. juni 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Ach Herr, mich armen Sünder” af Cyriakus Schneegass (1597). Vers 1 og 6 er anvendt med den oprindelige ordlyd, men det er uvist hvem der bearbejdede teksten til kantatens satser 2, 3, 4 og 5.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, basun, obo I, II, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er for hele besætningen bortset fra de tre solosangere. Den udgør med udgangspunkt i Hans Leo Hasslers smukke og velkendte melodi fra 1601 en af de smukkeste koralfantasier i Bachs produktion. Den sættes an kanonisk i de to oboer over diskrete strygerakkorder, men strygerne træder kortvarigt i karakter, inden de tilslutter sig korets stemmer. Den første korstemme, der lader sig høre, er basserne. Dermed røbes nu svaret på den gåde hvorvidt basstemmen skulle få cantus firmus i dette indledningskor. Bachs tre foregående koralkantater fra forsommmeren i 1724 ”O Ewigkeit, du Donnerwort” (BWV 20), ”Ach Gott, vom Himmel sieh darein ” (BWV 2) og ”Christ unser Herr zum Jordan kam” (BWV 7) var jo kendetegnet ved, at den tilgrundliggende koralmelodi i første sats lå i henholdsvis sopranens, altens og tenorens korstemmer. Hvis melodien nu synes at træde tydeligt frem kan det skyldes det enkle forhold at passionssalmen er velkendt, men desuden at basserne instrumentalt understøttes af basbasun, fagot og et basinstrument fra continuogruppen. Satsens stærke virkning skyldes en overordnet enkelhed i udtrykket: Ak, Herre, jeg stakkels synder/straf mig ikke i din vrede/lad din alvorlige forbitrelse mildne/ellers er jeg fortabt”, lyder de første fire strofer, hvor bassen har melodien og de andre stemmer udfører variationer. Særligt betagende er den næste indsats fra koret, der er som en påkaldelse med teksten ”Ak, Herre tilgiv mig…”. Strofen lyder roligt i altstemmen, derpå i sopran, så i tenor inden bassens melodi. Passagen finder man tre minutter inde i satsen. Man kan kende den på at det er det eneste tidspunkt i satsen at alt, sopran og tenor synger triller midt i deres fraser. Efter en instrumentaldel fortsættes med teksten ”… min synd og vær nådig/så jeg må leve evigt/og undfly Helvedes pinsler.”
2. sats er et recitiativ for tenor og continuo. Den idé, at synden er en sygdom, som kun Gud eller Kristus har den lægende kur imod, gennemsyrer mange salmer fra tiden. Et ekstremt eksempel findes i kantaten ”Es ist nichts gesundes an meinem Leibe” (BWV 25) fra august 1723, hvor tenorsolisten i 2. sats beskrev hele verden som et hospital. Meget bedre er det skam ikke i dette recitativ, hvor en forholdsvis afdæmpet reference til sygdom og svaghed i Cyriakus Schneegass’ originale salmevers to har inspireret den ukendte bearbejder til at give den gas i en imponerende række gebrækkeligheder fremført i løbet af ét kort minut. Imidlertid er Bachs dramatiske understregning af tekstens pointer så elegant og farverig, at teksten trods en vis smagløshed bringes her: ”Ak, helbred mig, du sjælenes læge, jeg er meget syg og svag”. Den lille seufzer på ”svag” (på tysk ”schwach” har sammen med continouets akkompagnement en så ynkværdig virkning, at man kan mærke det i kroppen. Tenoren fortsætter: ”… man ville kunne tælle min knogler, så jammerligt har min dårligdom, mit kors og min lidelse tilredt mig; ansigtet er helt ophovnet af tårer, der, i hurtige strømme, triller ned ad mine kinder.” Også ordet ”hurtige” (på tysk ”schnellen”) mærkes tydeligt, idet det synges over en koloratur fra det høje g og a, ned forbi a en oktav under og op til a igen. ”Sjælen er skrækslagent angst og bange” markeres med en koloratur på ”skræk” (på tysk ”Schrecken”), inden den sidste linje: ”Ak, Herre, hvorfor så længe?”
Om 3. sats’ arie for tenor, basso continuo og to obligate oboer har den tyske Bach-forsker Alfred Dürr skrevet: ”Arien Trøst, Jesus, mit sind er et af disse særligt yndefulde af Bachs indfald. De to obligate oboers melodi minder om en dansesats. Sangmelodien forestiller derimod hensynken i døden, dødens stilhed, glæden over at stå ansigt til ansigt med døden, og den lader til sidst ordene ”så glæd dig, mit åsyn” fra den sidste salmestrofe lyde.” Om oboernes rolle er balsam for sjælen, eller de har en anden funktion, er et godt spørgsmål. Måske skal deres toner illustrere den strøm af tårer, vi hørte om i recitativet i 2. sats.
4. sats er et recitativ for alt og continuo. Hvor det tilgrundliggende vers til 2. sats’ recitativ var afdæmpet, er der til gengæld skruet op for ynken allerede i Schneegass’ fjerde vers af den originale salmetekst: ”Mit leje er vådt af tårer”, står der blandt andet. Det er et kønt altrecitativ trods tekstens dårligdomme: ”Jeg er træt af sukke” – her vises sukket i sagens natur som en seufzer – ”min sjæl har hverken styrke eller kraft, når jeg hele natten, ofte uden sjælero og glæde, ligger i megen sved og mange tårer. Jeg bekymrer mig næsten til døde og er blevet gammel af sorg,” På dette sted kan man på indspilnger med falsetsangere tit høre, hvordan det rent teknisk er vanskeligt at synge ordet ”gammel” (på tysk ”alt”), fordi det dybe B er vanskeligt at fremføre stille og svageligt, men et vist stemmesvigt passer udmærket i sammenhængen. Så er der mere klang på det høje d, efter en vejrtrækning og inden sidste linje: ”for min frygt er mangfoldig.”
5. sats er en arie for bas, strygere og continuo. Temaet illusterer en hastig skynden sig væk: ”Forsvind, alle I misdædere, min Jesus trøster mig!”, buldrer en bas, der ellers lyder som han nok skulle kunne klare ærterne selv. John Eliot Gardiner har fremsat den spændende idé, at teksten og musikken kunne være en slet skjult opfordring til de rådsmedlemmer, der gjorde livet surt for komponisten. Bach selv var så vidt man ved ikke til stede, da kantaten blev opført, hvor han var i Gera for at teste et orgel. Alligevel kan et par magtfulde herrer godt have hevet sig lidt i skjortekraven under arien på en lun junisøndag. Teksten i resten af arien fortsætter: ”Efter tårer og gråd lader han glædens sol skinne igen. Nødens uvejr ændrer sig, fjenderne må pludselig falde, når de bliver ramt af deres egne pile.”
6. sats er det afsluttende vers, hvor sopran følges af zink, oboer og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch og bas af continuogruppen. Hans Leo Hasslers smukke melodi er naturligvis harmoniseret og arrangeret af Bach, men den står klart og tydeligt i denne harmonisering, der føjer sig til en lang række andre gange, hvor Bach gjorder underværker med netop denne melodi. Teksten er uændret i forhold til originalverset.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 464-467, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 199-200, 211-213, 232-233 + planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
