|
Tid og sted
Fjerde søndag i advent den 22. december 1715 i Weimar
Tekstforfattere
Salomon Franck (1659-1725), salmevers af Elisabeth Creutziger (1524)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo, fagot, violin I, II, bratsch, cello, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for sopran og det samlede orkester. Med sin dansende rytme og meget opløftede atmosfære er det et overordentlig feststemt stykke med opfordringen "Bered vejen, ban vejen!" Sangeren bliver udfordret i arien, som lyder let og festlig, men den byder på hurtige melismer, der strækker sig over adskillige takter. De munder ofte ud i lange toner, der så ydermere følges af passager i et højt leje. Det er blevet sagt, at Bach ikke altid tænkte på sangeren når han skrev melismer: De er til at spille på et cembalo, et orgel eller en violin, men vanskelige, hvis man også skal trække vejret ind imellem. Sopranen står dog ikke helt alene med de tekniske udfordringer, for også oboisten har en vigtig rolle i denne sats, der rummer mange koncerterende dele, mens sangeren får pusten. I en kort, men helt uakompagneret replik, synger sopranen "Messias kommer!" Lyttere, der synes at kunne genkende tekst, der virker som noget fra Händels "Messias", har hørt rigtigt, for ordene "Ban Herrens vej" stammer fra Esajas' Bog kap. 40 vers 3. I "Messias" anvendes teksten fra Esajas Bog kap. 40 vers 1-5 i de første tre vokale satser; i et tenorrecitativ, i en tenorarie og i en korsats.
2. sats er et tenorrecitativ med teksten "Vil du kalde dig Guds barn og Kristi bror, da må hjerte og mund tage ansvar for frelseren". Denne reciterede del skifter til en arioso, hvor det musikalske flow er mere udtalt og continuocelloen spiller en vigtig rolle. Sætningen "Vælt de tunge syndens sten ned" synges på toner der sammen med akkompagnementet danner formindskede akkorder. Det giver en særlig trykket stemning, som dog letter på tenorens afsluttende ord "tag imod din frelser, så han i troen kan forene sig med dig!".
3. sats er en basarie med akkompagnement af continuo, men også med en selvstændig cellostemme, som kan forstærkes af fagotten. Satsen kan minde om 5. sats fra kantaten "Barmherziges Herze der ewigen Liebe" (BWV 185), der efter den fremførte tolkning kunne være en subtil musikalsk satiriseren over fyrst Wilhelm Ernsts moralprædikener. Ariens begyndelsestekst "Hvem er du?" stammer fra Johannes-evangeliets kap. 1 vers 20, hvor Johannes Døberen bliver stillet det spørgsmål af præster fra Jerusalem. Musikkens selvtilstrækkelige enkelhed gør det nærliggende at høre en afstandtagen fra de personer, der stiller sig op og afæsker andre den slags bekendelser. Arien iscenesætter dog ikke situationen fra Johannes-evangeliet, men opfordrer den kristne til at se indad i sig selv, nu hvor frelserens komme er nært forestående. Også i denne sats kommer der krasse akkorder på det sted, hvor bassen synger, at man muligvis er "et vredens barn i Satans net, en falsk og hyklerisk kristen".
4. sats er et recitativ for alt akkompagneret af strygere og continuo. Der bliver gået der til bekendelse: "Selv om mund og læber kalder dig Fader, har mit hjerte vendt sig bort fra dig".
5. sats er en altarie "Kristi menighed betænker, vel hvad frelseren os skænker". De er en dejligt inderlig obligat violinsolo over continuoets akkompagnement. Violinens strømme kan ses som en symbolsk fremstilling af det, som dåbsvandet skænker. Det er ikke utænkeligt at violinsoloen kunne være spillet af Bach selv ved den første opførelse af kantaten.
6. sats. Ganske usædvanligt slutter kantaten efter altens arie i 5. sats, selv om Samuel Franck foreskreve brug af et vers fra "Herr Christ, der einig Gottes Sohn" som afslutning. I de bevarede noder findes ingen angivelser til en eventuel koralsats, men de fleste opførelser og indspilninger vælger dog at lade Samuel Francks tekst og den tradtion at Bachs kantater må afsluttes med en koralsats få forrang. De slutter derfor med femte vers fra Elisabeth Creutzigers salme.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 114-117, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 162-166 |
