|
Tid og sted
Mikkelsdag den 29. september 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Herr Gott, dich loben alle wir” af Paul Eber (1554) – en gendigtning af Philipp Melanchtons “Dicimus grates tibi” (1539). I kantaten er salmens vers et, elleve og tolv brugt i deres oprindelige form. Man ved ikke hvilken forfatter der omskrev de øvrige salmevers til brug i kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Salmens melodi er fra Genéve 1551, og den kendes her til lands som ”Gør døren høj, gør porten vid”.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte, obo I, II, III, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er indledningskoret med fuldt besat orkester, hvor tre trompeter med pauker som basinstrument spiller sammen med tre oboer, tre strygerstemmer og continuogruppe. Klangen af trompetgruppe havde Bach ikke brugt siden pinsens genopførelser af kantaterne ”Erschallet, ihr Lieder, erklinget, ihr Saiten!” (BWV 172) og ”Wer mich liebet, der wird mein Wort halten” (BWV 59), som begge var blevet spillet den 28. maj. Godt midtvejs i Trinitatistidens alvorstunge kantater lyser trompeterne op nu til Mikkelsdag. Efter tyve takters orkesterforspil sætter korets sopraner ind med den salmemelodi, der på dansk kendes fra ”Gør døren høj, gør porten vid”. De tre nederste korstemmer støtter sopraner med improvisatoriske og også frit polyfone modstemmer. Uanset hvilke løb og melismer alt, tenor og bas begiver sig ud i er det dog et gennemgående træk, at de sidste ord i salmeversets tre første strofer ”wir”, ”dir” og ”schon” tillige foredrages som lang nodeværdi i understemmerne. I den sidste strofe på ordet ”Thron” holder sopraner en lang tone over næsten fire takter, mens de livlige understemmer kun modvilligt falder til ro på samme ord. Her er det salmetekstens ord om englenes svæven om Guds trone, der får en musikalsk pointering. Elegant har Bach indsat flere og flere takters orkesterdele mellem henholdsvis strofe ét og to, to og tre, samt tre og fire. Teksten i Paul Ebers korte salmevers skal naturligvis gengives i sin helhed: ”Gud Herre, dig lover vi alle/og skal rettelig takke dig/for din skabelse af englen/som om dig svæver, og om din trone.”
Tekstbearbejderen til denne kantate stod med den modsatte udfordring i forhold til dén, vedkommende havde haft med kantaten ”Liebster Gott, wenn werd ich sterben?” (BWV 8) til den 24. september: BWV 8 byggede på kun fem salmevers, der måtte ”strækkes” til kantatens seks satser. Her i BWV 130 har Paul Ebers til grund liggende salme hele tolv vers, som til kantatens øvrige satser er disponeret sådan, at vers to og tre indgår i 2. sats, vers fire, fem og seks i 3. sats, vers syv, otte og ni i 4. sats, vers ti i 5. sats, mens de to afsluttende vers elleve og tolv begge synges ordret i 6. sats’ afsluttende koral.
2. sats er et recitativ for alt og continuogruppe. Hvor det velklingende recitativ musikalsk set er en kende anonymt, giver det et spændende indblik i, hvordan tekstbearbejderen, der givetvis har arbejdet under et vist tidspres, har løst sin opgave: Lav ét recitativ ud af vers to og tre fra Paul Ebers salme! Her kommer først teksten fra Ebers andet vers - det handler stadig om englene, vi mødte i vers ét i kantatens 1. sats: ”De stråler lyst og lyser klart/og ser dig ganske åbenbart/din røst de hører allentid/ har guddoms-visdom, megen flid.” I gendigtningen er det blevet belærende: ”Deres lyse glans og høje visdom viser, hvorledes Gud bøjer sig ned mod os mennesker, og derved skaber os sådanne helte, sådanne våben.” Recitativet fortsætter: ”De holder aldrig op med at prise ham; al deres væren er rettet mod dette; at de, Herre Krist, altid må stå vagt om dig og din lille, stakkels flok...” Anden del af recitativet er en stort set ordret version af Paul Ebers tredje vers: ”De hviler eller sover ej/al deres væren tjener dig/så de, Hr. Kriste, om dig står/ og om din stakkels flok ring slår.” Endelig har recitativet fået tilføjet en attacca-kommentar, der er som et cue til tre heltemodige trompetister: "Hvor nødvendig er dog denne vagt overfor Satans vrede og vælde!”
3. sats’ basarie sættes nemlig an af trompetgruppen med triolfanfarer. Nu skal Satan have en på frakken. Med en særegen besætning af tre trompeter, pauker og continuo samt naturligvis bassolisten er det også kantatens centrale sats, hvor kampen mellem ærkeenglen Michael og Satan skal stå. Med inspiration fra Ebers dramatiske salmevers, som også her er overtaget med små tilpasninger, er arien ikke en beretning om en kamp engang i fortiden; kampen mellem godt og ondt finder sted nu, i dag, i denne kirkes rum: ”Den gamle drage brænder af nid/og udtænker til stadighed på nye lidelser/for at splitte den lille flok ad”. Med solistiske fanfarer i førstetrompet dannes overgang til et mere dæmpet midterafsnit, hvor teksten er: ”Han udrydder helst alt hvad der er Guds/snart får han brug for list/thi han kender hverken rast eller ro.” Trompeter og pauker gentager derpå de indledende fanfarer og bassolisten synger de første strofer igen. Man kunne tro, at der var tale om en da capo arie, men det er imidlertid ikke tilfældet trods gentagelsen.
4. sats’ duetrecitativ for sopran, tenor og strygere synes på sin vis at fortsætte en vis form for kappestrid, men der er tale om en utilsigtet effekt, som opstår, når de to stemmetyper, der vant til at agere solistisk, i nogen grad kæmper om det melodiske overtag i en sats, der ikke rigtig har tildelt den ene eller anden af dem nogen overbevisende melodi. Om teksten til recitativet har den tyske kirkemusiker og Bach-forsker Ludwig Prautzsch fremsat den teori, at man derved kan finde en mulig forklaring på Bachs anvendelse af tværfløjte i kantatens 5. sats. Prautzsch skriver i Die verborgene Symbolsprache Johanns Sebastian Bachs (bd. 1 s. 35): “Som en betydningsfuld uddybning af kantateteksten fører besætningsangivelsen Traversière i partituret til kantaten ”Herr Gott, dich loben alle wir” (BWV 130) til Skt. Michaelsfesten over arien i nr. 5 med tværfløjten som soloinstrument.” (Herefter citeres teksten til 5. sats i sin helhed, inden Prautzsch fortsætter): ”Årsagen til brug af tværfløjte kan man kun slutte sig frem til ud fra det forudgående recitativ, ’Godt for os, at dag og nat/vogter englenes skare/for at spolere Satans attentat! Daniel, som sidder hos løverne, erfarer nu, hvordan englenes hånd beskytter ham.’ Bach giver gennem tværfløjtens symbolik forståelsen, at det kun er Kristus, som kan forløse os fra Satans hænder og bringe os ind i himlen, fordi han fuldkommen fornedrer sig, og selv begiver sig ind i løvehulen; et sindbillede på helvede med dets djævle. Det stemmer overens med den franske betegnelse, som også her bærer accent-gràven som tegn på, at det i epistelteksten til Skt. Michaelsfesten drejer sig om den sværeste kamp mod den gamle drage, Satan selv (Johs. Åbenbaring kap. 12, vers 7-12).”
5. sats er en arie for tenor, continuo og obligat tværfløjte. En af flere smukke tenorarier med tværfløjte fra anden halvdel af 1724, hvor Bach må have haft en god tværfløjte– eller traversière-spiller til sin rådighed. Teksten i arien lyder: ”Lad, o kerubers fyrste/denne heltenes fine skare/altid/være de troende til tjeneste/ så de på Elias’ vogn/drager op til dig i himlen.” Der henvises i øvrigt til bemærkninger vedrørende 4. sats.
6. sats består af versene elleve og tolv fra Paul Ebers salme med melodi fra Genève 1541. Både kor og orkester medvirker. Sopranerne forstærkes af obo I og violin I, mens alter følges af obo II og violin II. Tenorerne følges af bratsch og for det meste af obo III, mens continuogruppen tager udgangspunkt i korbasstemmen. De tre trompeter og paukerne har kommenterende fanfarer, som tre gang ud af fire bevæger sig op mod det høje, ligesom salmeversenes tekst: ”Derfor vi nu dig takker med/vor lovsang i al evighed/som og den kære engleskar’/dig priser nu, vor Gud og far” samt ”Og beder dig at allentid/at de står klar imod al nid/beskytter vel din lille flok/dit Ord opfyldes rigtignok.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 768-771, John Eliot Gardiner:Music in the castle of heaven pp. 457-458, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
