|
Tid og sted
Kristi himmelfartsdag den 10. maj 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmevers af Ernst Sonnemann (1661) (1. sats), Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760) (2., 3. og 4. sats), salmevers af Matthæus Avenarius (1673) (5. sats)
Besætning
Alt, tenor, kor (SATB), trompet, horn I, II, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), obo da caccia, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats orkesterindledning domineres af de to horn og en strygergruppe forstærket af intet mindre end hele obofamilien; obo med violin I, obo d’amore med violin II og obo da caccia med bratsch. Denne farvemættede og feststemte klang med talrige indskudte hornsignaler lyder som Brandenburgkoncert nr. 1 med hornene i roller som beduggede jagtgæster, men som vi vender tilbage til i forbindelse med gennemgangen af denne korte himmelsfartskantates 5. sats, er hornenes rolle en noget anden end det. Efter atten teksters forspil for orkester lyder Ernst Sonnemanns salmevers fremført som cantus firmus i sopran, mens alt, tenor og bas støtter og løfter med livligt imiterende understemmer. Melodien er af Valentin Schumann (1539) og vi kender den på dansk som ”Aleneste Gud i himmerig”, mens den på tysk hedder ”Alein Gott in der Höh sei Ehr”. De første to strofer i Ernst Sonnemanns vers lyder dog: ”Alene Kristi himmelfart/er grundlag for min rejse”. Herefter følger otte takters orkestermellemspil hvor gradvist opadstræbende motiver kan identificeres i alle orkesterstemmer samt continuogruppen. ”Og hver en pine, angst og tvivl/bestandigt overvindes”, tilføjer koret, og det kommenteres af unisone fanfaremotiver fra de to horn, inden korets næste strofer. Bemærk at salmen er i barform, AAB-form, med to enslydende stollen, som nu følges af en abgesang med den pudisge tekst ”Da hovedet i himlen er/kan Jesus Kristus og sin krop/til rette tid ophente.” Derpå slutter orkestret med atten festlige takter.
2. sats’ korte recitativ for tenor og continuogruppe bygger tekstligt på den pudsige abgesang i det vers, der anvendtes i 1. sats; når Kristus med hovedet i himlen kunne hente sine lemmer derop også, lyder bønnen fra tenoren ”Jeg er parat, kom, hent mig!” med pointering af ”kom”, som synges på et højt a1. Teksten fortsætter: ”Her i verden er elendighed, ængstelse og kvaler; i Salems telt, derimod, bliver jeg forklaret. Dér ser jeg Gud ansigt til ansigt, som hans hellige ord lovede mig.” Det besynderlige begreb ”Salems telt” kan henvise til dér, hvor Johannes Døberen døbte ”i Ænon ved Salem” (fra Johs. 3, 23) eller ”Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin, han var præst for Gud den Højeste.” (Første Mosebog kap. 14 vers 18).
3. sats er en arie for bas, trompet, strygere og continuo. Hvor hornene i 1. og 5. sats bærer en anden symbolik, kan Frelseren på Guds trone kun symbolisere med en trompet, og det er også trompeten – loyalt akkompagneret af strygere og continuo – som brillerer gennem alle seksten indledende takter. Bassolisten overtager trompetens tema med teksten ”Op, op, med klar og tydelig lyd/forkynd over alt/ min Jesus sidder til højre/hvem prøver at bestride dét?” Arien ligger lige til højrebenet for både sanger og trompetist, og det kan undre, at denne basarie med dens gnistrende trompetstemme høres relativt sjældent som et løsrevet stykke. Grunden kan være, at Bach valgte at smække arien sammen med et recitativ, som tekstforfatteren von Ziegler ellers havde digtet adskilt. Med overgangen ”Er han taget fra mig/vil jeg engang komme derhen/hvor min Frelser lever” illustreret af opadgående skalaer i violin I, bliver arien til et recitativ for bas med strygerglorie og en længere tekst om hvor Jesus’ almagt findes. De seksten takter for trompet og strygere afslutter satsen, men der synges ikke da capo. I betragtning af, at arien med recitativ både betyder, at næste arie i 4. sats kommer lidt hovedkulds, og at arien ikke fungerer som løsrevet solostykke, til trods for de gode stemmer for trompet og bassanger, kan man få den idé, at det havde været bedre at holde arie og recitativ adskilt som i Mariane von Zieglers original.
4. sats er en duetarie for alt og tenor akkompagneret af continuo og obligat obo d’amore. Sidstnævnte symboliserer Kristi kærlighed, og det er også dén, de to sangere besynger: ”Hans almagt at udgrunde/ kan intet menneske klare/min mund forstummer og tier”, synger de i da capo ariens A-stykke. Alfred Dürr har om vokalpartierne skrevet: ”Trods duetstemmernes imitatoriske tilbøjelighed er strukturen dog i grund overvejende homofon, da imitationerne mest underordner sig den periodiske inddeling.” Teksten i B-stykket er ganske poetisk ”Jeg ser mellem stjernerne/at han allerede i det fjerne/viser sig til højre for Gud.” Dermed er himmelfarten fuldbyrdet i Christiane Mariane von Zieglers fine tekst.
5. sats er kantatens afsluttende koralvers med fjerde vers fra Matthæus Avenarius’ salme ”O Jesu, meine Lust” (på dansk ”O Jesus, mit begær”): ”Derpå så vil du mig/til højre for dig stille/og som dit barn mig da/en nådig dom tildele/og bringe mig den fryd/hvor al din herlighed/jeg snart til skue an/ i allen evighed.” Orkestrets stemmer føjer sig til korets med obo I og violin I på sopranen, obo II og violin II på alten, obo da caccia og bratsch på tenoren, og continuogruppen med udgangspunkt i bas.
De to horn har begge frie overstemmer, men horn II spiller noget, der egentlig blot fordobler toner fra sopran, alt og tenor, mens horn I udfolder sig mere frit med både udsmykninger og forskydninger af rytmen i salmen. I 6. sats af kantaten ”Wie schön leuchtet der Morgenstern” (BWV 1) var det horn II, der havde en obligat overstemme hvorom Ludwig Prautzsch skrev: ”Bach fremhæver andenhornet således at han giver det en obligat overstemme mens førstehornet understøtter cantus firmus i sopran. Dét er et sindbillede på Kristus, Guds anden skikkelse i dommersædet – han er på én gang talsmand og hjælper os til det evige liv.” Her i himmelfartskantaten er det, horn I, som overtager symbolikken.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 373-377, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 489-490, 705, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs, pp. 106-115 |
