|
Tid og sted
Sexagesima den 4. februar 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Erhalt uns, Herr, bei deinem Wort” af Martin Luther (1531 + 1542), Justus Jonas (ca. 1545) og Johann Walter (1566). Af salmens syv vers er det første, sjette og syvende brugt uændret til 1. og 6. sats, mens de andre vers i større eller mindre grad er bearbejdet til brug i kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Man ved ikke hvem der omskrev disse vers.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor. Det er en ganske kort sats, der som regel varer mindre end tre minutter, men det gør ingenting, når hvert sekund som her er fyldt med intensitet. En solotrompet har fået en krævende rolle at spille denne energiske mol-sats, men med god opbakning fra orkestrets to oboer, der i instrumentale passager er med til at løfte satsen op på niveau med andre af barokkens perler for trompet, to oboer, strygere og continuo. Trompetens alvorlige fanfaremotiv høres allerede i første takt, og trompeten holder skansen som primært soloinstrument gennem elleve takters forspil. I adskillige passager er de to oboer ført unisont, og det er givetvis en måde styrkemæssigt at få dem til at matche trompeten i blæsernes fornemme vekselspil, der kan lyde som et alvorligt sidestykke til tredje sats i Bachs ”Brandenburgkoncert nr. 2” fra 1721. Fra koret høres først basser og straks efter tenorer, inden sopranerne, skarpt fulgt af alter, synger cantus firmus med Luthers tekst: ”Bevar os, Herre, ved dit ord”. Understemmerne tilfører sopranstemmens melodi et imiterende frit flerstemmigt strukturelt fundament, og det er også netop i rækkefølgen nede fra og op, at næste tekststrofe følger umiddelbart fra først bas, derpå tenor og så alt, inden sopranens cantus firmus fortsætter teksten ”og afværg pavers og tyrkers drab”. Denne udtrykte ængstelse for pavers og tyrkers hærgen forekommer også i en noget tidligere kantate til sexagesima, nemlig 3. sats af ”Gleichwie der Regen und Schnee vom Himmel fällt” (BWV 18) til 19. februar 1713. Hjælp mod al denne ondskab er dog ved hånden i form af trompeten som begiver sig ud i heroiske løb strak efter at koret har sluppet ordet ”drab” (på tysk ”Mord”). Fem takter for orkestret følges af en indsats fra basserne, inden sopranens cantus firmus fortsætter: ”Som Jesus Kristus, din søn…”. Netop ved ordet ”søn” (på tysk ”Sohn”) har harmonikken taget en drejning til dur i gjaldende fanfarer ført frem af trompet støttet af oboer, strygere og continuo. Et langt højt h2 i trompeten giver sopranerne mod til den sidste salmestrofe bakket op af alter og tenorer, mens basser følges med continuobassen i energiske sekstendelssekvenser på; ”… nedstyrte fra sin trone.” Sopraner skal holde a1 på ordet trone (på tysk ”Thron”) over hele seks takter – længe nok til, at orkestret med trompeten i front har påbegyndt en slags gentagelse af satsens elleve indeldende takter som afslutning.
2. sats er en da capo arie for tenor, continuo og to obligate oboer. Oboerne lægger ud, og deres roller ses af Albert Schweitzer som ”prisen af himmelsk godhed, sunget af et kor i det høje.” Tenorens tekst er en fri omskrivning af andet vers i Martin Luthers salme. ”Nedsend nu din magt fra oven/herrers Herre, stærke Gud!”, lyder teksten i det relativt behagelige A-stykke, hvorimod B-stykket byder på store tekniske udfordringer, idet solisten her med både staccato og sekstende- og toogtredivetedele skal markere ordene ”glæde” og ”ituslå” (ordene ”erfreuen” og ”zerstreuen” rimer på tysk) i teksten ”til glæde for din kirke/og for fjendens bitre hån/øjeblikkeligt at slå itu.” Ariens da capo form er ikke skrevet som en gentagelse af A-stykket, og der sker da også nye ting i tenorens melodi, mens teksten fra første del ”Nedsend nu din magt fra oven/herrers Herre, stærke Gud!” gentages.
3. sats er et recitativ med koralstrofer for alt, tenor og continuo. I rækkefølgen alt, tenor, alt, tenor lægger de to solister recitativisk op til hver af de fire strofer fra tredje vers i Martin Luther originale salme, hvor ”Gud Helligånd, du kære trøst/gid dit folk et sindelag på jorden/stå os bi i yderste nød/
led os i livet ud af døden!” synges som duet mellem de to stemmer, der jo på Bachs tid begge blev sunget af mænd og derfor havde en meget homogen klang i denne kombinerede andagtsfulde sats.
4. sats’ arie for bas, continuo og en virtuos continuocello bringer lytteren ned på et meget jordnært og endda humoristisk og livsbekræftende plan. Allerede i de indledende takter foregriber celloen med en hurtig nedadgående skala de ord, bassen kort efter synger ”Styrt til jorden, o opstyltede hovmod/ ødelæg alt, hvad hun planlægger!” Albert Schweitzer hæfter sig i sin meget grundinge behandling af netop denne arie ved at styrtet – den nedadgående skala – jo følges af en figur, der kan illustrere, at vedkommende forsøger at komme på benene igen, blot for at opleve endnu et styrt. Illustrationen er så slapstickagtig, at man kunne tro at Bach forsøgte at vise, hvordan det lille barn, der er ved at lære at gå, hele tiden vælter og rejser sig igen. I februar 1725 var sønnen Gottfried Heinrich (født 26. februar 1724) netop i den alder, hvor man lærer at gå. Arien har også et B-stykke, hvor den faldende figur er brugt som illustration af en afgrund: ”Lad pludselig afgrunden opsluge hende (altså hovmodet)/værn dig mod den fjendtlige magts buldren/lad dem aldrig nå det, de higer efter!” Herefter spilles ariens A-stykke rigigt da capo i modsætning til 2. sats’ tilnærmede dacapostruktur. Teksten er stærkt inspireret af salmens fjerde vers, der dog ikke er af Martin Luther, men en lidt senere udvidelse af salmen, som Justus Jonas digtede omkring 1545.
5. sats er et recitativ for tenor og continuo med tekst inspireret af Justus Jonas’ femte vers til salmen. I recitativets taksigelse til Gud for at våge over kirken og gennem hans hellige ord give de troende fred, findes flere eksempler på de begreber, der tonemæssigt ligger højt, ”højeste glans” (på tysk ”höchsten Glanze”), ”våger” (på tysk ”wachst”), ”annamme” (på tysk ”lehren”), ”hjælper” (på tysk ”Helfer”) og til sidst ”velsignelse” (på tysk ”Segen”).
6. sats er den afsluttende koral, der består af to vers, dels Luthers sjette vers til originalsalmen, og dels Johann Walters afrundende vers, der afsluttes med et ”Amen”. Teksten handler er en bøn og fred og fordragelighed og velsignelse til øvrigheden. Sopranstemmen er godt forstærket af instrumenter, som er nødt til at spille pianissimo for at bevare en vis balance; trompet, to oboer og violin I. Alten følges af violin II, tenor af bratsch og contionuogruppen tager udgangspunkt i og spiller akkorder på grund-lag af korets basstemme.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 275-278, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 474, 739 |
