|
Tid og sted
Mariæ renselsesdag den 2. februar 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Mit Fried und Freud ich fahr dahin” af Martin Luther (1524). Af salmens fire vers er det første og det fjerde brugt uændret til kantatens 1. og 6. sats. De to midtervers i denne Luthers tyske oversættelse af ’Nunc dimittis’ er omarbejdet til teksten i 2., 3., 4. og 5. sats. Man ved ikke hvem der omskrev teksterne. På dansk findes teksten i Arvid Pedersens gendigtning fra 1529 af salmen ”Med fryd og fred jeg farer hen”. I gennemgangen af første sats benyttes denne gendigtning ikke, da det vil forvirre i forhold til korets forskellige indsatser. Derimod citeres Arvid Pedersens gendigtning uden ændringer i gennemgangen af kantatens 6. sats, som altså svarer til originalsalmens afsluttende vers.
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, tværfløjte, obo (også obo d’amore), violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ er et af Bachs fornemste indledningskor. Tonearten er e-mol og taktarten er 12/8, hvilket i sig selv kan lede tankerne hen på indledningskoret til Matthæuspassionen (BWV 244), der dog på dette tidspunkt endnu lå to år ude i fremtiden. Allerede fra de første takter høres en træt, usikker vandren i fløjte, obo og strygeresom illustration af en usikker pilgrimsfærd mod himlen. I lighed med koret, der senere skulle komme til at indlede den store påskepassion, er der også en cantus firmus i sopran med en gammel lutheransk hymne. Her er det Luthers gendigtning af Simeons lovprisning (Nunc dimittis) i Lukas-evangeliet kap. 2 vers 29-32, men hvor Bach to år senere valgte at sætte en gruppe sopraner til at synge hymnen fra en svalerede over orglet, hører man korets almindelige soprangruppe forstærket af zink, der fremfører Johann Walters melodi fra 1524. At melodien er komponeret over den doriske skala tilfører en unik fornemmelse af gamle tider. Teksten ” Med fred og fryd jeg farer hen” følges af en opadgående skala i oboen, og den overtages af fløjte, der driver den videre opad. Tenorstemmen forbereder den næste strofe ”når Gud befaler”. Efter et kort orkesterindslag er det igen sopranernes salmemelodi med ordene ”trøstigt er mit hjerte og mit sind”. Det efterfølges af fløjte og obo, som nu over lange liggetoner i strygere og continuo følges op ad skalaen hvorpå deres bevægelser besvares af strygerne. Derpå er det alterne, der forbereder næste tekstbid ”blidt og stille”, som må og skal synges piano. Kort efter ender kor og orkester på en obskurt klingende g-mol-akkord, der er en dristig måde at sikre sig lytterens opmærksomhed. Det bliver nu orkestrets opgave at dreje det overraskende tonale udsving tilbage til satsens grundtoneart, og det sker med en opbremsning og et slutningslignende skift til forte, inden korets næste strofe”som Gud har lovet mig”. Otte takters orkesterindsats med vekslen mellem fløjte, obo og strygere følger, inden koret afslutter med strofen ”døden er blevet til min søvn”, hvorefter satsen afrundes med at orkestret gentager den tretten takter lange instrumentale indledning.
2. sats er en arie for alt, continuo og de to obliagte træblæsere tværfløjte og obo d’amore. Oboisten fra indledningssatsen har skiftet instrument, og spiller sammen med tværfløjtenisten en skildring af langsom gang, der understreges af gentagne toner i continuoets trætte slæbende akkompagnement. Continuostemmen har her markeringen ligato per tutto è senza accompagn, hvilket ifølge John Eliot Gardiner betyder, at det skal udføres af cello og orgel unisont men uden udfyldende akkorder. Det er en langsom sarabande, hvor teksten skal ses direkte i relation til både Luthers originale andet vers, og i forhold til Simeons lovrprisning i Lukas-evangeliets kap. 2 vers 29-32. Simeon var jo, som man kan læse i vers 25-27, en gammel mand overfor hvem Helligånden havde åbenbaret, at han ikke skulle dø inden han havde set Herrens salvede. Derfor synger alten ”Jeg vil også med brustne øjne, se efter dig, min frelser.” Som hos de gamle vandrer også fløjte, obo d’amore og continuo med slæbende skridt, mens sangeren tilføjer, at ”omend legemets bygning hensmuldrer/så falder ej mit hjerte og mit håb.” I de sidste strofer pointeres ordet ”døden” (på tysk ”Sterben”) tre gange med en lang tone fulgt af en hendøen på tonetrinnet under i teksten ”Min Jesus ser til mig i døden/og lader intet ondt mig ske.”
3. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Strygerne har fået den vigtige rolle at udføre små hoppende glædesmotiver, som de tager fat på allerede fra første takt. Det skyldes glædesbudskabet i slutningen af 2. sats; Jesus er med os i døden og lader intet ondt ske os. Bassen synger da også: O, under, at hjertet foran den af kødet forhadte grav, og sågar overfor dødens smerte, ikke forfærdes!” Den resterende del af recitativet gør brug af alle strofer i det originale andet vers af Luthers salme, der i den danske gendigtning lyder: ” Ja, Herre, mine øjne så/du os har givet/selv når vi skal i døden gå/ udvej til livet/Kristus din, vor frelsermand/han er vort liv i døden.” Som i 2. sats af kantaten ”Ich hab in Gottes Herz und Sinn” (BWV 92) til den forudgående søndag (Mariæ renselsesfest den 2. februar 1725 faldt på en fredag) forløber resten af satsen som en kombination af koralstrofer og recitativisk kommenterende lovprisninger.
4. sats er en energisk duetarie for tenor, bas, continuo og to obligate violiner. Violin I lægger ud med en skalatur opad, kort efter følger violin II og continuo. Efter seks takters instrumentalt forspil følger tenor og bas, der hurtigt begiver sig ud i frydefulde melismer over teksten ”Et ufatteligt lys fylder hele jordens kreds/det genlyder kraftigt i én køre/af et højt ønsket løfte/den, der tror, skal blive saliggjort.” Teksten er hentet fra de sidste to strofer af vers tre og de første to strofer af vers fire af Luther salme. Der er en fin balance i den optimistiske femstemmige sats, hvor continuobassen danner fundament, bas og tenor klinger i mellemlejet og de to violiner stråler i diskanten.
5. sats er et rectitaitv for alt og continuo med en musikalsk upåfaldende parafrase af salmens vers tre: ”O, uudtømmelige godheds-skat; således åbenbaret for os mennesker: Verden, fuld som den er af vrede og forbandelser, bliver en nådens stol, og et sejrstegn rejses, og hvert et troende sind indbydes til hans nådes rige.”
6. sats er kantatens afsluttende koralvers, hvor man igen kan nyde Johanns Walters doriske melodi. Sopranstemmen følges både af tværfløjte oktaven over, af zink, obo (der er skiftet fra obo d’amore) og violin I. Alt følges af violin II, tenor af bratsch og bas af continuobas, mens et orgel udfylder akkorder. Med Arvid Pedersens danske gendigtning fra 1529 lyder teksten: ”Midt i det blinde hedenskab/du lod oprinde/et saligt lys, en sol i grav/hvor mulm var inde/Israel, din herlighed/han er vort lys, vor glæde!”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 728-731, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 464-465, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277, Albert Schweitzer: J. S. Bach p. 483, pp. 728-729 |
