|
Tid og sted
Søndag efter jul den 31. december 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Das neugeborne Kindelein” af Cyriakus Schneegass (1597). Af salmens fire vers er det første og fjerde vers uændret brugt i kantatens 1. og 6. sats. Man ved ikke, hvem der bearbejdede de øvrige vers til brug for kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Melodien er af Melchior Vulpius (1609).
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), altblokfløjte I, II, III, obo I, II, taille, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor er til trods for den alvorlige atmosfære tænkt som en vuggesang. Allerede de første takter for oboer, taille, strygere og continuo har en særegent seriøs skønhed, der ikke mindst beror på det valgte temas fine symmetri. Betydningsfuldt for atmosfæren er også moltonearten i den til kantaten valgte salme med tekst af Cyriakus Schneegass og en melodi i fra 1609 af Melchior Vulpius. Salmens fire strofer betyder, at der ikke er meget tekst at gøre godt med. Efter femten takters orkesterritornel høres melodien som cantus firmus i sopranens lange nodeværdier i, mens de øvrige stemmer i rækkefølgen alt, tenor, bas kommenterer med modstemmer. Deres efterligninger af salmens melodi bliver mindre for hver indsats. I satsen veksles mellem orkesterritornel og salmestrofer: ”Det nyligtfødte lille barn/den hjertenskære Jesulil /med nyt år tager vare/på sin udvalgte skare.” Efter slutstrofen, hvor sopran holder ordet ”skare” (på tysk ”Schar”) gennem seks takter afsluttes dette korte indledningskor med de femten takters orkesterritornel, der også indledte satsen.
2. sats er en arie for bas og continuo. I en fri gendigtning af salmens andet vers har den ukendte forfatter skabt ord, som lægger op til formaninger fra den vokale bas, mens continuobassen sørger for aktiviteter. Som i 5. sats fra Weimar-kantaten ”Barmherziges Herze der ewigen Liebe” (BWV 185) fra juli 1715 kan man få den tanke, at Bach her har gjort sig morsom på bekostning af en ivrigt syndepåpegende prædikant med en løftet pegefinger: ”O, mennesker, I som dagligt synder/I skal være englenes glæde.” Lige som de flere andre eksempler - 3. sats i ”Bereitet die Wege, bereitet die Bahn” (BWV 132), 6. sats i ”Magnificat” (BWV 243a) og 2. sats i ”Christ unser Herr zum Jordan kam” (BWV 7) - kan tiden godt føles lang under en moralprædiken.
3. sats er et recitativ for sopran og continuo. Fra optakt til tredje takt og recitativet ud medvirker der også tre altblokfløjter, som har fået rollerne som klanglig illustration af sopranens ord om englene der ”fylder” (på tysk ”erfüllen”) luften i det himmelske kor i glæde over menneskenes frelse. Sopranstemmen har en del fine eksempler på musiskalsk billedskabelse; englene ligger oppe på høje toner, ligesom også det høje himmelske kor. En fin koloratur udføres på vendingen ”Tak nu med fuld hals” (på tysk ”So danket nun mit vollem Munde”). De kun 30-40 toner i hver blokfløjtestemmer udgør instrumenternes eneste opgave i kantaten. På Bachs tid har stemmerne formentlig været spillet af de tre oboister (to oboer og taille), som ellers kun medvirker i kantatens 1. og 6. sats.
4. sats indeholder faktisk al tekst fra tredje vers af Cyriakus Schneegass til grund liggende salme. Teksten ”Er Gud forsonet og vores ven/hvad kan den onde fjende gøre os?/Trods djævelen og helvedes porte/er Jesulil nu vor tilflugt” synges af en enkelt altsanger eller hele korets altgruppen, mens stemmen får ekstra tekstur og fylde ved samtidig at blive spillet af alle orkestret violiner og bratscher. Om dette væver sopran og tenor deres kommentarer og spørgsmål. Hvis man går tilbage til teksten i det forudgående recitativ, er det klart, at den musik, som spilles, er fælles musiceren mellem engle og mennesker. Continuoets rytme er den samme, som Bach ti år senere anvendte i sinfoniaen i 1. sats til julekantaten ”Und es waren Hirten in derselben Gegend” (BWV 248, II). En lignende rytme finder vi også i en tenorarie i 5. sats af kantaten ”Es erhub sich eine Streit”, hvor teksten netop er ”bliv, I engle, bliv hos mig”. Kombinationen i duetarien med koral fra alter og unisone strygere er ved vellykkede fremførelser så himmelsk som det bør lyde, når mennesker og engle sammen hilser den nyfødte frelser velkommen.
5. sats’ recitativ for bas, strygere og continuo har fået en tekst med hele fem udråbstegn: ”Dette er en dag, som Herren har gjort. O, velsignede dag, der nu oprandt! O, trofaste venten, som nu er slut! O, tro, som oplever sit mål! O, kærlighed, som Gud drager til sig! O, glæde, som gennembryder sorgen og lader vore læber skænke tak til Gud!” Efter den omgang med fine akkompagnerende strygerstemmer, følger straks
6. sats med et afsluttende salmevers til den fine enkle melodi af Melchior Vulpius i Bachs eksemplariske harmonisering. Sopran forstærkes af obo I og violin I, alt af obo II og violin II, tenor af taille og bratsch, mens continuobasinstrumenterne følges korets basstemme, mens orgel og cembalo udfylder harmonier. ”Det bringer ret et jubelår/vi sørger stadig men hvorfor/stat op at synge skal vi til/vor vé bortjager Jesulil.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 170-173, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
