|
Tid og sted
Anden juledag den 26. december 1724 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Christum wir sollen loben schön” af Martin Luther (1524). Den er Luthers gendigtning af den oldkirkelige hymne ’A solis ortus cardine’ fra 400-tallet, hvorfra også melodien stammer. I kantaten er salmens første og ottende vers anvendt uændret i 1. og 6. sats. Man ved ikke hvem, der har bearbejdet salmens andet, tredje, fjerde, femte, sjette og syvende vers til anvendelse i kantatens 2., 3., 4. og 5. sats.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, basun I, II, III, obo d’amore, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er i enkel motetstil og indledes af en akkord fra continuogruppen, hvorefter tenorstemmen sætter ind. Derpå følger alt, så bas og sidst sopran. Korstemmerne er forstærket af orkestrets instrumenter med obo d’amore og violin I på sopran, violin II på alt og bratsch på tenor, mens continuogruppen spiller en selvstændig stemme. Mest markant i klangbilledet ud over korstemmerne står dog zink og basuntrio, der er med til at understrege den valgte hymnes arkaiske præg. At Bach ofte, men ikke udelukkende, valgte at tilføje zink og basuntrio til kantater med salmevers af Martin Luther kan ses på den række af værker, som frem til og med slutningen af 1724 havde fået denne klanglige tilføjelse: "Christ lag in Todes Banden" (BWV 4), "Ich hatte viel Bekümmernis" (BWV 21), "Du wahrer Gott und Davids Sohn" (BWV 23), "Es ist nichts gesundes an meinem Leibe" (BWV 25), "Sehet, welch eine Liebe hat uns der Vater erzeiget" (BWV 64), desuden "Ach Gott, vom Himmel sieh darein" (BWV 2), "Nimm von uns, Herr, du treuer Gott" (BWV 101) og endelig "Aus tiefer Not schrei ich zu dir" (BWV 38). Teksten i denne indledende sats lyder: ”Smukt skal vi prise Kristus/søn af Maria/den jomfru skær/så længe den nådige sol skinner/og når til alle verdens ender.” Mens alt, tenor, bas og de ledsagende instrumenter har imitatoriske stemmer, forløber sopran (med zink, obo d’amore og violin I) i lange nodeværdier med den oldkirkelige hymne.
2. sats’ arie for tenor, continuo og obligat obo d’amore byder til gengæld på den mere moderne klang af smægtende tenor og fløjlsblød elskovsobo. Det er en fortrinlig obligatstemme godt bakket op af continuo, men selv med en godt syngende tenor er kombinationen mellem toner og tekst løjerlig. Albert Schweizer skrev: ”At tenorarien beror på et lån røber sig uden videre ved dens barbariske deklamation.” Teksten er en parafrase over det andet vers i Lutherhymnen om hvordan skaberen lod sig føde i menneskeskikkelse.
3. sats er et recitativ for alt og continuo. Tekstligt dækkes både det tredje og fjerde vers af Luthers hymne om hvordan den himmelske Guds nåde lod sig føde hos en fattig jomfru i en stald (hymnenes tredje vers) og om jomfruens anstændighed, idet hun jo blev besvangret af Guds ord og ikke af en mand (fjerde vers). Recitativets helt store øjeblik er i den næstsidste takt, hvor alten synger om Gud, der valgte af forvandle sig til menneskeskikkelse. Her foretager Bach et meget moderne tvist fra cis-dur til C-dur, som netop netop giver en helt særegen følelse af forvandling netop på ordene ”på forunderligste vis” (på tysk ”mit wundervoller Art”). Dette harmoniskifte skulle efter sigende være uden sidestykke i Bachs øvrige værk.
4. sats er en arie for bas, strygere og continuo. Allerede fra de første takter bliver der kradset grundigt i strengene på de dybe strygere og spillet kraftigt af den fagot, der også medvirker i continuogruppen, for det er intet mindre end Johannes’ glade bevægelser i livmoderen, der her illustreres af de dybe strygere, to violinstemmer og bratsch. Teksten om dette finder man i Lukasevangliets kap. 1 vers 39-41: ”I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden…” At Bachs musik på denne baggrund er blevet til en serie af stærke sammentrækningsbevægelser siger både noget om hans musikalske fantasi, men naturligvis også om hans kendskab til svangerskaber, som han jo selv oplevede adskillige af på nærmeste hold, mens hans hustruer var gravide. Teksten i basarien ligger tæt på det til grund liggende femte vers fra salmen: ”Johannes glædesfyldte hop/opfattede dig tidligt, min Jesus/nu hvor troens arm bærer dig/vil hjertet vende sig fra verden/og inderligt skynde sig til din krybbe.”
5. sats er et recitativ for sopran og continuo. Ikke blot skal der deklameres tekst svarende til både sjette og syvende vers fra salmen. Der skal også synges over et ganske stort omfang fra d over det mellemste c og helt op til h’et næsten to okaver oppe. Teksten handler om enkelheden og fattigdommen i stalden med krybben (oprindelig salmens vers seks) og om hvordan det himmelske kor af Guds engle sammen med hyrderne kommer og lovsynger den nyfødte (vers syv). Det er ordene ”så lad os med englenes kor bryde ud i en jublende lov- og takkesang udbryde” (på tysk ”jauchzend”), der får en jublende høj tone, inden alle korstemmer, orkesterstemmer og jo eventuelt også menigheden i kirken frydefuldt udbryder:
6. sats: ”Pris, hæder og tak skal synges dig/Kristus, født af den jomfru ren/og til Faderen og den Hellige Ånd/fra nu af og i evighed.” Sangkorets stemmer følges af zink, basuner, obo d’amore og strygere med samme fordeling som i 1. sats, mens continuogruppen her som vanligt tager udgangspunkt i korets bas.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 140-144, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven , pp. 326-327, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277, Albert Schweizer: J. S. Bach pp. 476, 725-726 |
