|
Tid og sted
Kantate til et bryllup i Leipzig i tiden omkring 1. december 1729. Kantaten er til dels rekonstrueret.
Tekstforfattere
Ukendt (1.-7. sats), to salmevers fra 1679 af Joachim Neander (8. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), violin I, II, bratsch, orgel, continuo
De enkelte satser
1. sats er for kor og orkester med det helt store udtræk af tre trompeter, pauker, almindelige oboer, strygere og continuo. Teksten i den festlige sats lyder: ”Herr’ Gud/de alle tings behersker/som alting har, regerer, bær’/alt hvad der ånde har begejstres.” Albert Schweitzer skriver om satsen, at den er ”helt igennem domineret af glædesmotiver”, og Alfred Dürr skriver: ”Orkestret (…) begynder med symfonisk indledning hvor begge temaerne fra den efterfølgende kordel med treklangsfanfare og en trinvist opadstigende sekstendedelssekvens allerede er indeholdt. Disse bliver dels overtaget i figurativ og imitatorisk sats af koret, dels anvendt som orkestrale rammer for indlejrede korpartier. Satsens B-stykke har en mere motetagtig korlyd med samlede indsatser i en mere tænksom atmosfære. Her er teksten: ”Vi er alle alt for ringe/til al den barmhjertighed/hvormed du fra barndoms bene/og til nu os glæder helt.” I denne del tier trompeter og pauker, mens oboer og strygere får skabt en høj intensitet i den roligere midterdel. Satsen her brugte Bach mange år senere i omarbejdet form med teksten ”et exspecto resurrectionem mortuorum” fra credoet Symbolum Nicenum i ”Messe i h-mol” fra 1749. I den form, kantaten fremstår her, er den til dels en rekonstruktion foretaget på grundlag af ”Gott, man lobet dich in der Stille” (BWV 120) til en byrådsindsættelse i august 1728, hvor denne sats var 2. sats.
2. sats er et recitativ for bas og continuo med en lang lovsang til Gud for Skaberværket. Til sidst høres et korsvar fulgt af strygere og continuo med ordene: ”Nu takker alle Gud, som gør så store ting til alle tider!” En særlig markering får ordet ”alle” der optræder to gange og begge gange udstrækkes gennem frodige melismer i alle korstemmer. Violin I følger sopran, violin II, alt, bratsch tenor og korets basser er forstærket af continuobas, mens becifringsinstrumenterne udfylder akkorder. Herefter fortsættes af tenoren den recitativiske del med en bøn til Gud om at velsigne netop denne dags lykkelige brudepar.
3. sats er en arie for sopran, koncerterende soloviolin, strygere og continuo. I en yndefuldt vuggende sicilianosats i 6/8 kan soloviolinen gøre brug af hele registret fra det høje til den dybe g-streng, der er hyppig, da tonearten er den blide lyse G-dur. Forspillet kombinerer violinens partita-agtige intimitet med et rodfæstet akkompagnement fra øvrige strygere og continuo. Sopranens melodi er kantatens ørehænger, mens violinens løb kan illustrere tekstens ønsker: ”Led, O Gud, i kærligheden/dette nu forlovne par.” I ariens hoveddel opnås en smuk effekt ved at soloviolinen i visse passager følges med violin I, men derefter diskret skiller sig ud med egne motiver. Et kort kontrasterede midterstykke i e-mol har teksten ”Læg dem altid det på sinde/som dit ord fortæller os/at du skænker dem der elsker/ gode år til hver en tid.” Derefter spilles forfra: ” Led, O Gud, i kærligheden/dette nu forlovne par.”, inden soloviolinen, strygerne og continuogruppen runder satsen af. Ligesom 1. sats er denne arie et lån fra ”Gott, man lobet dich in der Stille” (BWV 120), hvor denne her arie udgjorde 4. sats. Hermed afsluttes den første del af bryllupskantaten.
4. sats er en herlig, rask instrumental sinfonia for orgel og et orkester bestående af oboer, strygere og continuo. Den vitale sats er en vaskeægte orkestrering af Bachs egen Partita i E-dur (BWV 1006), der oprindelig er for soloviolin. Her er soloviolinens stemme lagt i orglets kaskader af lyd, mens orkestret - med oboerne på de to høje strygerstemmer - indtager en akkompagnerende funktion. Optimismen må godt blomstre til et bryllup, og det er lige den stemning, denne sats på fornemste vis kan indfange.
5. sats’ recitativ anlægger en lidt mere ydmyg tone, hvor tenoren akkompagneret af continuogruppen bønfalder Gud om at velsigne det nygifte par. Denne tryglen slås fast af det samleede kor med ordene ”Herre, hør vor bøn.”
6. sats er en duetarie alt, tenor, to oboer d’amore, strygere og continuo. Allerede i ti takters forspil er oboerne tildelt fine solistisk pludrende stemmer over strygernes og continuoets fundament. Den tyske teolog, bibliotekar og Bach-forsker Friedrich Smend mente i sin bog Bach in Köthen fra 1951 at arien måtte være en bearbejdelse af en forsvundet violinkoncert fra tiden mellem 1717 og 1723, hvor Bach var kapelmester i Köthen. Netop de to oboer d’amore gør dog denne synsvinkel mindre sandsynlig, for deres roller virker fuldt integrerede i satsen, og den slags instrumenter havde oboisterne i Köthen næppe adgang til, da både obo d’amore og obo da caccia var særlige opfindelser fra instrumentmager Eichentopf i Leipzig. Derimod må man give Friedrich Smend ret i, at den teknisk krævende melodik som alt og tenor skal få til at klinge let, er så vanskelig, at den virker som tiltænkt et strygeinstrument. Ariens tekst er derimod enkel: ”Herre, udtal nu velsignelsen/over dette din tjeneres hus/lad dem til din frygt nu klæbe/så de forbliver velsignede/oplad for dem dit åsyn/da ender alt i velsignelse.” Bachs komposition understreger, til trods for de tekniske krav til sangere og oboister, også ordet velsignelse, et blidt ord, der typisk vises gennem at udelade en tone efter staccatonoder som det kan høres i første og anden takt af satsens instrumentale forspil. Dét ”kneb” havde Bach tidligere anvendt i den smukke 3. sats fra ”Wer nun den lieben Gott lässt walten” (BWV 93) fra juli 1724, hvor det gjaldt ordet stille.
I den til grund liggende byrådsindsættelseskantate, ”Gott, man lobet dich in der Stille” (BWV 120), udgjorde denne 1. sats, men der er tilføjet en tenorstemme, så arien i stedet for at være soloarie er blevet til en duet.
7. sats er et recitativ for bas og continuo hvori Guds velsignelse sættes ind i en gammelstestamentlig sammenhæng med tekstlige henvisninger til både Mosebøgerne, Kongebøgerne og Krønikebøgerne.
8. sats er kantatens afsluttende koral med fjerde og femte vers fra Joahim Neanders salme fra 1679, der på dansk kendes som ”Lover den Herre”. Melodien er fra 1665 og fra østersøbyen Stralsund. Sopran følges af obo I, II og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, og bassen af continuobas, mens orglet udfylder akkorder. Teksten på de to vers lyder i den danske oversættelse fra 1740: ”Lov dog den Herre som dig i din stand giver lykke/ham som med tusind velsignelser véd dig at smykke/tænk dog derpå/at han sin ære kan få/ak, i din sjæl det indtrykke." Og: ”Lov da den Herre min sjæl og hvad i mig mon være/alt, der har ånde, ophøjer hans navn og hans ære/han er dig god/ak, gør ham aldrig imod/amen, han selv dig det lære.” De tre trompeter med pauker som basinstrument har fået smukke overstemmer i det andet af de to vers; ingen komponist kunne som Bach få slutkorene til at klinge af jubel og glæde. Også her har Bach imidlertid lånt hos sig selv, nemlig i 5. sats af kantaten BWV 137.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 820-824, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 283, 287, 411, Albert Schweitzer: J. S. Bach, p. 500 |
