|
Tid og sted
Femogtyvende søndag efter Trinitatits den 26. november 1724
Tekst
Salmen “Du Friedefürst, Herr Jesu Christ” af Jakob Ebert (1601). Salmens vers ét og syv er brugt uden tekstændringer til kantatens 1. og 6. sats. Man ved ikke hvem der bearbejdede teksten fra salmens andet, tredje, fjerde, femte og sjette vers til brug i kantatens 2., 3., 4. og 5. sats. Melodien er af Bartholomäus Gesius
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), zink, obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, orgel, continuo
De enkelte satser
1. sats præges allerede fra de første toner af en glædesstrålende opstemthed i et tema for oboer d’amore, strygere og continuo, hvor to-slaget i alle breve takten er markant. Glædesmotiverne dominerer både i de dybe og de lyse orkesterstemmer. Det er da også Frelseren, der hyldes, når koret efter seksten takter med forspil sætter ind i firestemmig koralstil med første stollen (A-stykke) i salmeversets barform (AAB-form): ”Du fredsfyrste, Herre Jesus Krist”, begynder Jakob Eberts tekst. Melodien er af Bartholomäus Gesius og den er placeret i sopranstemmen, der er forstærket af en zink. I de fire takter inden næste tekstdel spiller oboer d’amore og strygere en stribe glædesmotiver fra det dybe a til a to oktaver over; det er fredsfyrstens opstigen fra det jordiske til det himmelske: ”i sandhed menneske og i sandhed gud”, tilføjer koret. Næste stollen (A-stykke) med samme toner i melodien udføres efter et orkestermellemspil væsenligt anderledes end den første, for nu sætter tenorerne gang i løjerne i en livligt fugalignende del. De følges af bas og alt, inden sopranstemmen fortsætter koralmelodien med teksten ”du er en stærk hjælper i nøden”. Efter en instrumentaldel sætter altstemmen ind med teksten ”i livet og i døden”. Fra orkestret skiller særligt violin I sig ud med livligt koncerterende figurer. Efter seks takters instrumentaldel afsluttes med bar-formens B-stykke, som igen er varieret i korstemmerne på den måde, at sopraner med zink beholder cantus firmus, mens alt, tenor og bas i korte afsnuppede kommentarer skaber konstrast til koralmelodien med teksten: ”Derfor vi kun/i dit navn”. Efter at stemmerne har fundet sammen på tæt akkord i cis-dur følger nu fem takters instrumentaldel, hvor førsteviolinernes livlige figurer igen skiller væver sig op og ned, inden koret vender tilbage til alimindelige firestemmig koralstil i den afsluttende strofe: ”anråber din Fader”. Seksten takters orkestralt efterspil afslutter den optimistiske sats.
2. sats’ arie for alt, continuo og obligat obo d’amore anslår nogle helt andre og ængsteligere strenge. Det andet vers fra Eberts salme begynder med: ”Svær er den nød, som trykker os/fra krig og modgang stor.” Det er blevet gendigtet til teksten ”Ak, uudsigelig er nøden/og truslen fra den rasende dommer.” Arien er primært en skøn og bekymret replik fra alten i rollen som det troende menneske med studier i sukkende seufzerfigurer for obo d’amoren, som har fået en stemme, der er vanskeligere end den lyder. Alligevel er det continuocelloen, som får lov til at vise ”truslen fra den rasende dommer” (på tysk ”des erzürnten Richters Dräuen”) med nedadgående sekstendedelsfigur lige efter at altsoisten har holdt et langt h på ordet ”Not”. Efter den ligefremme musikalske illustration af truslen, virker det knap så forståeligt, at altsolisten kort efter skal synge ordet ”erzürnten” (på dansk ”rasende”) over en lang melisme, men det kan jo illustrere, at dommeren har haft et stykke tid til at gå og blive godt knotten. Dén petitesse skal imidlertid ikke fjerne opmærksomheden fra det enkle forhold, at dette er en af Bachs fineste altarier.
3. sats er et recitativ for tenor og continuo. Det indledes instrumentalt – som regel af en cello – med et smukt citat af de første toner i Bartholomäus Gesius’ koralmelodi, inden tenorsolisten i tonegange uden de store udsving påberåber Jesus som fredsfyrsten, og continuobassen vender tilbage med endnu et kort citat fra salmen. Et centralt budskab i recitativet, der jo er bygget over tredje vers fra Jakob Ebers salme, er, at Guds ord blev sendt til menneskene af kærlighed. Det troende menneske i 2. sats ængstelige arie frygtede den rasende dommer, men ordet er et kærlighedsbud, som får frygten for straf til at forsvinde.
4. sats er en triosats – terzett – for sopran, tenor, bas og continuogruppe, hvor det igen er en solocello, som sætter en højtidelig tone an med et forsigtigt og årvågent ritorneltema i tenorlejet. Det er da også ensemblets tenor, der indleder, tæt fulgt af bas og til sidst sopran med den bodfærdige replik: ”Ak, vi bekender vor skyld/og beder ikke om andet end overbærenhed/og om din umålelige kærlighed.” Der er lige som i 2. sats altarie stor inderlighed i denne terzett. Efter påmindelsen om kærlighedsbudskabet i 3. sats’ recitativ, behøver vi ikke længere frygte dommerens vrede: ”Bristede ikke dit forbarmende hjerte/ da de faldnes smerte/drev dig ind i denne verden?”, spørger de tre sangere videre. Terzett-satser viser ofte en særlig højstemthed, hvor flere troende træder frem foran nådestronen. Tidligere eksempler på terzetter findes i 9. sats af ”Ich hatte viel Bekümmernis” (BWV 21) fra den 17. juni 1714 og i 5. sats af ”Aus tiefer Not schrei ich zu dir” (BWV 38) fra den 29. oktober 1724.
5. sats’ recitativ for alt, strygere og continuo har som overordnet tekstligt formål at omfatte både femte og sjette af Jakob Ebers syv originale salmevers. Hen mod slutningn af recitativet findes de ord, der må anses for den overordnede grund til, at satsen er forsynet med strygerglorie: ”Velan, udstræk din hånd (…), som kan betvinge fjendens magt og bringe os varig fred!”Sammenligningen af strygere med en glorie stammer tilbage fra 1840’erne, hvor den tyske musikvidenskabsmand Carl Georg August Vivigens von Winterfeld brugte den i bind tre af sin afhandling Der evangelische Kirchengesang und sein Verhältniss zur kunst des Tonsatzes (bd. III, s. 372). Det er altså ikke et nyt påfund fra den, der har lavet program- eller covernoter til den koncert eller cd, De er ved at høre. Æres den, der æres bør.
6. sats afsluttende koralvers er er i enkel firestemmig stil med sopranens melodi forstærket af zink, obo d’amore I og violin I. Med på altstemmen spiller obo d’amore II og violin II, mens bratsch følger med tenor og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Det syvende og sidste vers fra Jakob Ebers salme lyder: ”Oplys vort hjerte og vort sind/med al din nådes ånd/at ikke vi i dreven skæmt/gør skade på vor sjæl/O, Jesus Krist/alene er/den som det kan udvirke.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 709-712, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 276 |
