|
Tid og sted
Anden søndag efter påske den 8. april 1731 i Leipzig
Tekstforfatter
Fem salmevers fra 1530 af Wolfgang Meuslin (1., 2, 3., 4. og 5. sats). Salmen rummer en gendigtning af Salme 23 i Salmernes Bog. Teksten findes på dansk i salmen ”Gud Herren er min hyrde god”, og denne tekst anvendes til dels nedenfor, men der er visse afvigelser fra den tyske til den danske salme.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), horn I, II, obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
Versus 1’s korte indledningskor har fra begyndelsen de to horn forrest i lydbilledet. Har man i andre kantater oplevet, hvordan hornene ofte forbindes med det at stå foran Guds nådes trone, vil man også kunne høre en sammenhæng til denne kantate, der i overført forstand beskriver, hvordan Guds nåde er med os alle dage. Wolfgang Meuslins salmevers fra 1530 er nemlig en gendigtning af Salme 23 fra Salmernes Bog, ”Herren er min hyrde”. Med halsbrækkende høje toner spiller førstehornet temaet, mens andenhornet supplerer med et fanfaremotiv. Kort efter fremmaner oboer d’amore og strygere et sindbillede på de løbende fåreflokke til illustration af hyrdereferencen i teksten. Efter næsten tolv takters instrumentalt forspil sætter koret ind med salmemelodien som cantus firmus i sopranstemmen understøttet af tenor, mens alt og derpå bas har skalabevægelser opad på: ” Gud Herren er min hyrde god/min vægter og min nærer/thi falder alting mig til fod/alt godt han mig beskærer/min sjæl skal ikke lide nød/og jeg ej mangle dagligt brød/vel mig for sådan Herre!” I covernoterne til indspilningen fra Bach Cantata Pilgrimage skriver John Eliot Gardiner: ”Den indledende koralfantasi er et mesterværk i kompression.” Der herlige sats med den meget højtideligt-altmodische klang er da også ovre næsten inden man har fået lyttet sig ind på alt det, der foregår.
Versus 2 er en arie for alt, obo d’amore og continuogruppe. Her er den musikalske iscenesættelse anderledes sparsom, og frem fra de mange lydindtryk i Versus 1 træder nu et troende menneske (alten), en obo d’amore, der spiller en lang strømmende indledning, muligvis som en illustration af det rene kildevæld, som den troende ledes hen til: ”Som hyrden driver sine får/i engene de grønne/
og fører dem til klare åer/og til vandstrømme skønne/så gør min hyrde, Jesus Krist/han føder sjæl og legem vist/hver får sin mad og drikke.” For god ordens skyld må nævnes, at Jesus Krist ikke nævnes i den tyske originalversion, og det vil derfor være uden hold i originalteksten at se eksempelvis obo d’ amorens rolle som symbol for Jesu kærlighed.
Versus 3 er et recitativ for bas, strygere og continuo. I kantatens fem-satsede grundstrukter står altså dette recitativ centralt med teksten: ”End vandrer jeg i dunkel dal/jeg intet ondt skal frygte.” Faktisk inledes satsen af et motiv helt nede i kontrabas/violone, der illustrerer dalens dunkelhed. Lytter man til det, vil man høre, at den franske komponist Camille Saint-Saëns utvivlsomt har ladet sig inspirere af dette mørke-motiv da han i 1886 i femte sats af ”Dyrenes Karneval” skrev en dyb vals til elefanten! Da de høje strygere overtager akkompagnementet af bassangeren, er de som et pludseligt lys, der bryder frem på ordene ”… i forfølgelse, lidelser, trængsler/og denne verdens lumskhed/er du altid med mig/din stok og din stav trøster mig/jeg forlader mig på dit ord.”
Versus 4 er en arie for sopran, tenor, strygere og continuo. I en adræt bourrée spiller strygerne en indledning, der skifter scene fra dødsskyggens dal til en helt vaudeville- og syngespilsagtig lystighed. Man ser næsten for sig hvordan Bach-parret Anna Magdalena (sopran) og Johann Sebastian (tenor) går rundt og dækker bordet efter søndagens kirkekantate: ”Du bereder vel for mig et bord/dér midt imellem fjender/mit hjerte gør du friskt og fro/mit hoved vil du salve/og med din ånd, en olie fin/da skænker du min sjæl/dens gejstelige glæde.” Bemærk, hvordan denne kantate med dens spilletid på kun ca. tolv minutter spænder over en utrolig bredde; koralfantasi (Versus 1), arie med obligat obo (Versus 2), recitativ fra mørkelandet (Versus 3), syngespilsagtig frejdighed (Versus 4), og afslutningsvis
Versus 5, der er kantatens afrundende salmevers. Her følger horn I, obo d’amore I og violin I sopranstemmen, obo d’amore II og violin II alt, bratsch tenor, og continuobassen følger bas, og akkordinstrumenterne udfylder harmonier. Horn II spiller en selvstændig stemme, og om dette fænomen har Ludvig Prautzsch i en anden forbindelse skrevet:”Bach fremhæver andenhornet således at han giver det en obligat overstemme, mens førstehornet understøtter cantus firmussen i sopranen. Dét er et sindbillede på Kristus, Guds anden skikkelse i dommersædet; han er på én gang talsmand og hjælper os til det evige liv.” Melodien kendes på dansk i en lidt anden rytme fra ”Aleneste Gud i himmerig” af Valentin Schumann. Indholdet i salmens tekst fanges fint af vers seks i den danske version af salmen: ”Så skal jeg nyde mangeled/din godhed her i live/så stor skal din barmhjertighed/ hos mig for altid blive/derefter skal jeg eviglig/bo i dit hus og himmerig/ej ende får de dage.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 345-348, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 280, John Eliot Gardiners tekst i coverhæfte til cd SDG 131 pp. 16-17, Ludvig Prautsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs p. 109 |
