|
Tid og sted
Tredje søndag efter helligtrekonger den 21. januar 1725 i Leipzig.
Tekst
Salmen “Was mein Gott will, das gscheh allzeit” af hertug Albrecht von Preussen (1547). Af salmens fire vers er det første og det fjerde brugt uændret til kantatens 1. og 6. sats. Andet vers er omarbejdet til teksten i 2. og 3. sats og tredje vers til 4. og 5. sats. Man ved dog ikke hvem der omskrev teksterne.
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats sættes energisk an af orkestrets oboer og strygere. Til trods for at tonearten er a-mol, høres det straks, at den fremherskende affekt er glæden. Dén mærkes i de mange galopperende glædesmotiver, der kommer på skift i oboer og strygere, og efterhånden også breder sig helt ned til continuobassen. Efter seksten takters forspil sniger tenorerne sig ind et lille taktslag inden sopranernes cantus firmus med den grundfæstede tekst: ”Hvad min Gud vil; det ske altid.” Nu følger to takters glædesmotvier, inden korstemmerne, nu i rækkefølgen oppe fra og ned, tilføjer strofen: ”Hans vilje er den højeste.” Nu gentager orkestret satsens ritornel med galopperende glædesmotiver i først oboer og strygere og siden i continuobas, inden koret synger to strofer mere, der også bygger på det samme musikalske materiale og med samme rækkefølge i tenorens imitatorisk forberedte indsats, lige inden sopranens cantus firmus ”At hjælpe er han rede til” - ”for dem, der tror på ham.” At der musikalsk set nu sker noget nyt, mærkes allerede i den anden instrumentale takt efter korets strofer. Her cirkler orkestret om en A7-akkord med et g i bassen, som leder hen mod et skift til d-mol. I takten efter lyder netop også et højt d3 fra førsteoboen, hvorefter de derpå følgende ti instrumentale takter forløber i d-mol. Næste tekststrofe lyder ”Han hjælper os ud af nøden, den skikkelige Gud…”. Netop ordet ”hjælper” (på tysk ”hilft” er musikalsk pointeret med en lys D-dur-akkord, men tilføjet et par spændingsfyldte esser, som igen peger videre mod en G-dur-akkord på ordet ”nøden” (på tysk ”Not”). Denne strofe synges i det hele taget i en musikalsk omskiftelig atmosfære fulgt af otte takters orkesterdel, inden en tilbagevenden til hovedtonearten a-mol ved korets næste strofe ”… og straffer i rigt mål.” Ordet ”mål” (på tysk ”Massen”) synges over livlige melismer, udmåles, inden orkestret sætter ind med den ritornel, man genkender fra satsens begyndelse, men nu i e-mol. Ti takter for orkestret, hvor violin I kortvarigt har været oppe at runde et højt e3, følges af korets afsluttende strofer: ”Den, som har tillid til Gud, og sikkert bygger på ham” – ”ham vil Han ej forlade”. Som instrumental afrunding gentager orkestret nu satsens ritorneltema - seksten takter fra begyndelsen, som både fastslår tonearten a-mol og budskabet.
2. sats er en arie for bas og continuo med en markant rolle for continuocelloen. Når man lytter, lyder det som en da capo arie, fordi strukturen helt klart virker som en ABA-form. Arien indledes med fire takters intro med temapræsentation fra cello og akkordinstrument (fortrinsvis orgel, da dette jo er en kirkekantate). Derpå overtager bassolisten det prægnante tema og synger ”Forfærd dig, mit hjerte, ej” og citerer derpå Albrecht von Preussens originale salmevers’ første strofe ”Gud er din trøst og grund til at se lyst på tingene”. Der er en lille ændring i teksten, for hvor man i salmen vil synge ”min”, taler bassolisten jo til sit hjerte og synger ”din”. Denne strofe i arien har desuden en tilnærmet hymneagtig karakter. Endelig tilføjes teksten ”… og din sjæls liv”. Herpå overtager cello og orgel med fire takter, som lægger op til en slags B-stykke, hvor bassen synger: ”Ja, det som hans kloge råd betænker/kan verdens eller menneskehedens kraft/umuligt modsætte sig.” Glosen ”modsætte sig” (på tysk ”wider-streben”) foldes ud over et par lange melismer, der bevæger sig nedad. Ligesom fjerde strofe i det til grund liggende andet salmevers slutter ariens midterdel med dette ord ”widerstreben”. Derpå følger den korte instrumentale præsentation, inden bassolisten overtager med gentagelse af ” Forfærd dig, mit hjerte, ej/Gud er din trøst og grund til at se lyst på tingene.” Endelig afrunder fire instrumentale takter arien.
3. sats er et formfuldendt recitativ for alt og continuo. Teksten er inspireret af femte til ottende strofe i
Albrecht von Preussens andet vers af salmen og gentager i let ændret form velkendte beskrivelser af Guds almagt, at han ”har talt alle hårene på mit hoved”. Recitativets indledende udråb ”O Törichter! der sich von Gott entzieht” betyder ”Åh, tåbelige, som unddrager sig Gud!” og må godt synges tilpas markant til at vække kirkegængere, der måtte have taget sig et blund en januarmorgen mens bassen sang sin arie i 2. sats.
4. sats er en duetarie for alt, tenor, strygere og continuo. Fra den første takt mærkes bevægelsen – man fristes til at kalde det wanderlust – fordi både violin II og bratsch begynder med punkterede hoppende ottendedele, der også straks efter høres i violin I. De ord, som Albert Schweitzer jo har hæftet på 5. sats i kantaten ”Liebster Immanuel, Herzog der Frommen” (BWV 123), kan også bruges på denne duet: ”Til sidst kommer [en] glædelig marchsang i hvilken sjælen byder verden farvel. Den, der ikke her kan genkende betydningen af [musikkens sprog] fra andre partiturer, løber risikoen for at gengive musikken fejlagtigt, fordi han så ikke forstår det frydefuldt fremadskridende i arien og i stedet blot fortolker den efter teksten, der klinger noget mere elegisk.” Ingen formår som Bach at iscenesætte vores sikre vej mod graven med så stor iboende livsglæde. Teksten i den originale salmes vers tre strofe ét til fire lyder: ”Derfor må jeg her fra denne verden/henfare efter Guds vilje/det er op til Gud, hvornår det passer ham/vil jeg forholde mig stille.” Denne grundfæstede tro på, at Guds vilje sker, har dannet grundlaget for duettens tekst, der i da capo ariens A-stykke lyder: ”Da går jeg med resolutte skridt/også når Gud fører mig til graven.” De tre akkompagnerende strygerstemmer og continuogruppen kan lede tanken hen på strygerklangen i den tredje af Brandenburgkoncerterne, og tonearten G-dur er da også den samme. Det giver i øvrigt rig mulighed for brug af akkordbrydninger helt ned til violinens dybe G-streng og en flot fuldtonet akkord i violin I ved overgangen til B-stykket, hvor alle fire violinstrenge er i brug. B-stykket har teksten: ”Gud har skrevet dagene op/da bliver, når hans hånd rører mig,/dødens bitterhed jaget bort. Arien rummer - både i A-stykket og B-stykket - rig lejlighed for sangerne til at vise tekstens entusiasme gennem teknisk brillans. A-stykket spilles da capo.
5. sats er et recitativ for sopran, continuo og to oboer. Med tilføjelsen af træblæsere går recitativet fra et være et secco-recitativ (’tørt’, kun med continuo) til at være et accompagnato-recitativ. Tekstligt er det strofe fem til otte fra tredje vers i Albrecht von Preussens originalsalme, der handler om at lade sjælen i Guds varetægt. Netop ud fra denne optik er det klart, at recitativet skal synges af en sopran. De to oboer skal formentlig illustrere hyrdemusik og det pastoralt landskabelige oppe i himmeriget.
6. sats er kantatens afsluttende koralvers. Sopranstemmen forstærkes af obo I, II og violin I, alten af violin II, tenor af bratsch, og bas af continuobassen, mens akkordinstrumentet udfylder akkorderne. Teksten til det, der altså er fjerde vers i originalsalmen, lyder: ”Endnu engang, Herre, vil jeg bede dig/ om at du ikke vil svigte mig/når den vrede ånd angriber mig/så lad mig dog ej fortvivle/Hjælp, afværg, beskyt, ak Gud, min herre/til dit navns store ære/den som ønsker det, råder han for/lad mig derfor glædeligt sige ’amen’”.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 240-242, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277 |
