|
Tid og sted
Juledag den 25. december 1725 i Leipzig.
Tekst
Salme 126 vers 2-3 i Salmernes Bog (1. sats), Jeremias’ Bog kap. 10 vers 6 (3. sats), Lukas-evangeliet kap. 2 vers 14 (5. sats), salmevers fra 1592 af Kaspar Füger (7. sats), Georg Christian Lehms (1684-1717) (2., 3. og 6. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I (desuden obo d’amore), obo II, obo III, (desuden obo da caccia), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder langsomt, højtideligt og instrumentalt. Kaldesignaler fra trompeter med pauker som basinstrument høres over klangflader i tværfløjter, oboer og strygere. Snart antyder orkestrets skarpt punkterede rytme, at dette er en fransk ouverture med en fyrstelig hilsen til himmelkongen. Temaet forekommer bekendt, og Bach har da også lånt sin egen ouverture til den fjerde orkestersuite i D-dur (BWV 1069). Efter halvandet minuts tid gentages den langsomme indledning imidlertid ikke. I stedet overtages det, som i værkets oprindelige version var en hurtig orkesterfuga i 9/8-tempo, af koret, hvor først alter, derpå tenorer, så sopraner og sidst basser sætter ind med en korfuga til tekst inspireret af første led af vers 2 i Salme 126 fra Salmernes Bog: ”Må vores mund fyldes med latter, vor tunge med jubel.” Latteren havde Bach også iscenesat musikalsk i august samme år i den verdslige hyldestkantate ”Zerreisset, zersprenget, zertrümmert die Gruft” (BWV 205) hvor vindenes hersker Æolus jo grinede sig gennem en arie i 3. sats. Dér var det latter iblandet en vis skadefryd, som er ganske anderledes end den jublende lykke, menneskeheden udtrykker ved Jesu fødsel. Jublen er så altfavnende at også de tre stolte trompeter efterhånden hopper med på korets og orkestrets hurtige triolbevægelser. De besinder sig, og sætter med tre opadstræbende akkorder en midlertidig stopper for løjerne, da førstetrompeten når et højt d3. På dette sted vil man ofte høre en smuk klanglig kontrast fra koret, idet Bach til senere opførelser af julekantaten lod den næste indsats synge af tre solister fra sopran-, alt-, og tenorgruppen. Nu er det tekst fra vers 3 i Salme 126: ”For Herren har gjort store ting mod os”. Fra orkestret tier her både trompeter, strygere og continuogruppe, og det er derfor kun træblæsergruppen med tværfløjter, oboer og fagot, som ledsager denne del, indtil korets ripieno-stemmer og de ledsagende instrumenter tager fat på gentagelse af teksten ”Må vores mund fyldes med latter, vor tunge med jubel. For Herren har gjort store ting mod os.” Bassolisten, som tav under de tre andre solisters indsats, får til sidst også soloen ”for Herren har gjort store ting mod os” i en lang passage ledsaget af kun strygere og continuo. Den afrundende korfuga med gentagelse af ”må vores mund…”, fører frem til orkestrets gentagelse af indledningsdelen, så satsen opfylder formkravene til den franske ouverture; langsom hurtig langsom. Hører man kantaten live, ser man desværre ofte kor, som i dybeste alvor synger om ”munde fulde af latter”. Der er nok af kantater i kirkeåret, hvor alvoren råder, men i dette jublende kor må man smile.
2. sats er en arir for tenor, continuo og to obligate tværfløjter. Hvor festbesætningen i 1. sats hilste den nyfødte himmelkonge reflekteres nu stilfærdigt og taknemmeligt opad: ”Jeres tanker og bevidsthed/nu genlyder bort herfra/stiger skyndsomt himmelværts/og betænk hvad Gud har gjort!”, synger tenoren efter ti takters forspil for de to tværfløjter og continuo. Det er klart at ordet himmel ligger højt på et a2 og opfordringen til at betænke, hvad Gud har gjort (på tysk ”bedenk was Gott getan”) må gentages tit. Den sidste gentagelse af opfordringen høres fra tværfløjterne, der udfylder fire takters mellemspil, før solisten fortæller om det under, der skete julenat: ”Han bliver menneske/og kun fordi/vi så selv Guds børn kan bli’.” Om valget af to tværfløjter som obligate instrumenter i arien skriver Ludwig Prautzsch i Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs: ”Vil Bach symbolisere den Kristus, der er bebyrdet med vore synder, vælger han traversfløjter, som allerede gennem deres navn henviser til det forkerte, traversus, til synden.” Andetsteds skriver Prautzsch: ”… traversfløjterne er symboler for den legemliggjorte Kristus, der har taget verdens synder på sig.”
3. sats er kantatens eneste recitativ, der er for bas, strygere og continuo. Over opadstræbende blokke af strygerakkorder reciteres fra profeten Jeremias’ Bog kap. 10 vers 6: ”Der er ingen som du, Herre, stor er du, stort er dit navn i styrke.”
4. sats er en arie for alt, continuo og obo d’amore. I kantatens syv-satsede struktur er det den centrale sats. Af julekantater, som følger samme struktur, kan nævnes ”Christen, ätzet diesen Tag” (BWV 63), formentlig fra 1714, og genopført i Leipzig juledag 1723. De medvirkende er, udover continuo, der jo er altings fundament, en altsolist (det troende menneske) og en obo d’amore (ifølge Ludvig Prautzsch symbolet for Jesus, der af kærlighed selv blev menneske). Refleksionen i arien stikker dybere end i 2. sats med spørgsmålet: ”Ak, Herre, hvad er et menneske/siden du søger dets frelse så smerteligt?/En slange, som du forbander/når helvede og Satan omringer ham/men dog din søn/som sjæl og ånd/af kærlighed kalder sine livsarvinger.”
5. sats anslår i en duet mellem sopran og tenor akkompagneret af diskret orgel og en lys cellostemme en engleblid tone. Teksten er da også engelenes ord til markens hyrder julenat fra Lukas-evangeliets kap. 2 vers 14: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Også her har Bach lånt i et af sine tidligere værker, for denne sats indgår i Magnificat i Es-dur (BWV 243a) som 13. sats, hvor den er en duet for sopran I og bas akkompagneret af continuo.
6. sats er en arie for bas, solostrompet, oboer, strygere og continuo. I obogruppen har en af dens tre musikere skiftet sin almindelige obo ud med den dybe obo da caccia, men det hører man nu ikke så meget til, når solotrompeten blæser sine fanfarer og bassangeren vækker os: ”Vågn op, vågn op, vågn op, vågn op, vågn op, I årer og I lemmer/og syng jubelsange og deslige/som kan behage vores Gud.” Selv om strygere og obogruppe følges, hægtes oboerne, og solotrompeten, af i mellemstykket, hvor teksten kræver, at strygerstrengene klinger alene sammen med sangeren: ”Og I, andagtsfulde strenge/ skal berede ham en sådan lovprisning/at hjerte og sjæl vil frydes derved.” Derpå gentages så solisten og det fulde orkester slutter arien af så festligt som den begyndte, men det er nu ikke en da capo arie.
7. sats er det afsluttende koralvers med femte vers fra Kasper Fügers salme fra 1592 ”Vi kristenfolk” (på tysk ”Wir Christenleut”). Sopranstemmen følges af både trompet I, tværfløjter, obo I og violin I, alt af violin II og obo II, tenor af bratsch og obo da caccia, bas af fagot og continuostrygere, mens et orgel spiller akkorderne. Teksten i Kaspar Fügers salmevers lyder: ”Halleluja! Halleluja! Lovet være Gud/synger vi alle af hjertets grund/for Gud har i dag gjort en sådan glæde/som vi aldrig vil glemme.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 126-129, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven p. 445, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach - the learned musician pp. 281-283, Ludvig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs, pp. 20, 34 |
