|
Tid og sted
Fjerde søndag efter påske den 29. april 1725 i Leipzig.
Tekst
Johannes-evangeliet kapitel 16 vers 7 (1. sats) og kapitel 16 vers 13 (4. sats), Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760) (2., 3. og 5. sats), salmevers af Paul Gerhardt (1653) (6. sats)
Besætning
Alt, tenor, kor (SATB), obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats er en arie for bas, strygere, continuo og obligat obo d’amore. At en kantate begynder med en arie er ikke et særsyn i Bachs produktion, men antallet af forudgående kantater med en arie som 1. sats er dog kun omkring de ti. Seneste eksempel var to uger tildigere til anden søndag efter påske i ”Ich bin ein guter Hirt” (BWV 85). Satsen sættes an af en solistisk, virtuos obo d’amore. Allerede betegnelsen af instrumentet på omslaget af originalpartituret – Hautb. d’Amour – kan ifølge Ludvig Prautzsch ses som symbol for Jesus, der af kærlighed blev menneske. Efter otte indledende takter, hvor oboen udfører strømmende tonearabesker akkompagneret af strygere og continuo, er det da også Jesu stemme, vox Christi, som gennem bassen taler med tekst fra Johannes-evangeliets kap. 16 vers 7: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort”. Denne udtalelse gentages tre gange, og tredje gang med en lang melisme på ordet ”går bort” (på tysk ”hingehe”). Derpå fortsættes ”For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer” med gentagelse af ”for går jeg ikke bort”, og nu med en længere melisme på ”går bort” (på tysk ”hingehe”), der delvis fremføres i duet med obo d’amoren en decim over inden gentagelsen af ordene afsluttes med ”… vil Talsmanden ikke komme til jer.” Nu klinger et instrumentalt mellemspil over seks takter, inden teksten i vers 7 afsluttes: ”men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” I denne del er det det transitive verbum ”sende” (på tysk ”senden”), der høres bredt ud i tid over flere takter. I den afsluttende syv takter høres igen den fornemme balance mellem obo d’amorens levende tonearabesker og de fremadskridende gangmotiverne i strygere og continuo, der sammen med oboen som symbolet for kærligheden viser den forklarede Kristus svævende gang.
2. sats er en arie for tenor, continuo og obligat soloviolin. Kun ”Ich bin ein guter Hirt” (BWV 85) er eneste fortilfælde hvor Bach har ladet en arie i 1. sats efterfølge af en arie i 2. sats. Albert Schweitzer beskriver samspillet mellem soloviolin og continuo med ordene: ”I tenorarien ”Mig kan ingen tvivl forstyrre” er den planløse vaklen frem og tilbage i violinens sekstendedele sindbillede på tvivl, mens de fast fremadskridende og marcherende skridt i [continuo]bassen symboliserer den urokkelige tro.” Teksten i sin helhed lyder ”Mig kan ingen tvivl forstyrre/i at efterleve dit ord, Herre/jeg tror at går du bort/så kan jeg mig dog trøste/thi sammen med de frelste/kommer jeg til det højt ønskede tilflugtsted.”
3. sats er et kort recitativ for tenor og continuo med ord der ligger i direkte forlængelse af teksten i 2. sats: ”Din ånd vil således styre mig/så jeg går på den rette vej/gennem din bortgang skal han komme til mig/jeg spørger bekymret; ak er han her ikke allerede?” Svaret på dét kommer i en strålende fugasats!
4. sats er for kor og orkester, og består af intet mindre end tre fugaled sunget og spillet på to minutter. Den første fuga inledes af bas, derpå tenor, så alt og sidst sopran med tekst fra Johannes-evangeliets kap. 16 vers 13 ”Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden.” Et gennemgående træk er brugen af den store sekst i temaet, der giver en skarp fremadrettet intensitet. Den anden fuga introduceres i tenor fulgt af alt, derpå sopran og sidst bas med næste del af teksten i Johs. 16, 13 ”for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale”. Temaet her er upåfaldende med en afstand mellem anden og tredje tone på en sekund. Intensiteten stiger på grund af mere udbredt brug af sekstendedelsløb, hvor første del mere gjorde brug af en ottendedel fulgt af to sekstendedele. Endelig sætter alten det tredje led i gang fulgt af tenor, bas og sopran med tekststrofen ”og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.” Intervallet i alt og bas er en stor septim mens tenor og sopran må ’nøjes’ med et sekstspring opad. Særligt sopran tager en lang tur med sekstendelsløb på ordet ”forkynde” (på tysk ”verkündigen”). Understregningen af forkyndelsen høres i alle korstemmer.
5. sats er en arie for alt, strygere og continuo. Soloviolinen spiller glædesmotiver i flere udformninger som illustration af teksten ”Hvad mit hjerte begærer af dig/åh, det skal tilstås mig/overøs mig med vel-signelser/led mig ad din vej/så jeg i evighed/kan se dig herlighed!” Med udgangspunkt i netop denne arie skrev Albert Schweitzer: ”Kantaten udtrykker fuldendt den ejendommelige atmosfære i apostlen Johannes’ beretning om Jesu bortgang.
6. sats er kantatens afsluttende koralvers med tiende vers fra Paul Gerhardts salme ”Gott Vater, sende deinen Geist”. Teksten i verset minder ganske meget om teksten i 5. sats, hvortil der derfor henvises. Sopranstemmen er her forstærket af de to oboer d’amore (i 4. sats spillede andenoboen altstemmen) og violin I, alt af violin II, tenor af bratsch, mens continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 361-363, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 16, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 277, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 477, 702-703, Ludvig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs, pp. 154-155 |
