|
Tid og sted
Niende søndag efter Trinitatis den 25. juli 1723 i Leipzig.
Tekstforfattere
Salme 143 vers 2 i Salmernes Bog, salmevers af Johann Rist (1641), ukendt
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), horn, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats begynder med otte takters orkesterforspil. Urolige toner i dybden akkompagnerer forskudte indsatser fra først bratscher samt andenobo og andenvioliner og kort efter høres den øverste orkestergruppe bestående af førsteobo og førstevioliner. Instrumenternes toner væver sig mellem hinanden. De lægger sig ikke til rette på en samlet harmoni, og det giver en intens fornemmelse af forknyt skønhed. Korstemmerne sætter ligeledes ind med en lille forskydning på et enkelt taktslag med anråbelsen "Herre", der følges af tekst fra salme 143 vers 2 i Salmernes Bog "gå ikke i rette med din tjener!" Teksten henviser til lignelsen om den uærlige godsforvalter i Lukas-evangeliets kapitel 16 vers 1-9. I dette første afsnit følges koret kun af continuobassens urolige figurer. Orkestret har derpå et mellemspil, hvor der forekommer talrige instrumentale sukke, de såkaldte "seufzer"-figrurer, ikke mindst i den mellemstemme, der spilles af andenobo og andenvioliner. Der er tale om en præcis gengivelse af den modstræben og ængstelse, man kan registrere hos et menneske der stilles foran en dommer. Koret sætter igen ind med "Herre, gå ikke i rette med din tjener!", mens orkestret samtidig fortsætter stemmevævet og dermed spiller selvstændigt aufhængigt af koret. Denne mangfoldighed af motiver i såvel kor som orkester underbygger grundstemningen af uro og manglende holdepunkter. Senere udgør et orkestermellemspil overgangen til et afsnit i et hurtigere tempo. Fra tenorgruppen skiller en enkelt concertist (solist) sig nu ud og fortsætter med den næste strofe fra salme 143: "thi intet levende er retfærdigt over for dig". Temaet synges derpå af bas, siden af sopran og sidst alt i en fuga, der indledningsvis udføres a cappella og siden gradvist tilføjes orkesterledsagelse med bratscher på tenorstemmen, andenvioliner og andenobo på alten og førstevioliner og førsteobo på sopranen. Det er dog kun de øverste stemmer sopran og alt, der konsekvent følges af instrumenter, mens tenor og bas i passager synger mere selvstændigt, mens bratscher og continuobas udføres andre tonegange. Efter et pragtfuldt fugaafsnit afsluttes satsen på en dur-akkord, som efter den ængstelige begyndelse trods alt rummer håbet om lindring.
2. sats er et recitativ for alt og continuo, hvor det bodfærdige menneske anråber Herren i sit "Min Gud, forkast mig ikke nu hvor jeg i ydmyghed bøjer mig foran dig, foran dit åsyn!" Det er altsolistens eneste opgave i kantaten, men en udtryksfuld og rørende én af slagsen, hvis den udføres med det rette sindelag. En god solist kan sagtens gøre et uudsletteligt indtryk til trods for at recitativet kun varer cirka ét minut.
3. sats er en særpræget arie for sopran, obo og strygere. Der medvirker ingen cello, fagot, violone eller anden bas fra continuogruppen. Det nærmeste man i den uroligt sitrende sats kommer en basfunktion er den, som udføres af bratsch. De to violinstemmer spiller skælvende tonegentagelser, der understreger sjælelig pine. Stemmen i dette hav af ængstelse udføres af solooboen som en foreløbig repræsentant for mennesket. Efter indledningen er det den bange sjæl i sopranens skikkelse, som synger teksten: "Hvor skælver og vakler syndernes tanker, når de indbyrdes anklager hinanden og stadig vover at undskylde sig. Således bliver den ængstelige samvittighed splittet af egne pinsler". Under sopranens smukke foredrag af det tvivlende menneskes følelser træder solooboen tilbage i en kommenterende og understregende rolle. Det er en arie af uopslidelig dybde uden tendens til melodrama, men human og direkte i sin skildrig af menneskelige vilkår. For en moderne lytter kan specielt det første minut med den instrumentale indledning for obo, violiner og bratsch virke som taget ud af et soundtrack til en film. Nærlytter man til den del, spores også en mulig insprirationskilde for Bach, der utvivlsomt havde kolossalt travlt i denne periode af sin karriere, hvor han stadig var meget ny i embedet som kantor. Bortset fra hurtigere tonegentagelser med det såkaldte bue-vibrato i de to violinstemmer kan satsen minde om midtersatsen fra Alessandro Marcellos obokoncert i c-mol - en sats, som Bach arrangerede for klaver omkring 1715. Satsen har nummer BWV 974. Selv om arien for sopran, obo og høje strygere med dens manglende fundament såvel musikalsk som eksistentielt ofte fremhæves for sin skildring af det syndige menneskes holdningsløshed, er det på et subtilt niveau. For den moderne lytter er den drømmeagtige velklang ariens mest karakterisktiske træk.
4. sats er et recitativ for bas, strygere og continuo. Det viderefører meget af skønheden fra sopranens arie i 3. sats. Såvel bassens melodi, strygernes blide akkompagnement og continuoets nu stabile fundament giver satsen en sangbarhed som en fin Schubert-lied. Men som man ved fra Schubert, lurer døden i skyggen, og her er det teksten midtvejs i recitativet, der er årsagen til, at dødsklokken klemter i continuobassen: "Han vil, når din dødsstund falder i slag, selv aflægge Faderen regnskab for dit jordegods, liv og levned. Da vil man overhælde dit legeme, som man bærer til graven, med grus og støv, mens frelseren oplukker evighedens bolig for dig". Det er klart, at ordet "graven" (på tysk "Grabe") må få en dyb tone, mens de evige boliger (på tyske "ewigen Hütten") dels ligger højt og synges over en lang melisme på ordet "ewige". Begrebet "de evige boliger" stammer fra evangeligeteksten i Lukas-evangeliet kapitel 16 vers 9.
5. sats er en arie for tenor, horn, strygere og continuo. Teksten kan forekomme noget frikirkelig i sin stil: "Kan jeg blot gøre Jesus til min ven, siger Mammon mig ingenting!" Den ukendte Tekstforfattere brygger her videre på Lukas-evangeliets kapitel 16 vers 9, som indgik i bassens recitativ i 4. sats: "Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger." Satsens danseagtige karakter med tenorens overbeviste deklamation byder på en livlig stemme til førsteviolinerne, der må ud på kanten af sædet for at få alle noderne med. Tenoren er det befriede menneske, der lettet kan haste væk fra sine bekymringers åg.
6. sats lader i det afsluttende salmevers den ængstelige bæven lyde fra violiner og bratscher som en påmindelse om syndernes skælven og vaklen i sopranarien i 3. sats. Koret synger imens det ellevte vers fra Johann Rists "Jesus, du som min sjæl" (på tysk "Jesu, der du meine Seele"). Strygernes toner ændrer sig gradvist gennem satsen og går fra de hurtige ængstelige figurer via lettelse til en ambivalent slutning med en faldende tonegang, den såkaldte tetrachord i førsteviolinerne. Denne tonegang er beskrevet under teksten om 2. sats af kantaten "Weinen, klagen, sorgen, zagen" (BWV 12) ovenfor. I en oversættelse lyder det salmevers, som har dette markante strygerakkompagnement: "Nu véd jeg, at du vil berolige den samvittighed, som plager mig. Din troskab vil fylde den, som du selv har sagt: Thi på denne vide jord skal ingen være fortabte, men skal leve evigt, når de blot er oplyldt af troen." Det er et markant træk i denne slutsalme, at Bach lader hornet og oboerne tie for at korets melodi og tekst kun modsvares af strygernes symbolladede akkompagnement. Hermed slutter det, som Bach-eksperten Alfred Dürr betegner som en af de mest storartede sjæleskildringer i såvel den barokke som den kristelige kunst.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp. 519-522, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 300-302, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 270 |
