|
Tid og sted
Anden søndag efter påske den 16. april 1724 i Leipzig.
Tekstforfatter
Ukendt, Salme 80 vers 2 i Salmernes Bog, salmevers af Cornelius Becker (1598)
Besætning
Tenor, bas, kor (SATB), obo I, II (også obo d’amore I, II), taille, violin I, II, bratsch, basso continuo
De enkelte satser
1. sats’ indledningskor begynder med orkestrets forspil, inden koret synger teksten fra Salme 80 vers 2 i Salmernes Bog: ”Lyt, Israels hyrde, du, der fører Josef som en hjord. Du, der troner på keruberne, træd frem i stråleglans”. Sindbilledet af Jesus som den gode hyrde er i sig selv et af kristendommens stærkeste symboler. Hertil kommer, at man i barokken sværmede for hyrdelivets arkadiske idyl, ikke mindst fordi det forekom befriet for bekymringer, intriger ved fyrstehofferne og – for Bachs vedkommende – snævre rammer for musikalsk udfoldelse sat af umusikalske byrådsmedlemmer og kirkefolk. Med den dobbelte symbolværdi er det klart, at en kantate, hvor hyrden optræder allerede i titlen, må blive meningsbærende for en hidtil uset grad af idyl. Albert Schweizer har i sin biografi udnævnt kantaten her til ”en af dem man bruger til at betage de mennesker, der frygter Bach”. Allerede fra orkesterforspillets første takt domineres klangbilledet af de to oboer og en taille, en dybere obo, der ofte spiller med på bratschstemmen, når obo I og II følger violinstemmerne. Desuden er taktarten 12/8 ofte anvendt til pastorale iscenesættelser, men i en trioliseret, vuggende fornemmelse. Endelig spilles og synges der jævnligt over et ”orgelpunkt” i bassen. Det kan være en lang liggende tone – eller som her en tone gentaget gennem mange takter, hvor de første syv takter eksempelvis har tonen g som fundamentet i continuobassen. Vi har tidligere hørt kantater, hvor manglende continuobas viser tvivl eller manglende sjælelig forankring. I hyrdelivets idyl finder vi det stik modsatte: Et helt stabilt og uforanderligt tonalt fundament, hvor man ”ligger i grønne enge”, som det også hedder i den Salme 23, der faktisk afslutter kantaten. Man kunne tro, at Bach også her havde trukket på en tidligere komponeret verdslig kantate med jagt- eller hyrdetemaer, men den slags er der nu ikke noget, der tyder på. Som allerede Albert Schweizer-citatet har røbet, er indledningskoret lutter vellyd fra først til sidst. Fra koret, og specielt sopraner og alter, lyder ofte opfordringen ”höre” (på dansk ”lyt”), og det gør man gerne, fordi det er så iørefaldene med skiftene mellem obogruppens intime klang, strygernes glade trioler, bassens groundede fundament og korets fremførelse af salmisten Davids poetiske strofer. Man sammenligner tit satsen her med indledningen til kantaten ”Und es waren Hirten in derselben Gegend” (BWV 248/II), der udgør anden del af Juleoratoriet. Den lå dog på dette tidspunkt mere end ti år ude i fremtiden, men derfor kan det jo godt tænkes, at Bach både med hensyn til tonearten og oboernes klang lod sig inspirere af sin lille hyrdekantate fra foråret 1724, da han i 1734 fik travlt med juleforpligtelserne.
2. sats er et kort recitativ for tenor og basso continuo: ”Den højeste hyrde sørger for mig”. Recitativets sidste linje ”Gud er trofast” gentages tre gange over en mere ariosolignende tonegang. Teksten her er oprindelig fra Paulus’ Første Brev til Korintherne kap. 10 vers 13.
3. sats kan allerede i de første takter også minde om en senere og mere kendt Bach-kantate, nemlig den næstsidste sats i ”Wachet auf, ruft uns die Stimme” (BWV 140) fra november 1731. I duetarien ”Mein Freund ist mein” sætter en obo temaet an. Her i tenorens arie ”Verbirgt mein Hirte sich zu lange” (på dansk ”Skjuler min hyrde sig for længe”) er det to oboer d’amore, og tonearten er jo ikke Bb-dur, men h-mol. Alligevel forekommer dét tema, som obo d’amorerne spiller, bekendt. Med en spændstig fagot i bunden er det et dejligt energisk forspil til tenorens sangbare arie. Oboerne illustrerer med deres hurtige tonegange det hastværk, som tenoren synger om: ”Skjuler min hyrde sig for længe, gør ødemarken mig for bange, så iler dog de svage skridt”. Man kan måske godt give Albert Schweizer ret i, at der ”svælges i den sløjeste lyrik”, men til gengæld har Bach givet musikken et ekstra pift ved en harmonisk fremhævelse af ordene ”allzu bange” (på dansk ”for bange”).
4. sats er et recitativ for bas og basso continuo. Kantaten er overordnet en af disse ligedelte strukturer, hvor koret er med i 1. og 6. sats, tenoren synger 2. og 3. sats, der var henholdsvis et recitativ og en arie, og bassangeren har nu 4. og 5. sats. Tekstligt er recitativet stadig i den sløje ende med rim på bryst - lyst og hyrde - forstyr’te (på tysk ”Brust”, ”Lust”, ”Hirte” og ”Verirrte”). Ordet ”Ak!” (på tysk ”Ach!”) høres over en formindsket akkord midtvejs i recitativet. De afsluttende ord, ”lad nu vejen snart være til ende, led os ind i din fårefold” knytter an til en mere udtalt længsel mod evig hvile, som udtykkes musikalsk i slutningen af bassens smukke arie i
5. sats, der er for bassanger, strygere, basso continuo og med en obo d’amore, der dels følger violin I, dels har enkelte solistiske kommentarer. Det kan være en vanskelig arie at få sat an i et godt tempo, for går det for langsomt bliver den kolossalt lang og snarere søvndyssende end egentlig iørefaldende. Vigtigt er det at huske 12/8-delstaktens vuggende fornemmelse. Holdes en levende, pastoral karakter, er det en overordentlig smuk arie, hvor man tydeligt hører den farvning af strygerklangen, som obo d’amore giver. ”Lyksaliggjorte hjord af Jesu får, verden er jer et himmerige”, synger bassen beroligende gennem satsens A-stykke, da dette er en capo-arie. I øvrigt er det første og eneste da capo-sats i hele kantaten. B-stykket, hvor obo d’amoren træder lidt mere solistisk frem, har teksten: ”Her smager I allerede Jesu godhed, og håber endnu på troens belønning; en mild dødssøvn.” Den sidste strofe skal ses i sammenhæng med det budskab, som også er påskens, at man roligt kan hengive sig til den evige, søde hvile, når Jesus har vist, at vi ikke bliver ladt i stikken. Bassen skal i slutnigen af B-stykket i den i forvejen krævende arie helt ned på et dybt fis for at illustrere, at dødssøvnen foregår dybt nede. Lad os ikke spolere glæden ved den skønne arie med en nærmere pointering af hvor dét er.
6. sats er et salmevers af Cornelius Becker, der i 1598 gendigtede indholdet i Salme 23 ”Herren er min hyrde” fra Salmernes Bog så den passede til Valentin Schumanns melodi fra 1539, der på dansk findes i ”Aleneste Gud i Himmerig”. Besætningen er med obo I og violin I på sopran, obo II og violin II på alt, taille og bratsch på tenor og basson continuo med udgangspunkt i korets basstemme.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die kantaten pp.p 339-342, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven planche 15, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician p. 273 |
