|
Tid og sted
Påskedag den 10. april 1735 i Leipzig.
Tekstforfatter
Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764)
Besætning
Maria Jacobi (sopran), Maria Magdalene (alt), Peter (tenor), Johannes (bas), kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, blokfløjte I, II, tværfløjte, obo I, II, obo d’amore, fagot, violin I, II, bratsch, continuo
De enkelte satser
1. sats forløber rent instrumentalt i en djærv 3/8-delstakt med festlige fanfarer fra de tre trompeter og trompetgruppens basinstrument pauke. En anden orkestergruppe udgøres af de to oboer og fagotten, mens strygerne med cello og violone som basinstrumenter udgør en tredje orkestergruppe. Continuo er allestedsnærværende. Den fremtrædende trompetgruppe giver dog også plads til andre i orkestret, og en mærkbart anderledes instrumenteret passage forekommer halvandet minut inde i satsen, hvor kun oboer, fagot og continuo spiller. Med lange triller indvarsler trompetgruppen ændring. I satsens løb høres temaet ikke kun fra trompeter, men også fra både træblæsergruppe og strygergruppe. For enhver, der beklager, at der fra Bachs hånd ”kun” findes to Brandenburgkoncerter, som kombinerer messing-, træblæser- og strygerklange, kunne denne energiske indledningssats være en god tilføjelse til Bach-spillelisten med dens rundt regnet fire minutter lange og festlige vekselspil mellem grupperne. Satsen stammer fra kantaten ”Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen” (BWV 249a), der 23. februar 1725 var blevet brugt til fejringen af hertug Christian af Sachsen-Weissenfels' 43-års fødselsdag
2. sats begynder med alvorligt-patetiske deklamerende mol-akkorder i strygerne i ret langsomt tempo, inden en soloobo fra en høj og i begyndelsen knapt hørbar tone fremfører en stille og ensom melodi.
Satsen for obo solo, strygere, fagot og continuo er af indlysende grunde blevet noget af et hit blandt oboister, og flere af verdens bedste har givet deres bud på, hvordan denne ged skal barberes. Heinz Holliger, Albrecht Mayer og barokoboisten Marcel Ponseele har givet forskellige tolkninger af satsen. Flere findes på YouTube, hvor man kan se musikerne live og nyde musikken imens. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt hvor let satsen her lod sig omplante fra sin oprindelige funktion som hyrdescene i den såkaldte hyrdekantate ”Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen” (BWV 249a), der 23. februar 1725 blev spillet til fejringen af hertug Christian af Sachsen-Weissenfels' 43-års fødselsdag – i øvrigt den samme hertug, som i 1708 var blevet fejret med jagtkantaten ”Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd!” (BWV 208). I 1735 kunne samme langsomme sats altså blive et højt skattet symbol for Jesus. Vi kan samlet blot kalde satsen ”Den gode hyrde”, der både indfanger hyrdeliv og påskeunder.
I 3. sats vender det festlige tema fra 1. sats’ begyndelse tilbage, men som introduktion til koret, der nu glad synger: ”Kom, il nu og løb nu, I hurtige fødder/nå snart frem til graven hvor Jesus han lå/latter og glæde/i hjertet tilstede/for vores Frelser er blevet opvækt.” Musikken er beskrevet i teksten om 1. sats.
4. sats præsenterer de fire solister, der hver for sig optræder i alle oratoriets satser bortset fra 14. sats for kor. Solisterne er Maria Jacobi (sopran), Maria Magdalene (alt), Peter (tenor), Johannes (bas) og der medvirker også continuo i dette afvekslende recitativ, hvor de alle erkender at deres plan om at salve Jesus’ afsjælede legeme ikke kan gennemføres, da stenen er væltet fra graven og hulen er tom.
5. sats er en arie for Maria Jacobi (sopran), continuo og obligat tværfløjte. Teksten lyder ”Sjæl, ej dine krydderier/myrra læng’re være skal/for ikkun/vil en sejrskrans dig smykke/foran tronen hos din Gud.” Med andre ord erstattes dødekultens myrra (i øvrigt en af de gaver, de vise bragte ved Jesu fødsel) af livets sejrskrans, og det sker til yndigt-vemodige toner fra den udtryksfulde tværfløjtestemme og den lige så smukt udarbejdede sopranstemme. I ariens urform som 4. sats i hyrdekantaten ”Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen” (BWV 249a) passede tonerne bedre til teksten, der handlede om hundredtusind smigerier, som skulle ”hældes” ud over hertug Christian af Sachsen-Weissenfels.
6. sats er et recitativ for Maria Magdalene (alt), Peter (tenor), Johannes (bas) og continuo. Da stenen er væltet fra graven, beretter Maria Magdalene, at hun har mødt en engel, der meddelte at Jesus er stået op fra de døde. Til sidst finder Peter glad det tomme sammenviklede ligklæde, Jesus var svøbt i.
7. sats’ arie for Peter (tenor), violiner, blokfløjter og continuo er i sig selv så overjordisk smuk, at dette påskeoratorium alene af denne grund er værd at bruge tid på. Efter fundet af ligklædet er det bevist, at opstandelse er mulig, ikke blot for Jesus, men for os alle. ”Blidt kan nu min dødens kummer/ blot en slummer/Jesus, takket være dig.” Leveret som her i en sart besat godnatsangs vuggende bevægelser i blokfløjte I og violin I, mens blokfløjte II og violin II rytmisk følger continuets jordnære og stabile orgelpunkt, er der tale om en unik arie – selv i Bachs enorme og kvalitetssikre produktion. Arien er i tidens mode i da capo form, og B-stykket har plads til glæde over, at døden har mistet sin magt: ”Ja, det vil mig vederkvæge/og min pines tåreflod/tørres bort fra mine kinder.” Derpå gentages A-stykket.
Ariens urform kan høres i 6. sats af ”Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen” (BWV 249a).
8. sats er en stram recitavisk stram duet for Maria Jacobi (sopran), Maria Magdalene (alt) og continuo: ”Vi sukker imidlertid/med ét brændende ønske/ak, kan det nu snart ske/at vi vor Frelser selv må se?”
9. sats er en arie for alt, obo d’amore, strygere og continuo. Med en livlig orkesterledsagelse skildres den utålmodige forventning, som teksten handler om: ”Sig mig, sig mig med det samme/sig mig hvor jeg finder Jesus/for min sjæl den elsker ham!”, synger Maria Magdalene i ariens A-stykke mens hun i denne da capo aries B-stykke også tilføjer: ”Kom dog kom og omfavn mig/hjertet er jo uden dig/helt bedrøvet og forladt.” Ariens oprindelige version findes som arie i 8. sats fra ”Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen” (BWV 249a), hvori obostemmen skulle illustrere den blæsende vestenvind.
I dén arie påkaldtes den romerske gudinde for forår og blomster med teksten: ”Kom dog, Flora, kom i en fart/pust med vestenvinden/kærligt på vore agre/så en trofast undersåt/til sin milde Christian/al sin gæld betale kan!” I romersk mytologi personificeredes vestenvinden af Zefyr, der var bror til tre andre vinde, Notos, Euros og Boreas. Musikken har altså taget turen fra vindsymbolik til kærlig forventning.
10. sats er et recitativ for Johannes (bas) og continuo, hvor der udtrykkes glæde over opstandelsen.
11. sats er for kor og orkester, og med samme 3/8-takt som i de indledende 1. og 3. satser skabes forbindelse til oratoriets begyndelse. Teksten fremføres triumferende: ”Pris og tak/være, Gud, din lovsang her/djævel, helved’ er betvunget/deres porte er brudt ned/jubl nu, forløste tunger/så man det i himlen hør’/og åbn, o himmel, de prægtige buer/for løven fra Juda er sejrrigt trukket op.”
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 311-315, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 277, 284, 285, 366, 447, John Eliot Gardiner: Music in the castle of heaven pp. 278-278, 333, 530, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 680-681 |
