|
Tid og sted
Helligtrekongers dag den 6. januar 1735 i Leipzig.
Tekst
Matthæus-evangeliet kap. 2, vers 7-12 (55., 58. og 60. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (54., 56., 57., 61., 62., og 63. sats), et salmevers fra 1653 af Paul Gerhardt (59. sats) og et salmevers fra 1648 af Gerorg Werner (64. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), violin I, II, bratsch, continuo
Bemærkning
I gennemgangen henvises der ved teksterene fra Matthæus-evangeliet eksempelvis sådan: Matt. 2, 7-8. Bemærk, at satsnummeringen i ”Juleoratoriet” er fortløbende, hvorfor der her startes med 54. sats.
De enkelte satser
54. sats er kantatens indledningskor – en storartet og imponerende frembringelse med tæt forbindelse til fugaen. Den indledes af en instrumental ritornel bestående af tre afdelinger, der kan betegnes a,b,c. Klangbilledet er domineret af trompetgruppen med pauker, og her i ”Juleoratoriets” sidste kantate er det særligt trompet I, der træder frem som en solistisk budbringer om sejrrig triumf, for et overordnet tema er sejren over fjenden, der i denne kantate personificeres af Herodes. Det er netop fjenden, der synges om i korets første fuga, der er bygget over instrumentalritornellens a-del, og teksten lyder også: ”Herr’, når de skrappe fjender fnyser/så giv, at vi med troens fasthed/ser til din magt og bistand hen!” Kordelen over den sidste tekststrofe ”… ser til din magt og bistand hen”, udvikler sig trods fugaindsats fra alt og sopran efterhånden til en imitatorisk del for koret, hvor trompeterne tier, og det er to oboer, der over korte akkorder i strygerne bærer bønnen frem. Førstetrompeten sætter dog hurtigt ind med fanfareagtigt hurtige glædesmotiver og bærer denne lille del frem mod ordet ”ser!” (på tysk ”sehn!”). En kort episode på fire takter med et pludseligt stille piano i orkesterstemmerne fører frem til en fri kvintkanon (der er en kvint mellem bassens begyndelsestone e til tenorens h og derpå igen en kvint fra tenorens h til altens f#1) der synges af korets stemmer nedefra og op, men med kun en kvart op fra altens f#1 til sopranens h1. Teksten her lyder: ”Alene dig sætter vi lid til/så fjendens skarpe kløer /vi må undslippe fra.” Dette ønske understreges ved en polyfon gentagelse ”undslipper fra” (på tysk ”unversehrt entgehn”), der indføjes i den gentagne firetakters stille piano-del, vi hørte inden kanonen. Nu introducerer trompet I over strygerfigurer satsens tema, og koret samler sig i en polyfon indsats til: ”Herr’, når de skrappe fjender fnyser/så giv, at vi med troens fasthed/ser til din magt og bistand hen!”, der igen rummer en imitatorisk kordel i sidste strofe. Samlet fører alle nu satsen frem mod en fermat.
55. sats er et rectiativ for tenor (evangelist), bas (Herodes) og continuo med tekst fra Matt. 2, 7-8. Hvis Herodes’ replik klinger falsk, er det med god grund, og han har næppe lukket munden, før sopranen
i 56. sats’ recitativ under strygerklange udtrykker menneskesjælens væmmelse over Herodes’ planer: ”Du falske, prøver kun at fælde Herren/brug hver en falskheds list/til at stræbe Frelseren efter livet.” Dette udbrud varieres tekstligt frem mod den meddelselse, at Herodes’ hjertes falskhed allerede er kendt af den Højestes Søn. Derefter beskrives hans almagt i en yndefyld arie lige efter dette recitativ.
57. sats er en arie for sopran (menneskesjæl), obo d’amore, strygere og continuo. Arien har den ret sjældne betegnelse Largo e staccato, som betyder, at det bliver en af de satser fra hele ”Juleoratoriet” der kan lyde meget forskellig fra en opførelse til en anden. Noget tyder dog på, at barokkens brug af staccato betyder noget andet end i moderne spilleteknik, hvor staccato er for en artikulationsmåde, hvorved en tone spilles kort og tydeligt adskilt fra de andre toner. Nogle mener, at når Bach i en sats med ”staccato” i betegnelsen anvendte prikker over noderne, betyder det en forlænget accentuering. ”Kun et vink fra Herrens hænder/fælder magtesløses magt/her bliver hver en magt til grin!”, lyder den første del af denne arie, der ofte spoleres ved at blive spillet for hurtigt. Derefter følger teksten ”Siger Herren blot et ord/for at slutte fjenders stolthed/åh, så må de altid straks/dødens tanker ændre.” Obo d’amore I spiller i arien en vigtig rolle som duetpartner og symbol for den kærlighed, der beskytter os.
58. sats er et recitativ for tenor (evangelist) og continuo med teksten fra Matt. 2, 9-12, hvor de tre vise mænd ser stjernen over Betlehem, finder frem til barnet i stalden og skænker guld, røgelse og myrra.
59. sats er et salmevers om netop det at stå ved krybben i stalden i Betlehem. Verset er det første fra Paul Gerhardts salme fra 1653 ”Ich steh’ an deiner Krippen her”, som på dansk kan oversættes til: ”Jeg står nu ved din kryppe her/o, Jesulil, min kære/jeg kommer hen og bringer her/alt det, jeg måtte være/modtag det, det er krop og sind/sjæl, hjerte, mod, tag det alt ind/og lad det dig behage!” Teksten findes også i en oversættelse af hele salmen af Harald Vilstrup, som dog af rettighedsmæssige grunde ikke er trykt her. Sopran følges af obo I, II og violin I, alt af violin II, tenoren af bratsch, og continuo tager udgangspunkt i bassen.
60. sats er et kort recitativ for tenor (evangeslist) og continuo med tekst fra Matt. 2, 12, hvor de tre vise mænd i en drøm får en åbenbaring fra Gud om ikke at rejse tilbage til den svigefulde Herodes.
61. sats er et recitativ for tenor, to oboer d’amore og continuo. Det er første gang i ”Juleoratoriet” at tenoren har en glorie af kærlighedsoboer om sig, og det er da også første gang, at tenoren træder et skridt tilbage fra sin rolle som fortæller/evangelist eller ariesanger. Her kommer i stedet en af den slags recitaviske betragtninger, som har været tildelt bassolisten eller altsolisten i de øvrige kantater. Det lange recitativ rummer en vidt forgrenet bøn til Frelseren om altid og stå os bi, nu hvor truslen fra Herodes er afværget for Jesus’ vedkommende. (Da Herodes opdagede den i 60. sats nævnte ændring af de tre vise mænds rute, blev han jo så vred, at han iværksatte det frygtelige barnemord i Betlehem.)
62. sats er en arie for tenor, continuo og to oboer d’amore. Arien har koncertens karakter, og det betyder, at Bach her i den sidste kantate i ”Juleoratoriet” præsenterer alle de fem satsprincipper som er beskrevet nærmere i teksten om soprankantaten ”Jauchzet Gott in allen Landen” (BWV 50). Der høres fuga i 54. sats’ indledningskor, dansesats i den menuetagtige arie i 57. sats, monodi i recitativet i 58. sats, koncert her i 62. sats’ tenorarie, og endelig kan man se frem til en fejende koralbearbejdelse i oratoriets aflsuttende 64. sats. Her i tenorarien presses både solist og musikere til det yderste. Jeg har selv udfyldt den ene af de to obo d’amorestemmer. Her skal man altså holde tungen lige i munden – ikke mindst fordi denne krævende arie tit ligger mod slutningen af en krævende juleoratoriekoncert. Teksten i tenorens endnu mere krævende arie lyder: ”Nu må I stolte fjender skræmmes/hvad frygt kan I mon hos mig vække?/min hyrde, skat, er her hos mig/I kan Jer nu så grumt opstille/tru kun med at I mig vil fælde/men se, min Frelser bor jo her!”
63. sats er et kort recitativ for sopran, alt, tenor, bas og continuo med teksten ”Hvad gør os helveds skræk mon nu?/Hvad rør’ os verdens synd mon nu/hvor vi er helt i Jesu hænder?” Recitativet for fire solostemmer har en pendant i 67. sats i ”Passio Domini nostri Jesus Christus secundum Evangelistam Matthaeum” (BWV 244). Det er tankevækkende, at Bach afslutter ”Juleoratoriet” på samme måde.
64. sats er en koralfantasig for kor og orkester med en prominent rolle til en triuferende trompet I. Den salme, Bach har bearbejdet, er det fjerde vers fra Georg Werners salme fra 1648 ”Ihr Christen auserkoren”. Der synges til dels cantus firmus af sopranstemmen, der støttes homofont af de øvrige stemmer. Teksten lyder: ”Nu har I fået hævnet/Jer på den fjendflok/thi Kristus har dem stævnet/ og givet mer’ end nok/død, djævel, synd og helved’/er grundigt gjort helt svag’/og Gud har men’skeheden /helt hos sig fra i dag.” Således slutter ”Juleoratoriet” med en endegyldig sejr over ondskab og fjender.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 213-216, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 254, 259, 285, 286, 366, 383-387, 414, 522, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs pp. 32-66 |
