Tid og sted
Søndag efter nytår den 2. januar 1735 i Leipzig.

Tekst
Matthæus-evangeliet kap. 2, vers 1-6 (44., dele af 45., 48. og 50. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (43., dele af 45., 47., 49., 51., og 52. sats) et salmevers fra 1642 af Georg Weissel (46. sats), et salmevers fra 1655 af Johann Franck (53. sats)

Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), obo d’amore I, II, violin I, II, bratsch, continuo

Bemærkning
I gennemgangen henvises der ved teksterene fra Matthæus-evangeliet eksempelvis sådan: Matt. 2, 1-3. Bemærk, at satsnummeringen i ”Juleoratoriet” er fortløbende, hvorfor der her startes med 43. sats.

De enkelte satser

43. sats er kantatens indledningskor, som begynder med en instrumental introduktion inden koret sætter ind. Orkestret her består kun af to oboer d’amore, strygere og continuo, men fra første færd høres et festfyrværkeri af energiske glædesmotiver. Om den anden takt har Ludvig Prautzsch skrevet i bogen Bibel und Symbol in den Werken Bachs: ”Når man betragter partituret til indgangskoret til femte del, opdager man straks i takt to et treklangsmotiv med mange takker i strygernes stemmer som illustration af stjernen, som ledte de vise mænd, og lignende motiver finder vi i kantaten ”Wie schön leuchtet der Morgenstern” (BWV 1).” Efter forspillet med herligt energisk vekslen mellem strygerne og de to oboer d’amore høres galopfigurer i continuobassen, hvorpå korstemmer sættes ind parvist sopran+bas og alt+tenor med teksten ”Ære vær’ dig, Gud, ære være til dig sunget.” Korets indsatser kommenteres af sekstendelsmotiver i oboer og strygere. Kort efter sætter tenorer gang i en lille fuga med teksten ”Dig er lov og tak beredt”, og denne vandrer videre til alt, derpå sopran, og til sidst bas. Fugaen afløses af en ny indsats af ”Ære vær’ dig Gud”, og i et kort fire takters instrumentalt indslag høres igen treklangsmotivet med ’takker’ i strygerstemmerne, inden koret på ny sætter ind. I næste fugadel bevæger temaet sig op gennem stemmerne bas, tenor, alt og sidst sopran. Energien stiger han mod satsens midlertidige opbremsning på en fermat, og ved næste indsats fra kor og orkester er der tydeligvis sket et skift til hovedtonearten A-durs parallel fis-mol. Nu høres mere koriske indsatser til teksten ”Verden den ophøjer dig”, og efter en kort oboduet tilføjet ”thi vort vel behager dig/for i dag/ bliver vore ønsker opfyldt/da din velsignelse os glæder stort.” Dette B-stykke i paralleltonearten får naturligvis en efterfølgelse af et gentaget A-stykke og viser at dette festlige startkor har da capo form.

44. sats er et recitativ for tenorevangelist og continuo med tekst fra Matt. 2, 1-2: ”Da Jesus var født i Betlehem i Judaæ i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte….” Umiddelbart herefter synges attacca på

45. sats for alt, kor og orkester, hvor de vise mænd fra Østerland spørger ”Hvor, hvor er jøderns nyfødte konge?” Frem for en ren korsats med kun de vise mænds spørgsmål, træder du et troende menneske i altsangerens skikkelse frem med den slags recitativiske betragtninger der også findes som indslag fra bas- eller altsolisten i de øvrige kantater fra ”Juleoratoriet”. ”Søg ham her i mit bryst/her bor han, mig og sig til lyst!” Som med andre indsatser fra altsangeren i oratoriet må det klart påpeges at alten ikke optræder i rollen som Maria, men med et troende menneskes recitativiske reflektioner. Denne rolle bliver så meget desto mere klar, hvis man lytter til en version, hvor altstemmen synges af en mand. Anbefales kan derfor en indspilning fra 1999 med New London Consort dirigeret af Philip Pickett (Decca 458 838-2), hvor altstemmen synges af den fremragende kontratenor Michael Chance.
I satsen her fortsætter koret som de vise mænd med at berette ”Vi har set hans stjerne stå op og er nu kommet for at tilbede ham.” (Matt. 2, 2). Dette kommenteres endelig i en recitativisk betragtning fra altsangeren, der sammenligner lyset fra stjernen over Betlehem med stråleglansen fra Jesus eksistens.

46. sats er en koral for kor og orkester, hvor oboer d’amore og violin I følger sopran, violin II går med alt, bratsch med tenor og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Teksten er fra 1642 og udgør femte vers i salmen ”Nun, liebe Seel, nu nist es Zeit” af Georg Weissel. Teksten er en fortsættelse af altens betragtninger i 45. sats: ”Din glans opsluger mørket helt/fra nattens mørke bliver lyset delt/led os til dine veje/dit åsyn og/dit klare skin/vi skal for evigt skue!”

47. sats er en arie for bas, continuo og obligat obo d’amore. Satsen begynder med fireogtyve takters instrumentalt forspil, hvorefter bassolisten overtager temaet fra obostemmen. Arien giver en jordnær betragtning som fra en ældre mands arbejdsværelse, hvor Jesus med sit stråleskær også bedes om at oplyse denne enkeltperson i tankernes dybeste mørke afkroge, og som det hedder ”… dit ord skal være mig den lyseste kerte/i alle mine gerninger.” Man kan få tanken, at dette er en personlig hilsen fra komponisten. Arien her indgik oprindelig som 7. sats i kantaten ”Preise dein Glücke, gesegnetes Sachsen” (BWV 215). Den er den eneste genanvendelse af stof fra kantaten, og det er interessant at se, hvor gennemgibende Bach her har omarrangeret sin arie, som i dens oprindelige version var for sopran, obo d’amore, to tværfløjter og strygere. Dér havde den en lurende og uhyggessvanger klang.

48. sats er et ganske kort recitaitiv for tenorevangelist og continuo med tekst fra Matt. 2, 3: ”Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.”

49. sats er et recitativ for alt, strygere og continuo. Strygerne spiller små ”forfærdelsesmotiver” som illustration af Herodes’ reaktion på Jesu fødsel. Alten spørger nu: ”Hvorfor forfærdes I? Kan min Jesus’ blotte tilstedeværelse vække sådan en frygt? Skulle I ikke hellere glæde Jer, da hans fødsel nu lover os en genoprettelse af menneskehedens velfærd?”

50. sats’ recitativ for tenorevangelist og continuo er bygget over tekst fra Matt. 2, 4-6. Bemærk midtvejs det høje a1 på ordet ”født” (på tysk ”geboren”) og den meget sangbare del, hvor tenoren synger den profetiske tekst, der rummer de skrifkloges svar til Herodes om hvor barnet må være født: ”Du Betlehem i Judas land/du er på ingen måde den mindste/blandt Judas fyrster/og fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.” Dette citat udgør kantatens sidste evangelierecitativ.

51. sats er en smuk terzett for sopran, alt, tenor, violin og continuo. Violinen indleder stille og indadvendt, hvorefter satsen overtages af duetten sopran+tenor, der spørger ”Ak, hvornår kommer tiden” og ”Ak, hvornår kommer trøsten af Hans folk?”, hvortil altens troende menneske afbryder: ”Ti, nu er han lige her.” Hertil svarer sopran+tenor med en bøn til Jesus: ”Jesus, ak, så kom til mig!”

52. sats lader nu altens troende menneske få det sidste ord akkompagneret af to oboer d’amore – symboler for Jesus, der af kærlighed, d’amore, blev menneske – samt continuogruppe. Nu er der jo ikke mere evangelietekst for tenorevangelisten inden den i Matt. 2, 7, der først høres i ”Juleoratoriets” sjette kantate, men altens optræden som næsten-evangelist viser også det troende menneskes triumf: ”Min kære styrer nu/et hjerte, som elsker sit herskab/og helt ud giver sig selv/dét er min Jesus’ trone!”

53. sats er en koral for kor og orkester, hvor oboer d’amore og violin I følger sopran, violin II går med alt, bratsch med tenor og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Teksten er fra 1655 og udgør niende vers i salmen ”Ihr Gestirn, ihr hohlen Lüfte” af Johann Franck. Med dette salmevers ender netop denne kantate anderledes end alle andre dele af ”Juleoratoriet”, men helt i overensstemmelse med traditionen at slutte med et salmevers, som findes i utallige andre kantater. Teksten lyder: ”Vel er den slags hjertets kammer/ingen dejlig fyrstesal/snarere en dunkel grube/men så snart din nådes lys/skal i grubens mørke blinke/bliver det fyldt op af solskin.”

Læs mere
Alfred Dürr: Johann SeBach. Die Kantaten pp. 203-206, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 254, 259, 285, 286, 366, 383-387, 414, 522, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs pp. 32-66, Robin A. Leaver: Theologie und Einheit im Weih-nachts-Oratorium (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608)