|
Tid og sted
Jesu omskærelses -og navngivelsesdag den 1. januar 1735 i Leipzig.
Tekst
Lukas-evangeliet kap. 2, vers 21 (37. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (36., dele af 38., 39., dele af 40. og 41. sats), et salmevers fra 1642 af Johann Rist (dele af 38. og dele af 40. sats), et salmevers fra 1642 af Johann Rist (42. sats)
Besætning
Sopran, tenor, bas, kor (SATB), horn I, II, obo I, II, violin I, II, bratsch, continuo
Bemærkning
I gennemgangen henvises der ved tekst fra Lukas-evangeliet eksempelvis sådan: Luk. 2, 21. Bemærk, at satsnummeringen i ”Juleoratoriet” er fortløbende, hvorfor der her i kantaten startes med 36. sats.
De enkelte satser
I 36. sats’ smukke indledningskor lægges der instrumentalt ud af et orkester domineret af klangene fra horn og oboer. Over strygerne, der ligeledes er melodiførende, skiftes horngruppe og obogruppe til at præsentere små to-takts motiver, der overtages af et fuldt orkester og derpå besvares af den modsatte gruppe. De to horn bør være dominerende i lydbilledet, og det har den forklaring, at hornene i Bachs kantater fungerer som baroktidens erstatning for oldtidens processionsinstrumenter. I verdslig musik har hornene typisk en jagtfunktion, som man eksempelvis vil kunne høre i Brandenburgkoncert nr. 1 (BWV 1046) og i kantaten ”Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd! (BWV 208). I kirkemusikken optræder hornene som processionsinstrumenter, når teksten handler om at stå foran Guds nådes trone. Det er tilfældet i både ”Erforsche mich, Gott, und erfahre mein Herz” (BWV 136), ”Darzu ist erschienen der Sohn Gottes” (BWV 40), ”Sie werden aus Saba alle kommen” (BWV 65), ”Herr, wie du willt, so schicks mit mir” (BWV 73), ” Wo Gott der Herr nicht bei uns hält” (BWV 178) og i ”Erfreute Zeit im neuen Bunde” (BWV 83), hvor et kort citat fra 3. sats lyder ”vor den Gnadenstuhl zu treten” (på dansk ”at træde frem for nådens trone”). Valget af horn havde altså en ganske særlig tekstligt-symbolsk årsag, og teksten i dette indledningskor er netop også: ”Knæl med tak, knæl med lovprisning, foran den højestes nådes trone”. I øvrigt fremviser Bachs originale stemmeomslag den detalje, at han har betegnet hornene med deres latinske navne, Cornu, og dette symboliserer ifølge Ludvig Prautzsch at det nu er den højestes nådes trone, vi nærmer os. I den originale version af satsen fra kantaten ”Lasst uns sorgen, lasst uns wachen” (BWV 213) var det guden Herkules’ vugge, guderne stod om, og denne scene kunne med ny tekst udmærket tilpasses forløbet i juleevangeliet. Resten af teksten er: ”Gud søn vil på jorden/frelser og udfrier være/Guds søn/mildner fjenders vrede buldren.”
37. sats er et rectiativ for tenorevangelist og continuo med tekst fra Luk. 2, 21. Højdepunktet både tekstligt, musikalsk og omfangsmæssigt ligger på tenorens to høje a1’er på navnet ”Jesus” midtvejs. Dette understreger også, at kantaten her sådan set ikke er en nytårskantate, men markerer dels den dag da Jesus blev omskåret (ifølge 1. Mosebog kap. 17 vers 11-14 skulle det ske ottende dag efter et drengbarns fødsel), og – af stor betydning for hele kantatens univers – navngivningen. Udover i dette recitativ (i øvrigt kantatens eneste rodfæstning i en evangelietekst) optræder Jesus’ navn seksten gange i løbet af kantaten. Vil man forstå hvorfor evangelisten siger ”… som han var blevet kaldt af englen”, findes forklaringen i Luk. 1, 31, hvor englen bebuder Maria, at hun skal føde en søn og give ham navnet Jesus.
38. sats kombinerer en længere recitatisk meditation over navnet Jesus for bas, strygere og continuo ”Immanuel, du søde ord!” med første halvdel af første vers af en salme fra 1641 af Johann Rist sunget af korets sopraner. Her er melodien af Johann Schop, mens Bach er ophavsmand til bassens recitativ. Teksten i det halve salmevers lyder: ”Jesus, du mit livs så kære/brudgom for min glade sjæl/du som har dig selv mig givet/på dit korses bitre træ!”, mens bassens tekstrige recitativ handler om at tage sin Jesus ind. Satsen føjer sig til en lang tradition i Bachs kantater for møder mellem Jesus (bas) og sjæle (sopraner), men har for så vidt også opblødt den ellers ret klare rollefordeling, der høres i kantater som "Tritt auf die Glaubensbahn" (BWV 152) fra 30. december 1714, "Selig ist der Mann" (BWV 57) fra 26. december 1725, "Liebster Jesu, mein Verlangen" (BWV 32) fra 13. januar 1726, "Ich geh und suche mit Verlangen" (BWV 49) fra 3. november 1726, ”Ich lebe, mein Herze, zu deinem Ergötzen" (BWV 145) fra 19. april 1729 og ”Wachet auf, ruft uns die Stimme” (BWV 140) fra november 1731.
39. sats er en arie for sopran (menneskets sjæl), obo og continuo. Der medvirker også en korsanger (sopran), der som ekko besvarer solistens spørgsmål. Allerbedst er det, hvis også oboen svares af en obo i det fjerne for rigtigt at nyde satsens indbyggede ekkoeffekter. Menneskesjælen rådfører sig nu med ekkoet. Satsen indledes af en solo for obo og så spørger menneskesjælen: ”Indgiver, min Frelser, indgiver dit navn/mon det allermindste sædekorn/af den hårde skræk? Nej, du siger jo selv ’nej’!” I samme ånd fortsætter menneskesjælen håbefuldt med det livsvigtige spørgsmål om døden har magt: ”Skal jeg nu så afsky døden/nej, dit søde ord er dér! Eller skal jeg nu mig glæde? Ja, du Frelser, si’r selv ’ja’!” Effekterne fra sopranens menneskesjæl går via svar fra korsangeren (en spæd Jesus, måske) og gør satsens slutning til et festfyrvækeri af spørgsmål og svar, inden solooben til sidst får lov til at lukke satsen ned mod sin dybeste tone c1. Satsen her stammer fra fødselsdagskantaten ”Lasst uns sorgen, lasst und wachen” (BWV 213), hvor den i 5. sats en en pragtfuld arie for Herkules (alt) og obo d’amore med svar for en koralt og obo d’amore i det fjerne. Trods den ubestridelige skønhed fungerer arien bedre i sin originalversion, fordi den purunge Herkules’ spørgsmål til ekkoet, der jo også havde rødder i den græske mytologi står klarere end ekkosvarene mellem menneskesjælen og korsopranen i denne kirkelige version af arien. Ludvig Prautzsch har villet indtolke talsymbolik i de elleve gange, hvor ekkoet svarer ”ja”. Men de elleve gange ja er levn fra ariens originalversion, som brugtes til fejring af den unge kurprins Friedrich Augustus’ 11 års fødselsdag den 5. september 1733.
40. sats kombinerer ligesom i 38. sats en recitatisk meditation over navnet Jesus for bas, strygere og continuo ”Velan, kun dit navn skal dvæle i mit hjerte!” med anden halvdel af første vers af den salme fra 1641 af Johann Rist, som også hørtes i 38. sats. Igen fremfører korets sopraner koralmelodien af Johann Schop, mens Bach er ophavsmand til bassens recitativiske betragtninger. Teksten i den anden halvdel af salmeverset lyder: ”Jesus, du min fryd og glæde/min forhåbning, skat og lod/min forløsning, smykke, frelse/hyrde, konge, lys og sol/ak, hvorledes skal jeg, min herre Jesus, værdigt nok prise dig?”
For oplysning om andre kantater med dialoger mellem bas og sopran henvises til teksten om 38. sats.
41. sats er en da capo arie for tenor, to violiner og continuo. Den indledes som en dobbeltkoncert for de to violiner, faktisk en fuga, hvor violin II har tre takter alene, inden violin I sætter ind kvinten over. Endelig føjes tenorsolisten til med teksten ”Jeg vil kun dig til ære leve” – her sunget ”Jeg vil kun dig til ære le-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-ve” med illustration af tenorstemmens meget krævende koloraturer. Han fortsætter: ”Min Frelser, giv mig kraft og sind/at hjertet dig kan tage ind!” I et kontrasterende B-stykke lyder beder tenoren: ”Styrk mig ved din nåde, at jeg dig værdigt kan ophøje med tak!” Arien her stammer fra den græsk-mytologiske hyldestkantate ”Lasst und sorgen, lasst uns wachen” (BWV 213), hvor den var Dydens sang til Herkules om altid at bære ham på sine vinger. Originalversionen stod i e-mol i stedet for som her d-mol og havde en obo i stedet for violin II.
42. sats er kantatens afsluttende koralvers for kor og orkester. De to horn, som leder processionen til nådens trone, er med igen og må gerne indtage en central placering i lydbilledet. Der veksles mellem instrumentale passager med fin vekslen mellem horn, oboer, strygere og continuo og seks strofer fra koret, der fremfører syvende af en salme fra 1642 af Johann Rist. Her begynder hver strofe passende i forhold til kantatens tema – navngivningen af Jesus – netop med hans navn: ”Jesus, gør at jeg godt må begynde/Jesus, stå mig altid bi/Jesus, tøjl blot mine tanker/Jesus, vær al mit begær/Jesus, vær i mine tanker/Jesus, hjælp, at jeg ej vanker!” Hermed afsluttes den nok allerbedste kantate fra ”Juleoratoriet”.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 190-192, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 254, 259, 285, 286, 366, 383-387, 414, 522, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs p. 21, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs pp. 39-40, Robin A. Leaver: Theologie und Einheit im Weihnachts-Oratorium (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) |
