|
Tid og sted
Tredje juledag den 27. december 1734 i Leipzig.
Tekst
Lukas-evangeliet kap. 2, vers 15-20 (25., 26., 30. og 34.), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (24., 27., 29., 31. og 32. sats), et salmevers fra 1524 af Martin Luther (28. sats), et salmevers fra 1653 af Paul Gerhardt (33. sats), et salmevers fra 1653 af Christoph Runge (35. sats)
Besætning
Sopran, alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
Bemærkning
I gennemgangen henvises der ved teksterne fra Lukas-evangeliet eksempelvis sådan: Luk. 2, 15-17. Bemærk, at satsnummeringen i ”Juleoratoriet” er fortløbende, hvorfor der her startes med 24. sats.
De enkelte satser
24. sats’ indledningskor sætter først alle orkestrets instrumenter i sving med trompetgruppe og pauker i front. Efter forspillet synger først tenorer ”Himlenes hersker, lyt til vores pludren”. Sopraner tilføjer ”lad dig vor småfade sange behage”, og derpå høres alterne ”når du af Zion lovprises i sang!” Til sidst føjes bas til med en gentagelse af alle tre strofer. Efter et orkestermellemspil med fin vekslen mellem trompetgruppen, træblæserne, strygerne og continuo høres korstemmerne igen i rækkefølgen tenor, sopran, alt og til sidst alle de tre høje stemmer sammen med bas i teksten ”Hør vores hjerter jublende lovpriser/mens vi dig også stor ær’frygt udviser/så vores velfærd befæstet må stå.” Hele ensemblet slutter sammen på en lang D-dur akkord med fermat over. Satsen udgjorde oprindeligt slutkoret i 9. sats af en fødselsdags- og hyldestkantate til dronning Maria Josepha af Sachsen, ”Tönet, ihr Pauken, erschallet, Trompeten” (BWV 214) fra december 1733, hvor den dog havde en ganske anden tekst.
25. sats er et recitativ for tenorevangelist og continuo med tekst fra første del af Luk. 2, 15. Derpå er
26. sats koret af hyrder, som siger til hinanden: ”Lad os gå ind til Bethlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.” (Luk 2, 15, anden del). Korets stemmer – der er både hyrdedrenge i de høje stemmer og ældre hyrder i de dybere herrestemmer – følges som i koraler af instrumenter med obo d’amore I og violin II på sopranstemmen, obo d’amore II på alten, bratsch på tenoren, og continuogruppe med udgangspunkt i basstemmen. Tværfløjter og violin I foregriber i deres hurtige løb og op ned ad tonestigen egentlig tekst fra Luk 2, 16, som først kommer i 30. sats, for hyrderne skynder sig, og det er netop dén ilen, der udtrykkes i den luftige stemme for tværfløjter og violin I.
27. sats er et kort recitativ for bas, tværfløjter og continuo. Igen kommer ligesom i 14., 17. og 22. sats en recitativisk betragtning med teksten: ”Han har trøstet sit folk, han har udfriet sit Israel, og udsendt sin hjælp fra Zion sin hjælp og bragt ende til vor lidelse. Se, hyrder, dette har han gjort; gak nu, for dette venter på Jer!” I sin flotte Bach-biografi fremhæver Albert Schweitzer denne type satser i ”Juleoratoriet”: ”En meget heldig idé fra Picanders side var det at lade handlingen ledsage af disse små recitativiske betragtninger. Tekstligt er de faldet fortræffeligt ud og de begejstrede Bach til at komponere skøn, inderlig musik.”
28. sats er et salmevers for kor og orkester. Teksten er det syvende vers fra Martin Luthers hymne ”Gelobet seist du, Jesus Christ” fra 1524. Melodien er så vidt man ved også af Martin Luther. Bacch havde juledag 1724 brugt salmen som forlæg til kantaten ”Gelobet seist du, Jesu Christ” (BWV 91).
Fra orkestret følger alle træblæsere og violin I sopranstemmen, violin II følger alten, bratscherne går med tenor, og continuogruppen tager udgangspunkt i basstemmen. Teksten kan gendigtes til: ”Dét hele har han for os gjort/hans kærlighed bevises stort/nu glæder sig den kristenhed/og takker ham i evighed.” Korets slutter med ”Kyrie eleis!” Det betyder egentlig ”Herre, forbarm dig over os”, men er i den danske version af salmen blevet til ”O, Gud ske lov!”
29. sats er en duetarie for sopran, bas, to oboer d’amore og continuogruppe. Handlingsmæssigt er vi stadig hos markens hyrder, der er på vej til stalden i Betlehem med den ilen, der hørtes i koret af hyrder i 26. sats. Duetten er måske tænkt som en hyrdedreng (sopran) og en ældre hyrde (bas). Ret elegant sættes temaet an af de to oboer d’amore som kanon, og netop det første lille motiv minder faktisk om temaet i arien i ”Juleoratoriets” 19. sats. Der er således en vis tematisk sammenhæng mellem den person, der i altens skikkelse trådtte et skridt væk fra evangeliets handling om englen hos markens hyrder og sang ”Blund nu, min kæreste/og nyd denne ro” og så lovsangen fra de to hyrder: ”Herre, din medynk, din barmhjertighed/trøster os og gør os fri.” Temaerne varieres fornemt i hele da capo ariens A-stykke i en stadig vekslen mellem sopran, bas, obo d’amore I, obo d’amore II og continuogruppe. I B-stykket stikker oboerne indledningsvist mest akkorder ud, men bliver gradvist mere solistiske igen, mens først bas og kort efter sopran fremfører teksten ”Al din fine gunst og kærlighed/og dit skabelsens vidunder/gør at din faderlige trofasthed stadig fornyes.” Herefter spilles og synges da capo. Arien her har en noget anderledes urversion som en allegorisk kærlighedsduet mellem Herkules (alt) og Dyden (tenor) i den verdslige fødselsdagskantate ”Lasst uns sorgen, lasst uns wachen” (BWV 213) fra september 1733. Som allerede antydet var duetten dér for alt og tenor, mens de obligate stemmer blev spillet af to bratscher. Vil man gerne høre denne urversion, og det bestemt en oplevelse, er det 11. sats i ”Lasst uns sorgen, lasst uns wachen” (BWV 213), man skal have fingre i.
30. sats er et recitativ for tenorevangelist og continuogruppe med sart fremført evangelietekst fra Luk. 2, 16-20. Musikalsk markant er den lille skalabrydning i continuobassen, der tre gange sniger sig ind efter ordene ”liegen” (på dansk ”liggende”), ”war” (på dansk ”var”) og ”Worte” (på dansk ”ord”), og der er en særlig markering af det, at ”… Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.”
31. sats er en arie for alt, violin og continuogruppe: ”Luk nu, mit hjerte, det salige under/helt ind i din tro!” Den sættes an af soloviolinen, og temaet overtages efter fireogtyve takters forspil uændret at alten mens violinen udsmykker melodien. Igen ligger tolkningen nær i moderne tider med kvindelige alter, at dette er Maria arie lige efter slutningen af recitativet i 30. sats. På Bachs tid var alterne drenge eller unge mænd, og altens rolle i flere kantater kan beskrives som refleksioner fra et troende menneske. ”Juleoratoriet” er netop ikke et krybbespil, for den slags var også forbudt i Leipzigs kirker på Bachs tid. Skal man pege på forbilleder for Bachs oratorium, bygger det snarere på erfaringer indvundet gennem julekantater lige fra ”Christen, ätzet diesen Tag” (BWV 63), der muligvis stammer fra 1714. Hertil kommer inspiration fra den tilføjelse af små julesalmesatser, som findes i den tidlige version af ”Magnificat” (BWV 243a) fra juledag 1723. Midtvejs i den smukke altarie med soloviolin kommer et kontrasterende stykke – arien er ikke komponeret i da capo form – med teksten ”Lad dette under, lad guddommens værker/nu gøre stærker’/din skrøbelige tro!” Derefter følger det, der lyder som en gentagelse af et A-stykke, og igen med teksten ”Luk nu, mit hjerte, det salige under/helt ind i din tro!”
32. sats er et ganske kort recitativ for alt, to tværfløjter og continuo, en lille recitativisk betragtning ”Ja, ja, mit hjerte vil bevare, det som det i denne skønne tid som bevis for sin salighed kan erfare.” De to tværfløjter skaber forbindelse til basrecitativet i 27. sats, men virker ellers mest som klanglig variation.
33. sats er et salmevers for kor og orkester. Fordelingen af kor og instrumenter er ligesom i 28. sats. Teksten er fra det femtende og sidste vers fra Paul Gerhardts salme fra 1651 ”Fröhlich soll mein Herze springen”. Melodien er komponeret af Johann Crüger i 1653. Teksten lyder: ”Jeg vil dig med flid bevare/for digher leve mer’/og til dig op fare/Med dig vil jeg engang svæve/glædes-fuld, uden tid/ til et liv hinsides.”
34. sats er et kort recitativ for tenorevangelist og continuo med teksten fra Luk. 2, 20: ”Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.” Teksten fra Luk. 2, 21 omhandler ikke længere hyrderne på marken, men festen for Jesu omskærelse otte dage efter fødslen. Dén tekst findes først i recitativet i oratoriets 37. sats i kantaten ”Fallt mit Danken, fallt mit Loben” (BWV 248/III). Det er bemærkelsesværdigt, at både oratoriets anden og tredje kantate altså foregår hos hyrderne og beskriver deres oplevelser julenat.
35. sats er et salmevers for kor og orkester. Fordelingen af kor og instrumenter er ligesom i 28. og 33. sats. Teksten er fra det fjerde af otte vers i Christoph Runges salme fra 1653 ”Lasst Furcht und Pein” med melodi fra 1589 af ukendt komponist. Teksten er: ”Vær imens glad/at frelsens bad/er født som både gud og menneske/han som nu er/Kristus og herr’/i Davids stad, og udvalgt blandt de mange.”
Herefter gentages 24. sats for kor og orkester. Denne gentagelse har ikke sit eget nummer i oratoriets samlede forløb, og for beskrivelsen af musik, tekst og oprindelse henvises til teksten om dets 24. sats.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 162-165, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 254, 259, 285, 286, 366, 383-387, 414, 522, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 233, 239-241, 245, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs pp. 32-66, Frits de Haen: Das Weihnachts-Oratorium – ein orga-nischer Zyklus (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 5-12, Boris Kehrmann: Bachs Weihnachts-Oratorium als musikalische Predigt Anmerkungen zur Rhetorik textgebundener Musik (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 14-27, Robin A. Leaver: Theologie und Einheit im Weihnachts-Oratorium (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 43-58, Albert Schweitzer: J. S. Bach pp. 673-680 |
