|
Tid og sted
Juledag den 25. december 1734 i Leipzig.
Tekstforfattere
Lukas-evangeliet kap. 2, vers 1-7 (2. og 6. sats), Christian Friedrich Henrici »Picander« (1700-1764) (1., 3., 4., 8. og delvist 7. sats), et salmevers fra 1656 af Paul Gerhardt (5. sats), et salmevers fra 1524 af Martin Luther (dele af 7. sats), et salmevers fra 1535 af Martin Luther (9. sats)
Besætning
Alt, tenor, bas, kor (SATB), trompet I, II, III, pauker, tværfløjte I, II, obo I, II (desuden obo d’amore I, II), fagot, violin I, II, bratsch, continuo
Bemærkning
I gennemgangen henvises der ved teksterne fra Lukas-evangeliet eksempelvis sådan: Luk. 2, 1-6.
De enkelte satser
1. sats er kantatens indledningskor. Det sættes an af orkestret, hvor paukernes fire indledenede slag besvares af et kort trillemotiv i tværfløjterne. Så bliver paukerne vildere og besvares af oboerne inden lynhurtige nedadgående skalaer fra tværfløjter og violin I får modspil af fanfarer, der bevæger sig ned gennem trompetgruppen. Sådan indledes en Bachs festligste og kendteste kantatesatser med fornem vekslen mellem klangene fra pauker, trompetgruppe, oboer, tværfløjter, strygere og continuogruppe. Efter toogtredive takters instrumentalt forspil er det korets tur til at gentage paukens indledende slag-motiv, og teksten beskriver netop instrumenternes opgaver: ”Jubl og glæd Jer!/Op, pris disse dage/ lovsyng i dag det vor Herre har gjort!/Lad tøven fare, forvis Eders klage/lad klinge jubel og lystighed nu.” Denne tekst gentages i løbet af satsens A-stykke på forskellig vis med vekslende instrumentale indslag der underbygger budskabet om fejring. I tidens stil er satsen en da capo sats, der som bekendt giver mulighed for et kontrasterende B-stykke og derpå en efterfølgende gentagelse af A-stykkets feststemte temaer. B-stykket adskiller sig straks ved et skift fra D-dur til h-mol, og hvor koret hidtil mest har sat ind samtidig, synges der nu i kanon med en første indsats fra tenorer, og derefter bas, alt og sidst sopran. Strygerne markerer kort takterns ét- og to-slag. Da førstetrompeten kort lader sig høre efter et vidt forgrenet korafsnit er det med ganske stille gentagelser af et fis, som danner overgang til et mere rugende instrumentalt afsnit, hvor tværfløjter, strygere og oboer besvarer hinandens tvivlende motiver. Så forener de tre grupper strygere, oboer og tværfløjter sig over continuoets fundament og finder snart tilbage i en atmosfære, der giver koret plads til en samlet gentagelse af teksten fra begyndelsen af B-stykket, der lyder ”Lovsyng vor Herre, I englenes skarer/og lad os højlove Herskerens navn!” Orkestret tilføjer påmindelser om galopperende glædesmotiver fra satsens begyndelse, og snart bringes kontrastdelen til ro på en mørk fis-molakkord, der dog jages bort, idet pauken igen tager fat på sine indledende slag i A-stykket ”Jubl og glæd Jer…”. Denne sats hørtes i sin oprindelige form i hyldningskantaten ”Tönet, ihr Pauken, erschallet, Trompeten (BWV 214) fra den 8. december 1733, hvor den også var indledningssats, men med en tekst, der hyldede dronning Maria Josepha af Sachsen.
2. sats er et recitativ for tenor og continuo. Teksten er fra Luk. 2, 1-6. I forhold til et tidligt recitativ som eksempelvis 3. sats i ”Lobe den Herrn, meine Seele” (BWV 143) mærkes det tydeligt hvor fint afstemte, Bachs recitativer var blevet gennem årene. Juleevangeliet her i 248/1 er ikke blot en stor kontrast til 1. sats’ indledningskor; det er også fornem kompositionskunst på sine egne præmisser. Bemærk hvor sigende tenorens ord ”udgik fra kejser Augustus” (på tysk ”von dem Kaiser Augusto ausging”) udtryksfuldt synges over en lille sekst opad fra h til g1.
3. sats er et recitativ for alt, continuo og to oboer d’amore. Teksten lyder: ”Nu bliver min kæreste brudgom, nu bliver helten fra Davids slægt, én gang født til trøst og frelse for verden. Nu vil stjernen lyse fra Jakob - dens stråler tindrer allerede. Op, Zion, og lad din gråd slutte, det bedste for dig står højt på himlen!” Det er en ofte gentaget misforståelse, at altsangeren i denne kantate skal symbolisere Jomfru Maria; det er der ikke belæg for hverken i historien om Bachs kantater eller i recitativets tekst. I kirkerne i Leipzig kunne man ikke i 1730’erne lade kvinder synge altstemmen. Dét gjorde en dreng eller en mand. Ligesom i andre kantater gennem hele Bachs karriere er alten det troende menneske, der stiller sig frem og her opfordrer Zion til at gå sin brudgom i møde, det vil sige at hele menigheden opfordres til at glæde sig med Zion. Heller ikke i ”Juleoratoriets” kantater er der belæg for at tillægge vor tids brug af kvindelige sangere på altstemmen betydning i forhold til udstilling af kvindelighed, da dette var en helt fremmed tankegang for folk i Leipzig i 1734. Stemmen kan derfor udmærket synges af en mandlig altsolist. De to oboer d’amore udfører fine meddigtende og kommenterende stemmer.
4. sats er en arie for alt, obo d’amore, strygere og continuo. Tonearten er a-mol, tempoet 3/8, og det er en af Bachs mest kendte altarier med teksten ”Bered dig, o Zion, med kærlige drifter, den skønne og kære snart hos dig at se!” I tidens mode er det en da capo arie med et kontrasterende B-stykke til teksten ”Dine kinder må i dag stråle skønnere/skynd dig, og elsk mest inderligt din brudgom!” Dette er altså det troende menneske, altens, opfordring til Zion om at berede sig til det symbolske bryllup med Frelseren. Derfor kan arien udmærket synges af en mandlig altsanger. Det blev den også i sin urform, hvor den udgjorde 9. sats i lykønskningskantaten til en 11-årig prins i ”Lasst uns sorgen, lasst uns wachen” (BWV 213). Dér var affekten en ganske anden, nemlig afvisning, idet den dengang – og uden kærlighedsoboen til at farve klangen på den obligate strygerstemme – var Herkules´ afvisning af
Vellysten med teksten ”Jeg vil dig ej høre, jeg vil dig ej kende/forvorpene vellyst, vig helt bort fra mig!”
5. sats er et koralvers for kor og orkester. Teksten er første vers af en salme fra 1656 af Paul Gerhardt og melodien er Hans Leo Hasslers ”Befal du dine veje”. Sopranstemmen følges af både tværfløjter en oktav over, af oboer og af violin I. Alten følges af violin II, tenoren af bratsch, og continuogruppen får udgangspunkt i korets basstemme. Hans Adolph Brorsons gendigtning fra 1733 er et fint bud på en dansk tekst: ”Hvorledes skal jeg møde/og favne dig, min skat?/Du skønne morgenrøde/mod al min jammers nat/min Jesus, sig, hvorledes/mit arme hjerte skal/opsmykkes og beredes/dig til en brudesal.”
6. sats’ korte recitativ for tenor og continuo beretter meget udtryksfuldt om Jesu fødsel (i Lukas 2, 7).
7. sats er en koralfantasi for korets soprangruppe, bassanger, to oboer d’amore og continuogruppen. Først spiller de to oboer d’amore en lille naiv duet. Instrumenterne – d’amore – kan ses som symbol for Jesus der af kærlighed blev menneske, og enkelheden i kærlighedsoboernes melodi går igen i det salmevers, soprangruppen synger. Det er sjette vers fra Martin Luthers salme ”Gelobet seist du, Jesus Christ” fra 1524. Melodien til sopranernes salmevers er fra 1370’erne, men komponisten er anonym. Teksten i den danske gendigtning af salmen skyldes Claus Mortensen i slutningen af 1520’erne og N. F. S. Grundtvig i midten af 1800-tallet: "Fattig kom du til jorden ned/adlede armod og usselhed/fattig du gjorde dig med flid/rige blev vi til evig tid/Kyrie eleis!" Endelig tilføjes bassangerens recitativiske indslag, der er en jordbunden – derfor valget af basstemmen – persons undren over styrken i Guds kærlighed, som betød at Frelseren lod sig føde som menneske. Kombinationen af soprankoralvers, basrecitativ og obo d’amoreduet over continuogruppens fundament bringer himmerige ned til jorden.
8. sats er en arie for bas, trompet, tværfløjte, strygere og continuogruppe. Dette er en af Bachs bedste arier hvilket ikke mindst skyldes det svage element af jazz i de synkoper, der de første fire takter ligger i strygergruppen og derpå i de følgende fire takter overtages af solotrompeten. Det er 2/4, det er D-dur, oforspillet går rent ind - fra trompetens første tone til den solide tonenedgang i continuoet, der introducerer solisten: ”Store Herre, stærke konge/kære Frelser, o hvor lidet/ænser du al verdens pragt!” Arien har et konstrasterende B-stykke i h-hol, hvor man skulle tro at trompeten ville tie efter ordene: ”Han som vor verden opretholder/og har skabt dens pragt og skønhed/må i krybben hård nu sove”, men helt kan den ikke holde sig fra en diskret lang tone og et par små triumferende pip. I vore dage er det svært at forestille sig hvor tæt sammenhæng der i barokken var mellem at hylde en jordisk fyrstinde og himlens konge. Bach havde nemlig stort set uden ændringer kunnet genbruge denne arie, som oprindelig udgjorde den 7. sats i hyldningskantaten ”Tönet, ihr Pauken, erschallet, Trompeten” (BWV 214) fra december 1733: Teksten blev ændret, og der blev føjet tværfløjte til violin I’s stemme.
9. sats er kantatens afsluttende koralvers med trettende vers fra Martin Luthers hymne fra 1535 ”Vom Himmel hoch, da komm ich her”. Melodien er af Valentin Schumann og fra 1539. På dansk findes salmen gendigtet til ”Fra himlen højt kom budskab her” af Hans Tausen i 1500-tallet og i 1845 af J. L. A. Kolderup-Rosenvinge: ” "Min kære Herre Jesus Krist/gør dig en vugge i mit bryst/tag herberg i mit hjerte der/at jeg dig aldrig glemmer mer!" Orkestrets instrumenter er fordelt på korstemmerne lige som i koralen i 5. sats. Dog afbrydes salmens fire strofer af trompetgruppen med paukerne der spiller feststemt triumferende fanfarer og dermed binder en fin julegavesløjfe på kantaten lige fra 1. til 9. sats.
Læs mere
Alfred Dürr: Johann Sebastian Bach. Die Kantaten pp. 131-165, Christoph Wolff: Johann Sebastian Bach – the learned musician pp. 254, 259, 285, 286, 366, 383-387, 414, 522, Ludwig Prautzsch: Die verborgene Symbolsprache Johann Sebastian Bachs pp. 233, 239-241, 245, Ludwig Prautzsch: Bibel und Symbol in den Werken Bachs pp. 32-66, Frits de Haen: Das Weihnachts-Oratorium – ein orga-nischer Zyklus (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 5-12, Boris Kehrmann: Bachs Weihnachts-Oratorium als musikalische Predigt Anmerkungen zur Rhetorik textgebundener Musik (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 14-27, Robin A. Leaver: Theologie und Einheit im Weihnachts-Oratorium (i teksthæftet til cd’erne Challenge Records CC 76608) pp. 43-58 |
